Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning. Tidspunkt for omprioriterings gennemførelse.

Sagsnummer: 474 /1995
Dato: 14-05-1996
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Rådgivning. Tidspunkt for omprioriterings gennemførelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under et møde mellem klageren og en bankrådgiver i indklagedes Høje Gladsaxe afdeling den 1. oktober 1993 drøftedes en omprioritering af klagerens ejendom samt finansiering af en eventuel ombygning. Ejendommen var prioriteret med et lån i Nykredit med hovedstol på oprindelig 556.000 kr. og to private pantebreve.

Indklagede har oplyst, at man på baggrund af en skriftlig henvendelse fra klageren den 25. januar 1994 udarbejdede konsekvensberegninger vedrørende omprioritering af ejendommen både med og uden tillægsbelåning; beregningerne blev drøftet på et møde den 10. februar 1994. På mødet blev det aftalt, at der skulle udarbejdes nye beregninger, hvor der var taget højde for de to private pantebreve. De pågældende beregninger blev fremsendt til klageren den 15. marts 1994.

I april 1994 indhentede klageren et lånetilbud i Nykredit på et 30-årigt kontantlån på 479.000 kr. på basis af 7% obligationer.

Den 27. april 1994 underskrev klageren en omprioriteringsaftale med indklagede vedrørende hjemtagelse af det tilbudte Nykredit lån og indfrielse af de eksisterende prioriteter. Af aftalen fremgår, at lånet skulle hjemtages efter tinglysning, og at kurskontrakt ikke ønskedes.

Lånet blev hjemtaget ultimo juni 1994 på basis af 9% obligationer.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det på mødet i oktober 1993 fejlagtigt blev meddelt, at det eksisterende lån i Nykredit og lånet til byggeprojektet skulle samles i ét nyt lån, hvorfor den ønskede omprioritering af Nykreditlånet skulle afvente byggeprojektet. Hun rykkede gentagne gange afdelingen for konkrete oplysninger, hvorpå hun selv kontaktede Nykredit, der imidlertid oplyste, at der skulle ydes et selvstændigt lån til byggeprojektet. Hun besluttede herefter at omprioritere det eksisterede Nykredit lån. Indklagede bør på grund af mangelfuld og utilstrækkelig behandling af sagen betale erstatning for det tab, hun har lidt ved, at omprioriteringen ikke blev gennemført i umiddelbar forlængelse af hendes henvendelse i oktober 1993.

Indklagede har bestridt, at det blev meddelt klageren, at omprioriteringen nødvendigvis skulle kædes sammen med byggesagen. Afdelingen har foretaget de ekspeditioner, som klagerens henvendelser gav anledning til, og har ved samtlige samtaler med klageren rådgivet om den kursrisiko, der var forbundet med at hjemtage et lån på et senere tidspunkt.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder har givet udtryk for, at omprioritering og optagelse af tillægslån til ombygning nødvendigvis skulle ske samtidig, eller at der på anden måde er begået fejl fra indklagedes side.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.