Spørgsmål om tegning af garantikapital var aftalt samt indsigelse mod indefrysning af opsagt garantikapital. Garantikapital placeret i pensionsordning.
| Sagsnummer: | 1145 /2009 |
| Dato: | 16-05-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen og Søren Geckler. |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
Garantbeviser - opsigelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om tegning af garantikapital var aftalt samt indsigelse mod indefrysning af opsagt garantikapital. Garantikapital placeret i pensionsordning. |
| Indklagede: | Løkken Sparebank (EBH Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører om tegning af garantikapital for pensionsmidler i Løkken Sparekasse var aftalt samt sparekassens indefrysning af opsagt garantikapital.
Sagens omstændigheder.
Klageren tegnede den 20. januar 2005 garantikapital i Løkken Sparekasse for 20.000 kr., der blev sat ind på en garantikapitalkonto (-953).
Sparekassens kvittering for indskuddet er fremlagt under sagen. Af kvitteringen fremgår bl.a.:
"…
Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.
Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.
Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.
…
Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.
…"
Klageren havde også en kapitalpensionsordning i sparekassen. Den 5. februar 2007 blev der tegnet garantikapital for 43.000 kr. af kapitalpensionsmidlerne. På en udskrift af 5. februar 2007 for klagerens kapitalpensionskonto fremgår transaktionen med posteringsteksten "garantbevisinvestering".
Af Løkken Sparekasses på daværende tidspunkt gældende vedtægter fremgår af § 3, stk. 1, 2. pkt., at retten til det indbetalte garantibeløb ikke kan overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning.
Det følger af bekendtgørelse om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. § 12, stk. 1, nr. 7, at anbringelse af opsparing fra puljer og særskilte depoter alene kan ske i sparekassers bevis for garantikapital, såfremt disse beviser ifølge sparekassens vedtægter er omsættelige.
Garantikapitalen tegnet den 5. februar 2007 blev indsat på en separat konto (-531) benævnt "garantibevis, pension" med posteringsteksten "garantbevisinvestering".
Der blev løbende indsat penge på klagerens garantikapitalkonto (-953). Klageren havde pr. 31. december 2007 et samlet indestående af garantikapital i Løkken Sparekasse på 186.000 kr. fordelt med 143.000 kr. på garantikapitalkontoen (-953) og 43.000 kr. i kapitalpensionsordningen (-531). Af klagerens kontooversigt for 2007 fremgår de 143.000 kr. på garantikapitalkontoen (-953) separat. Den resterende garantikapital på 43.000 kr. placeret i kapitalpensionsordningen på konto -531 fremgår af klagerens hovedoversigt over pension og forsikring pr. 31. december 2007 som "værdi pr. 31.12.2007 af Garantbevis -531 43.000,00".
Den 2. april 2008 overførtes fra en anden konto (-235) 6.000 kr. til klagerens garantikapitalkonto, der herefter havde et indestående på 149.000 kr.
Den 4. april 2008 blev der indsat yderligere 1.000 kr. på konto -531, der herefter havde et indestående på 44.000 kr.
Den 2. september 2008 hævede klageren 144.000 kr. på garantikapitalkontoen (-953), så der var et restindestående på 5.000 kr. Klageren havde herefter et samlet indestående af garantikapital i sparekassen på 49.000 kr. fordelt med 44.000 kr. i kapitalpensionsordningen (-531) og 5.000 kr. på garantikapitalkontoen (-953).
Det er overfor Ankenævnet i anden forbindelse oplyst, at sparekassen den 3. november 2008 lukkede for udbetaling af garantikapital. Det er ligeledes oplyst, at Sparekassen indtil da normalt udbetalte garantikapital til garanter, der anmodede herom, dog således, at der fra 1. januar 2007 blev indført 3 måneders opsigelsesfrist.
Den 18. december 2008 afholdt repræsentantskabet i Løkken Sparekasse en ekstraordinær generalforsamling. Der blev i den forbindelse blandt andet vedtaget en ændring af § 3, stk. 1, i sparekassens vedtægter, så garantikapital herefter frit kunne overdrages.
Det efterfølgende forløb i sparekassen er ligeledes oplyst Ankenævnet i anden forbindelse.
Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.
Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S nu EBH Bank, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.
Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.
Klageren har oplyst, at hun den 30. oktober 2009 kontaktede sit nye pengeinstitut, da hun til brug for en rejse ville hæve 20.000 kr. på konto -531 garantibevis, pension. Pengeinstituttet afslog dette med den begrundelse, at der var tale om tabt garantikapital, hvilket efter hendes opfattelse ikke var tilfældet.
Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentliggjort fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.
Parternes påstande.
Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Løkken Sparebank (EBH Bank) skal betale 44.000 kr.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun og hendes mand som følge af rygter om sparekassens mange store og usikre arrangementer rundt om i landet ikke længere følte sig trygge ved at have ansvarlig kapital i sparekassen, da de var bekendte med risikoen herved. I august 2008 henvendte de sig derfor telefonisk til sparekassen for at hæve deres garantikapital.
Selvom sparekassen forsikrede dem om, at der ikke var noget at være bekymrede for, insisterede de på at få deres garantikapitalkonti udbetalt.
Et par dage senere blev de kontaktet af sparekassen, der accepterede at flytte de indestående beløb på deres garantikapitalkonti til en højrentekonto, hvilket skete den 2. september 2008.
Som en tak for hjælpen besluttede de sig for at lade 5.000 kr. stå på hver deres garantikapitalkonto.
Hun henvendte sig den 30. oktober 2009 i sit nye pengeinstitut for at hæve 20.000 kr. på kontoen benævnt "garantibevis, pension" til brug for en rejse. Hun vidste, at der skulle betales skat af kapitalpensionsmidlerne, så hun havde brug for hjælp til denne sag, da hun ellers selv ordner alt via homebanking.
Hun blev meget chokeret, da hun den 30. oktober 2009 erfarede, at hendes indestående pensionsmidler på kontoen benævnt "garantibevis, pension" også var garantikapital, der nu var tabt.
Hun har aldrig været bekendt med, at der blev tegnet garantikapital for hendes pensionsmidler. Hun har aldrig modtaget kvittering herfor, i modsætning til ved overførslerne til garantikapitalkontoen (-953), hvor hun ellers altid fik en kvittering. Hun har aldrig aftalt med sparekassen at dele af hendes kapitalpension skulle investeres i garantikapital.
Da hun ikke vidste, at dele af hendes pensionsmidler var placeret i garantikapital anmodede hun ikke sparekassen om at udbetale den del af garantikapitalen i 2008. Hun aftalte imidlertid med sparekassen, at hun alene skulle have 5.000 kr. stående i garantikapital. Dette må også omfatte pensionskontoen.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens oplysning i relation til klagerens drøftelser med sparekassen forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Løkken Sparebank (EBH Bank) bl.a. anført, at Løkken Sparekasse til fulde har indløst garantikapital i det omfang, dette var aftalt mellem parterne.
Henset til kontoens benævnelse som "garantibevis, pension" burde klageren have indset, at midlerne i klagerens pensionsordning tillige var bundet i garantikapital.
Det fremgår udtrykkeligt af det af klageren fremlagte kontoudtog dateret den 5. februar 2007, at klageren på daværende tidspunkt tegnede garantikapital i sin kapitalpensionsordning for 43.000 kr.
Løkken Sparekasse udstedte som fast praksis overførselskvitteringer til bekræftelse af sparekassens kunders overførsler. Det fremgik heraf, at det tegnede beløb var overført til et kontonummer svarende til kontonummeret for klagerens garantikapital i pensionsordningen. Indklagede er ikke i besiddelse af en kopi af den konkrete kvittering, da sparekassen ikke konsekvent tog kopier af disse kvitteringer forinden fremsendelsen.
Tegningen af garantikapital i klagerens pensionsordning har tillige fremgået af årsopgørelser og periodevise kontoudtog fremsendt til klageren samt af klagerens netbank.
