Lånefinansieret investering. Valutaterminsforretning. Erstatningsansvar.
| Sagsnummer: | 410/1993 |
| Dato: | 16-06-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - rådgivning
|
| Ledetekst: | Lånefinansieret investering. Valutaterminsforretning. Erstatningsansvar. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 16. juli 1993 til klageren fremkom indklagede med et forslag til afvikling af klagerens gæld på ca. 283.000 kr. plus ikke-tilskrevne renter fra 30. juni 1993. I forslaget indgik bl.a., at klagerens indestående på en frigørelseskonto, netto ca. 14.000 kr., anvendtes til nedbringelse af gælden.
Klagerens gæld stammer fra tab på et arrangement, hvor et DEM-lån anvendtes til køb af spanske obligationer, samt fra valutaterminshandel.
Det fremgår af de fremlagte oplysninger, at klageren i 1986 i et pengeinstitut, med hvem indklagede senere fusionerede, fik bevilget en investeringskredit på 950.000 kr. Efter indklagedes overtagelse af pengeinstituttet oprettedes i august 1987 et håndpantsætningsdokument i tilknytning til investeringskreditten; heraf fremgik, at indklagede uden varsel kunne realisere håndpantsatte effekter, såfremt skylden på kreditten oversteg værdien af håndpantet. I februar 1989 købte klageren nominelt 15 mio. ESP spanske obligationer for ca. 930.000 kr. finansieret gennem optagelse af to udlandslån på ialt 253.500 DEM. Indklagede realiserede i februar 1990 obligationerne. Indklagede har oplyst, at dette skete, fordi kursværdien på DEM-lånet havde passeret obligationernes værdi. Til indfrielsen af de to udlandslån anvendtes et beløb, som oversteg provenuet fra salget af obligationerne med ca. 80.000 kr.
Klageren har anført, at han inden realisationen havde protesteret, men i første omgang fik oplyst, at hans bankrådgiver ikke kunne træffes på grund af ferie. Efter rådgiverens tilbagekomst fik han tilsagn om genindsættelse i obligationsengagementet uden at blive belastet med omkostninger. Udlandslånet oversteg fra starten værdien af obligationerne.
Indklagede har anført, at man var berettiget til uden varsel at realisere sikkerhederne, såfremt kreditten oversteg værdien af håndpantet. En genetablering og videreførelse af arrangementet til nu ville have medført langt alvorligere tab end konstateret.
I oktober 1990 underskrev klageren en ramme for valutaterminshandel på 5 mio. kr. I efteråret 1991 opstod tab i forbindelse med devalueringen af FIM, og indklagedes samlede tilgodehavende hos klageren udgjorde ca. 200.000 kr. Som følge heraf undlod indklagede at indgå nye forretninger. Af den efterfølgende korrespondance fremgår, at klageren i 1990 var flyttet til Polen.
Ifølge klagere medførte salget af obligationerne en skat af de realiserede renter på ca. 50.000 kr., som han ville have kunnet undgået, hvis salget var sket efter hans flytning til Polen, idet renter ikke er skattepligtige der.
Indklagede har heroverfor anført, at renterne på de to indfriede udlandslån var tilskrevet pr. 31. december 1989 og således kunne fradrages for skatteåret 1989. Hertil kom, at renteindtægterne på obligationerne på ca. 97.000 kr. blev tilskrevet i 1990.
I sin henvendelse af 27. juli 1993 til Ankenævnet har klageren, der er cand. merc., anført:
"Jeg er i tvivl, om den bank- og rådgivningsassistance, jeg har modtaget, og ønsker derfor Ankenævnets medvirken og vurdering af, om der er grundlag for et erstatningskrav for de påførte tab."
Klageren har undladt at efterkomme sekretariatets opfordring om nærmere at præcisere sin påstand.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet opfatter klagerens påstand således, at han kræver indklagede tilpligtet at anerkende, at man har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren. Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, findes der ikke at være grundlag for at fastslå, at indklagede har pådraget sig noget erstatningsansvar, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.