Spørgsmål om aftale om ny rentebindingsperiode på priori-tetslån var indgået. Krav om erstatning.
| Sagsnummer: | 537 /2022 |
| Dato: | 15-11-2023 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneomlægning
Udlån - omlægning Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om aftale om ny rentebindingsperiode på priori-tetslån var indgået. Krav om erstatning. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om aftale om ny rentebindingsperiode på prioritetslån var indgået. Krav om erstatning.
Sagens omstændigheder
Klagerne H og M var kunder i Handelsbanken AB (Publ.), Sverige, nu Jyske Bank, (herefter banken).
Den 16. november 2018 indgik klagerne og banken en aftale om et boliglån (prioritetslån) på 19.920.000 kr. (konto nr. -198). Lånet var med en rentebindingsperiode på et år og afdragsfrihed frem til den 30. september 2019. Af bilag vedrørende foreløbige rentevilkår for lånet fremgik, at den foreløbige pålydende rente var 0,780 % om året, og at rentebindingsperiodens start og udløb var henholdsvis den 22. november 2018 og den 31. december 2019. Den årlige ydelse var 747.500 kr.
Den 5. december 2019 indgik klagerne og banken en ny aftale om prioritetslånet (konto nr. -288). Hovedstolen var 19.212.173,95 kr. Stiftelsesomkostningerne var 0 kr. Lånet var med afdrag. Af bilag vedrørende foreløbige rentevilkår for lånet fremgik, at den foreløbige pålydende rente var 0,580 % om året, at referencerenten var -0,180 %, at rentebindingsperioden var tre år, og at rentebindingsperiodens start og udløb var henholdsvis den 30. december 2019 og den 31. december 2022. Den årlige ydelse var 747.500 kr. Af låneaftalen fremgik endvidere:
”… Et lån med rentebinding består af henholdsvis en referencerente og et rentetillæg. Såfremt det valgte lån er med rentebinding fremgår dette af bilaget (Rentevilkår) til nærværende aftale.
…
De officielle referencerentesatser kan følges på hjemmesiden for Danish Financial Benchmark Facility ApS. …
Rentesatserne er foreløbige og fastsættes endeligt på udbetalingsdagen eller efter nærmere aftale. Den endelige rente for lån med rentebinding fremgår af bilag (Rentevilkår). Det lånte beløb forrentes fra udbetalingsdagen.
…
Ved udløb af rentebindingsperioden fastsættes den nye referencerente som angivet i afsnittet om rentefastsættelse og rentebindingsperiode.
Rentetillæg er fast i rentebindingsperioden, men kan ændres ved fastlæggelse af ny rentebindingsperiode som beskrevet nedenfor.
…
Rentetillæg kan ændres ved fastlæggelse af ny rentebindingsperiode som angivet i afsnittet om rentevilkår.
I forbindelse med udløb af en rentebindingsperiode fastsættes en ny referencerente for den efterfølgende rentebindingsperiode. Rentefastsættelsen sker 2 bankdage før starten af den nye periode.
Ved udløbet af en rentebindingsperiode kan Låntager vælge en anden rentebindingsperiode eller vælge at lade lånet forrente med variabel rente. Låntagers valg skal meddeles HK [Handelsbanken Kredit] skriftligt senest 4 bankdage før udløb af rentebindingsperioden.
…
Opsigelse og førtidig indfrielse af lånet
…
Låntager kan til enhver tid opsige lånet, men der gælder særlige indfrielsesvilkår i en rentebindingsperiode. Det betyder, at indfrielse af lånet i nogle situationer kun kan ske med et beløb, som er højere end restgælden (overkurs).
…
For lån med øvrige rentebindingsperioder vil indfrielseskursen i en rentebindingsperiode blive beregnet på baggrund af udviklingen i en referencerente - se nedenfor. Beregningen betyder, at Låntager skal betale en overkurs ved førtidsindfrielse, medmindre referencerenten er steget mere end 0,10 %-point. De nærmere regler for beregning af indfrielseskurs og indfrielsesbeløb fremgår af afsnittene nedenfor.