Klageren har på intet tidspunkt reklameret over tegningen af garantikapital i pensionsordningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
To medlemmer – Niels Bolt Jørgensen, der i henhold til Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, har to stemmer og Kari Sørensen – udtaler:
Ved tegningen den 5. februar 2007 af garantikapital for 43.000 kr. af klagerens kapitalpensionsmidler var garantbeviser ifølge Løkken Sparekasses vedtægter ikke omsættelige, hvorfor anbringelsen var i strid med § 12, stk. 1, nr. 7, i bekendtgørelse nr. 1464 af 13. december 2006 om puljepension og andre skattebegunstigede opsparingsformer m.v. (puljebekendtgørelsen).
Løkken Sparekasse havde en strafsanktioneret pligt til at påse, at reglen blev overholdt, og vi finder det kritisabelt, at dette ikke er sket. Undladelse heraf medfører imidlertid ikke i sig selv et erstatningsansvar, idet spørgsmålet herom afhænger af, om de øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt.
Indtil den 1. januar 2007 var der praksis for, at garantikapital frit kunne hæves, og efter denne dato, at garantikapital kunne hæves efter 3 måneders opsigelse. Løkken Sparekasse lukkede den 3. november 2008 for udbetaling af garantikapital, og den 18. december 2008 blev Løkken Sparekasses vedtægter ændret, hvorefter garantbeviserne frit kunne overdrages. Først i marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget.
Der har således i stort set hele perioden, hvor klageren havde tegnet garantikapital for kapitalpensionsmidler, været adgang for klageren til enten at hæve garantikapitalen eller sælge garantbeviserne. Under disse omstændigheder finder vi, at Løkken Sparekasses undladelse af at overholde § 12, stk. 1, nr. 7, i puljebekendtgørelsen ikke har haft betydning for klagerens tab, hvorfor der ikke kan pålægges Løkken Sparekasse erstatningsansvar herfor.
Det fremgår af klagerens årsopgørelse for 2007, at hun pr. 31. december 2007 havde garantikapital for 143.000 kr. i Løkken Sparekasse.
Placering af garantikapital i klagerens kapitalpensionsordning fremgår ikke af årsopgørelsen. Derimod fremgår det af klagerens pensions- og forsikringsoversigt for 2007, at 43.000 kr. på daværende tidspunkt var placeret i et garantbevis.
Der er under sagen ikke fremlagt kvitteringer for tegningen af garantikapital i kapitalpensionsordningen. Det fremgår imidlertid af posteringsoversigten for klagerens kapitalpensionsordning, at der den 5. februar 2007 blev hævet 43.000 kr. til "garantibevisinvestering".
Vi finder, at klageren ved at undlade at reagere herpå stiltiende accepterede, at midlerne var placeret som garantikapital.
Vi giver derfor ikke klageren medhold i denne del af klagen.
Hvor vidt klageren i sommeren 2008 anmodede sparekassen om at udbetale al garantikapitalen eller alene indeståendet på klagerens garantikapitalkonto forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, stemmer vi for, at denne del af sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler – udtaler:
Da anbringelsen af 43.000 kr. af klagerens kapitalpensionsmidler i uomsættelige garantbeviser d. 5. februar 2007 var i strid med puljebekendtgørelsen, finder vi at sparekassen bør stille klageren som om disse midler på det pågældende tidspunkt var blevet anbragt i overensstemmelse med puljebekendtgørelsens regler. Under de konkrete omstændigheder ville dette have medført at klageren ikke havde lidt et tab, hvorfor vi finder at sparekassen er erstatningsansvarlig.
På baggrund af Finanstilsynets undersøgelse af Løkken Sparekasses generelle håndtering af rådgivning, markedsføring og salg af garantkapital forud for indløsningsstoppet i 2008 finder vi, at Løkken Sparekasse må bære risikoen for bevisusikkerhed om, hvorvidt der var indgået aftale om at sælge hele garantikapitalen eller alene indeståendet på klagerens garantikapitalkonto. Da sparekassen herefter ikke har godtgjort, at klageren har bedt om alene at sælge indeståendet på klagerens garantikapitalkonto, stemmer vi for, at der gives klageren medhold i den nedlagte påstand.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages under de konkrete omstændigheder ikke til følge for så vidt angår spørgsmålet om placering af garantikapital i klagerens kapitalpensionsordning.
Klagen kan ikke behandles for så vidt angår spørgsmålet om omfanget af opsagt garantikapital i sommeren 2008.