Valutaterminsforretning. Rådgivning. Bevis for aftale om forlængelse.
| Sagsnummer: | 287/1989 |
| Dato: | 17-11-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - forlængelse
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretning. Rådgivning. Bevis for aftale om forlængelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Under denne sag har klageren nedlagt påstand principalt om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af en af indklagede for hans regning foretagen valutaterminsforretning, hvilket tab er opgjort til 83.551 kr., subsidiært om, at indklagede erstatter det tab, han har lidt ved forlængelse af terminsforretningen fra den 24. til den 31. maj 1989.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han i foråret 1989 gentagne gange blev kontaktet af en medarbejder i indklagedes Randers afdeling, der forsøgte at overtale ham til at indgå i valutaterminsforretninger under henvisning til, at sådanne forretninger på grund af rentespændet mellem de handlede valutaer stort set var risikofrit. Til sidst indgik han på at forsøge, og til brug for terminsforretninger meddelte afdelingen den 5. maj 1989 ham en risikolimit på 200.000 kr. Han indgik herefter den 8. maj 1989 en terminsforretning om salg af 1 mio. DM mod køb af pesetas til forfald den 24. maj 1989. Den 22. maj fik han at vide, at han på dette tidspunkt havde tabt 13.000 kr., hvilket han blev ret chokeret og vred over. Afdelingens valutahandler udtalte, at tabet sagtens kunne indvindes ved at forlænge forretningen endnu en uge, hvortil han svarede, at det var udmærket, hvis det var tilfældet, men at han ikke ville have flere udgifter. Den 23. maj modtog han et brev om bekræftelse af forlængelsen, som han blev bedt om at underskrive og straks tilbagesende. Da han ikke ønskede at forlænge terminsforretningen for egen risiko, telefonerede han til afdelingens fondschef og oplyste denne om, at han ikke ville underskrive bekræftelsen. Fondschefen udtalte det samme som valutahandleren dagen før, og han svarede også det samme. Til trods for, at han ikke underskrev bekræftelsen, forsatte afdelingen forretningen, og den 29. maj meddelte afdelingen ham, at han havde lidt yderligere tab, nu på 48.000 kr. Han blev opfordret til at genoptage forretningen, hvilket han afslog.
Den 31. maj 1989 modtog han en afregning, ifølge hvilken afdelingen havde debiteret hans konto for beløbet 83.551,56 kr.
Indklagede har overtalt ham til at indgå i terminsforretningen under henvisning til, at denne stort set var risikofri, samtidig med at Finanstilsynet advarede private investorer mod risikoen ved valutakursforretninger. Afdelingen har endvidere afkrævet ham det tab, der opstod som følge af forlængelsen fra den 24. til den 31. maj 1989, uanset at han havde afslået at underskrive bekræftelsen og dermed tiltræde, at terminsforretningen skulle forsætte.
Indklagede har anført, at klageren gennem mange år har haft et depot i indklagedes Randers afdeling, for tiden på ca. 3,5 mio. kr., og i disse år har brugt afdelingen som investeringsrådgiver, bla. til investering i udenlandske aktier. På baggrund heraf orienterede afdelingen klageren, da man gik ind i markedet vedrørende valutaterminsforretninger for private. Klageren blev på et møde i afdelingen orienteret om fordele og ulemper ved valutaterminsforretninger. Der blev ydet klageren en kredit på 200.000 kr., der indebar mulighed for at lave terminsforretninger på op til 20 gange 200.000 kr. Af afdelingens skrivelse af 5. maj 1989 fremgår det, at dispositioner indenfor det aftalte limit kan indgås telefonisk af klageren, således at den øjeblikkelige markedssituation kan udnyttes. Den første og eneste forretning, der er indgået i henhold til den aftalte limit, blev bekræftet af afdelingen ved skrivelse af 8. maj 1989.
Selv om valutaterminsforretninger som anført aftales telefonisk med indklagedes kunder, har indklagede dog generelt valgt af ordensmæssige grunde at tilstille kunden en skriftlig bekræftelse af det aftalte, ligeledes indeholdende en anmodning til kunden om at bekræfte det aftalte. Returnerer en kunde ikke sin bekræftelse, tillægges det ikke fra indklagedes side den betydning, at en aftalt forretning skal lukkes, og der er ingen særlig opfølgning på at kundens bekræftelse returneres.
Den 22. maj 1989, 2 dage for terminsforretningens forfaldsdag, aftalte klageren og afdelingens valutahandler, at forretningen skulle forlænges 8 dage. Da klageren dagen efter modtog bekræftelsen, protesterede han telefonisk mod at skulle bekræfte forlængelsen. Under denne samtale blev afdelingen og klageren atter enige om at forlænge forretningen.
Den 29. maj kl. 12.00 forsøgte afdelingen forgæves at indhente nye instrukser. Sent på eftermiddagen lykkedes det filialdirektøren at få telefonisk kontakt med klageren. Tabet på forretningen var da steget til ca. 83.000 kr. - fra ca. 48.000 kr. kl. 12.00 samme dag - på grund af det hurtige kursfald i pesetas. Under denne samtale afviste klageren at forlænge terminsforretningen.
I indklagedes skrivelse af 22. maj 1989 til klageren hedder det bl.a.: "Vi bekræfter hermed forlængelse af ovennævnte terminsforretning som følger:
... Terminsforretningen har vi bekræftet, forudsat at De behørigt underskriver vedlagte kopibekræftelse på denne terminsforretning, og straks sender den tilbage til os."
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke at være grundlag for at tilsidesætte den valutaterminsforretning, der blev indgået den 8. maj 1989 og skriftligt blev bekræftet af klageren, som uforbindende for denne.
Klageren har bestridt, at der under telefonsamtalerne mellem ham og indklagedes medarbejdere den 22. og 23. maj 1989 blev indgået aftale om, at terminsforretningen af 8. maj skulle forlænges for hans regning og risiko. Indklagede har den 22. maj tilsendt klageren en skrivelse, i hvilken det hedder, at terminsforretningen (forlængelsen) bekræftes under forudsætning af, at klageren straks tilbagesender en kopi i underskreven stand. Dette har klageren ikke gjort, og klageren straks tilbagesender en kopi i underskreven stand. Dette har klageren ikke gjort, og klageren har under telefonsamtalen den 23. maj tværtimod netop tilkendegivet, at han ikke ville underskrive bekræftelsen. Under disse omstændigheder findes det ikke godtgjort, at der er indgået aftale om forlængelse af terminsforretningen, og klagerens subsidiære påstand tages derfor til følge som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at den valutaterminsforretning, som klageren indgik den 8. maj 1989 til forfald den 24. maj 1989, ikke kan anses for forlænget af klageren, og bør foretage opgørelse over for denne i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klageren.