Referencerente
Som referencerente ved rentebindingsperiodens start anvendes en retvisende markedsrente fra pengemarkedet (løbetider op til og med 1 år) og renteswapmarkedet (løbetider over 1 år) i danske kroner med en restløbetid, der svarer til den aftalte rentebindingsperiode på tidspunktet for lånets etablering. …”
I november 2020 rettede klagerne telefonisk henvendelse til banken vedrørende lånet. Klagerne har anført, at baggrunden var, at de ønskede at ændre lånet til et afdragsfrit lån med rentebinding på tre år. Under telefonsamtalen tilbød banken dem to nye prioritetslån med rentebindingsperiode på henholdsvis tre år og fem år. Banken oplyste renten på de to lån, og de besluttede sig for et afdragsfrit lån med treårig rentebinding. Banken har bestridt dette og har anført, at formålet med klagernes henvendelse alene var at få afdragsfrihed i en periode. Banken har oplyst, at den har undersøgt eventuelle optagne telefonsamtaler, og at den ikke er i besiddelse af en telefonsamtale med klagerne fra november 2020.
Banken har fremlagt sin kreditindstilling. Banken har oplyst, at kreditindstillingen var fra den 15. december 2020. Af kreditindstillingen fremgik:
” Baggrund for ansøgning
Ændring i limitperioden
[M] ønsker at springe det årlige afdrag på sit prioritetslån over, alene for at optimere den samlede formue, da eventuel udlodning vil skulle beskattes. [M] har været af den overbevisning at lånet var med indledende afdragsfrihed, så det er ikke et udtryk for ændring i privatforbrug eller private formueforhold, men er en misforståelse der er sket mellem kunden og os.
Det nuværende prioritetslån på tkr. 19.212 har et årlig afdrag pr. 31.12.2020 på tkr. 719. Der søges om 2 års afdragsfrihed, således at det årlige afdrag pr. 31.12.2020 samt 31.12.2021 frafaldes.
Ved rentebindingsudløb ultimo 2022, vil den fremtidige afdragsprofil blive drøftet og endeligt aftalt med kunden. …”
Den 18. december 2020 havde M og klagernes rådgiver en telefonsamtale. Banken har fremlagt en transskription af samtalen, hvoraf blandt andet fremgår (K=M, R=rådgiver):
”… R: Det er så fint. Jeg ringede egentlig bare lige i forhold til, øøh… lånet, som jo står med det her, øøh… afdrag her, eller ydelse her 31/12.
K: Ja
R: Øøh… som vi skulle.. som vi skulle lave om til at, at vi lige frafalder det. Øhh… så har jeg lagt dokumenter til dig og [H] ind i Netbanken. Det er sådan, at ved at lånet egentlig er med rentebinding, så, øøh… så er man nødt til ligesom at skal.. nu siger jeg, erstatte det gamle lån, lave et nyt. Men det er lavet på præcis samme vilkår. Så..
K: Så det ændrer ikke noget renter eller noget?
R: Ingenting, nej. Overhovedet ikke.
K: (Nej?)
R: Øøh…
K: Super.
R: Men det er bare mere, hvis du lige undrer dig over, nå helt nye lånedokumenter …”
Senere den 18. december 2020 underskrev klagerne nye lånedokumenter, herunder bilag vedrørende foreløbige rentevilkår. Hovedstolen på lånet var 19.212.173,95 kr. (konto nr. -193). Stiftelsesomkostningerne var 0 kr. Lånet var med afdragsfrihed frem til den 30. september 2021. Af bilag vedrørende foreløbige rentevilkår for lånet fremgik:
”…
Foreløbig pålydende rente: *) 0,580 % p.a.
Rentebindingsperiode: 3 år
Rentebindingsperiodens start: 30.12.2020
Rentebindingsperiodens udløb: 31.12.2022
…
Foreløbig referencerente: *) -0,110 % p.a. Referencerenten er en 3 årig swaprente i DKK …”
Låneaftalen af 18. december 2020 indeholdt tilsvarende vilkår som de ovenfor citerede vedrørende låneaftalen af 5. december 2019.
Ved et brev til klagerne af 16. november 2022 meddelte banken, at rentebindingsperioden på klagernes lån udløb den 31. december 2022, at der derfor skulle fastsættes nye vilkår, og at lånet ville blive forlænget med fast rente for samme periode som den nuværende renteperiode, hvis banken ikke hørte fra klagerne senest den 27. december 2022. Klagerne har oplyst, at de straks efter modtagelsen af brevet kontaktede banken og anførte, at brevet ikke var i overensstemmelse med rentebilaget.
Parternes påstande
Den 22. december 2022 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal anerkende, at rentebindingsperioden for den aftalte rente på 0,58 % p.a. er tre år frem til den 31. december 2023, og at banken skal betale en erstatning for deres tab.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klagerne har blandt andet anført, at det fremgår af rentebilaget af 18. december 2020, at rentebindingsperioden er tre år fra rentebindingsperiodens start 30. december 2020.
På grund af en fejl hos banken fremgik det tillige af det af banken ensidigt udarbejdede rentebilag, at rentebindingsperiodens udløb er ”31.12.2022”. Det følger af Ankenævnets praksis, herunder Ankenævnets afgørelse i sag nr. 1011/2010, og af den almindelige koncipistregel, at uklarheder i kontraktgrundlaget skal fortolkes mod banken, der er den professionelle part. Banken bærer risikoen for uklarheden/fejlen i rentebilaget. Fejlen medførte et tab for dem og er ansvarspådragende for banken. De burde ikke have været opmærksomme på bankens fejl endsige reageret herpå, da de havde aftalt en treårig rentebindingsperiode og modtaget et rentebilag, der bekræftede dette.
Der blev ved telefonsamtalerne i november 2020 og 18. december 2020 aftalt en treårig rentebinding på det nye lån som bekræftet af dokumenterne. Det er bankens ansvar at dokumentere indgåede aftaler med bankens kunder på varigt medium. Det må komme banken bevismæssigt til skade, at banken forsømte at optage og/eller notere indholdet af telefonsamtalen i november 2020. Klagernes oplysninger om indholdet af samtalen må således lægges til grund for sagens afgørelse.
Af bankens referat af telefonsamtalen den 18. december 2020 fremgår, at der skulle underskrives nye lånedokumenter og udbetales et nyt lån, som erstattede det tidligere lån. Lånene fra december 2019 og december 2020 var med forskellige kontonumre. Dokumenterne viser, at der den 18. december 2020 blev optaget et nyt lån til erstatning for det tidligere og indgået en ny rentebindingsaftale på tre år. Den treårige rentebinding på det nye lån, der blev aftalt ved telefonsamtalen 18. december 2020 og efterfølgende bekræftet ved underskrivelse af låneaftale og rentebilag kunne dermed ikke blot være en fortsættelse af rentebindingen på det tidligere lån.
Banken argumenterer for, at der i december 2020 ikke blev drøftet og/eller indgået en ny rentebindingsperiode, men at rentebilaget dateret 18. december 2020 var en fortsættelse af renteaftalen/rentebilaget dateret 5. december 2019. Bankens argumentation har ikke grundlag i de faktiske forhold. De kunne netop på baggrund af optagelsen af det nye lån 18. december 2020 og indholdet af telefonsamtalen den 18. december 2020 have en berettiget forventning om, at rentebindingsperioden på tre år skulle regnes fra udbetalingen af det nye lån.
De blev først ved modtagelsen af bankens brev af 16. november 2022 opmærksomme på, at banken i rentebilaget havde angivet rentebindingsperiodens udløb til den 31. december 2022. De burde ikke tidligere have været opmærksomme på bankens fejl endsige reageret heroverfor, da de i telefonsamtalen i november 2020 havde aftalt en treårig rentebindingsperiode med banken, og da de havde modtaget et rentebilag, der bekræftede dette. De havde i forvejen treårig rentebinding på lånet og aftalte med banken ved telefonsamtalen i november 2020 at fortsætte med dette, hvilket rentebilaget bekræftede. På baggrund af historikken med deres tidligere treårige rentebindingsperiode og telefonsamtalerne samt indhold og fremtoning af rentebilaget, påhvilede det dem ikke at være opmærksom på eller reagere overfor det urigtigt angivne udløbstidspunkt for rentebindingsperioden. De husker det som om, at banken ved slutningen af samtalen lagde pres på dem om at underskrive nye dokumenter i netbanken samme dag, hvilket ikke gav dem mulighed for at læse dokumenterne grundigt igennem med henblik på at finde eventuelle fejl og mangler inden underskrivelse.
En kunde må forvente, at en aftale om treårig rentebinding knytter sig til et specifikt lån, og at en rentebindingsperiode på tre år følgelig skal regnes fra udbetalingen af det nye lån. Hvis det skulle forholde sig anderledes, påhvilede det banken klart og utvetydigt at gøre opmærksom på dette.
Banken er således forpligtet til at yde dem den aftalte rente på 0,58 % p.a. i tre år fra 30. december 2020. Da banken har fragået denne forpligtelse, er banken erstatningsansvarlig for deres tab som følge af, at banken ikke har ydet dem den aftalte rente i 2023.
Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne ikke kunne have en berettiget forventning om, at der blev indgået en ny treårig rentebindingsperiode i december 2020. Det skal ikke komme banken til skade, at banken imødekom klagernes ønske om bevilling af afdragsfrihed i en rentebindingsperiode.
Forløbet op til underskrivelsen af lånedokumenterne viser, at lånedokumenterne alene blev udfærdiget, fordi klagerne ønskede afdragsfrihed. Klagerne kontaktede banken i november 2020 for at opnå en periode med afdragsfrihed. Der blev på intet tidspunkt drøftet en ændring af rentebindingsperioden. Da afviklingsforløbet blev ændret, var det nødvendigt at underskrive nye lånedokumenter, herunder nyt rentebilag, men dette medførte ikke ændrede vilkår for lånet udover den bevilgede afdragsfrihed. Det nye lån blev indgået på samme vilkår som lånet fra 2019, herunder fortsatte rentebindingsperioden på uændrede vilkår. Eneste undtagelse var afviklingsforløbet. Der var på aftaletidspunktet ikke tvivl om aftalerne, og at de udelukkende blev indgået med det formål at ændre på lånets afviklingsforløb.
Af bankens kreditindstilling fremgår, at klagerne ønskede en periode med afdragsfrihed, og at rentebindingsperioden fortsat skulle udløbe i december 2022. Det må derfor have formodningen imod sig, at der tillige skulle være aftalt ændring af rentebindingsperioden under telefonsamtalen i november 2020.
Telefonsamtalen den 18. december 2022 viser tydeligt, at hensigten med de nye lånedokumenter udelukkende var at frafalde ydelsen. Under samtalen blev klagerne gjort opmærksom på, at rentevilkårene ikke ville ændre sig. Ud fra samtalen kan det lægges til grund, at klagerne var indforståede med, at rentevilkårene ville fortsætte som oprindeligt aftalt i december 2019. Samtalen viser, at klagerne alene var interesserede i afdragsfriheden, og at det alene var en formalitet for dem at underskrive nye lånedokumenter for at opnå en periode med afdragsfrihed. Telefonsamtalen taler imod, at der i november 2020 blev aftalt ændring af rentebindingsperioden.
Som følge af telefonsamtalen den 18. december 2020 og den samlede øvrige dokumentation må det anses som usandsynligt, at der under en telefonsamtale i november 2020 skulle være aftalt en ny treårig rentebindingsperiode med start i december 2020. Dette understøttes også af, at den pålydende rente i rentebilaget fra december 2019 var identisk med rentebilaget fra december 2020. En ændring af rentebindingsperioden i den nye låneaftale med nyt udløb den 31. december 2023 ville have betydet en ændret renterisiko for banken med behov for ny regulering af renten.
Rentebilaget fra december 2020 indeholder ikke i sig selv fejl. Udløbsdatoen var korrekt angivet til 31. december 2022 som aftalt ved indgåelse af rentebindingsperioden i december 2019. Det var i henhold til låneaftalen af 5. december 2019 nødvendigt fortsat at fastsætte rentebindingsperioden til tre år, da banken ved rentebindingsperiodens udløb skulle fastsætte en ny rentebindingsperiode af samme længde som den eksisterende, hvis klagerne ikke anmodede om andet. Det nye rentebilags vilkår om en treårig rentebindingsperiode skulle derfor blot forstås som en fastholdelse af det oprindelige vilkår om, at lånet skulle fortsætte med en ny treårig rentebindingsperiode efter første periodes udløb den 31. december 2022, medmindre andet blev meddelt banken. At startdatoen for rentebindingsperioden var angivet til 30. december 2020 kan dermed ikke tillægges særskilt betydning. Datoen var udelukkende anført som startdato, fordi dokumenterne skulle underskrives på ny.
Klagerne har anført, at de straks efter modtagelse af lånedokumenterne kunne konstatere, at rentebindingsperioden var angivet til tre år med startdato den 30. december 2020. Det kan undre, at klagerne ikke også kunne konstatere, at udløbsdatoen i linjen under startdatoen var anført til den 31. december 2022. Det må anses som usædvanligt, at klagerne skulle have tillagt rentebindingsperioden og startdatoen stor betydning uden at tænke nærmere over rentebindingsperiodens anførte udløb, hvis de havde en forventning om, at der var indgået ny treårig rentebindingsperiode med start i december 2020. Det må derfor antages, at klagerne ved underskriften på rentebilaget var indforståede med, at udløbsdatoen for rentebindingsperioden fortsat var den 31. december 2022. Klagerne har derfor ikke været i god tro. Koncipistreglen er udelukkende anvendelig, hvis klagerne kunne have en berettiget forventning om, at rentebindingsperioden var fastsat til tre år på ny.
Banken har ikke forsømt at dokumentere indgåede aftaler på varigt medium. Rentebindingsperiodens udløb var korrekt anført til 31. december 2022 i låneaftalen med tilhørende rentebilag. Banken lagde ikke pres på klagerne for at få dem til at underskrive dokumenterne samme dag, hvilket også fremgår af telefonsamtalen den 18. december 2020. Det fremgik tværtimod, at rådgiverens kollega kunne kontaktes i rådgivers fravær frem til efter jul, og at rådgiver ville være tilbage mellem jul og nytår.
Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen og afklaring af forløbet omkring ændringen af klagernes afviklingsforløb i november og december 2020 kræver bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ikke kan afgives overfor Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne H og M var kunder i Handelsbanken AB (Publ.), Sverige, nu Jyske Bank, (herefter banken). Den 16. november 2018 indgik klagerne og banken en aftale om et boliglån (prioritetslån) på 19.920.000 kr. (konto nr. -198). Lånet var med en rentebindingsperiode på et år og afdragsfrihed frem til den 30. september 2019. Den 5. december 2019 indgik klagerne og banken en ny aftale om prioritetslånet (konto nr. -288). Hovedstolen var 19.212.173,95 kr. Lånet var med afdrag. Den foreløbige pålydende rente var 0,580 %, og referencerenten var -0,180 % om året. Af rentebilaget til låneaftalen fremgik, at rentebindingsperioden var tre år, og at rentebindingsperiodens start og udløb var henholdsvis 30. december 2019 og 31. december 2022.
I november 2020 rettede klagerne telefonisk henvendelse til banken vedrørende lånet. Klagerne har anført, at baggrunden herfor var, at de ønskede at ændre lånet til et afdragsfrit lån med rentebinding på tre år, og at de i telefonsamtalen med banken aftalte dette. Banken har bestridt dette og har anført, at formålet med klagernes henvendelse alene var at få afdragsfrihed i en periode. Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af optagelse af en telefonsamtale med klagerne fra november 2020.
Af bankens interne kreditindstilling af 15. december 2020 fremgik, at der blev søgt om to års afdragsfrihed, og at den fremtidige afdragsprofil skulle drøftes ved ”rentebindingsperiodens udløb ultimo 2022”. I sagen er endvidere fremlagt transskription af en telefonsamtale den 18. december 2020 mellem M og klagernes rådgiver i banken, hvoraf det fremgik, at lånet var ”på præcis samme vilkår” som det eksisterende lån, og at det ”overhovedet ikke” ændrede ”renter eller noget”.
Den 18. december 2020 underskrev klagerne nye lånedokumenter, herunder et bilag vedrørende foreløbige rentevilkår. Hovedstolen på lånet var 19.212.173,95 kr. (konto nr. -193). Lånet var med afdragsfrihed frem til den 30. september 2021. Den foreløbige pålydende rente var 0,580 %, og referencerenten var -0,110 % om året. Af rentebilaget fremgik, at rentebindingsperioden var tre år, og at rentebindingsperiodens start og udløb var henholdsvis 30. december 2020 og 31. december 2022.
Tre medlemmer - Bo Østergaard, Inge Kramer og Janni Visted Hansen - udtaler:
Vi finder, at det må lægges til grund, at parterne alene havde indgået aftale om en ændring af lånets afviklingsforløb med en afdragsfri periode, og at rentebindingen uændret skulle løbe frem til den 31. december 2022. Vi har herved lagt vægt på indholdet af telefonsamtalen af 18. december 2020, bankens kreditindstilling og på, at den pålydende rente uændret var 0,580 % om året.
Vi stemmer derfor for, at klagerne ikke får medhold i klagen.
To medlemmer - Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn - udtaler:
Vi finder, at klagerne i medfør af låneaftalen af 18. december 2020 havde krav på at få en rente på 0,58 % p.a. i tre år frem til den 31. december 2023. Vi har herved lagt vægt på, at det var anført i rentebilaget til låneaftalen, at rentebindingsperioden var tre år, at rentebindingsperiodens start var 30. december 2020, og at referencerenten i modsætning til bankens oplysning i telefonsamtalen blev forhøjet til -0,110 % om året. Vi finder endvidere, at eventuel uklarhed i aftalen må fortolkes mod banken, der er den professionelle part.
Vi stemmer derfor for at give klagerne medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.