Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falske udenlandske checks.

Sagsnummer: 16/2009
Dato: 25-06-2009
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen
Klageemne: Check - udenlandsk check
Check - falsk check
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falske udenlandske checks.
Indklagede: Den Jyske Spareaksse
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Den Jyske Sparekasse har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af tre falske checks, som klageren modtog som betaling i forbindelse med salg af en hundehvalp.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der driver en hundekennel, kom i foråret 2008 i kontakt med en udenlandsk køber til en hvalp.

Klageren henvendte sig telefonisk til Den Jyske Sparekasse, hvor hun er kunde, med forespørgsel om Western Union. Sparekassens medarbejder, M, oplyste, at en eventuel Western Union overførsel skulle ske via posthuset. Sparekassen har anført, at klageren forklarede, at hun havde solgt en hund til udlandet, og at hun i den forbindelse ville modtage en check. En del af checkbeløbet skulle videresendes til en kurer, som skulle transportere hunden. M advarede klageren om denne fremgangsmåde med henvisning til, at checken kunne være falsk og/eller dækningsløs. M rådede derfor klageren til at anmode køber om at betale via en bankoverførsel og at undlade at videresende checkbeløb til transportkureren, hvorved der var risiko for tab, hvis checken efterfølgende blev returneret som falsk eller dækningsløs. Klageren har anført, at M anbefalede en bankoverførsel i stedet for en check, idet der var risiko for at blive indblandet i hvidvaskning af penge. M oplyste ikke om risikoen for, at checken kunne være falsk/dækningsløs.

Den 21. maj 2008 henvendte klageren sig til sparekassen, hvor hun indløste en udenlandsk check på 5.000 EUR. Klageren har anført, at hun talte med M, mens hun stod i kø ved kassen. M så på checken og sagde, at "det var jo en almindelig bankcheck". Han nævnte ikke noget om falsk eller dækningsløse checks. Derimod fik hun indtryk af, at han godkendte checken, og at der ikke var risiko ved den. Ved kassen spurgte hun nok en gang til Western Union men blev henvist til posthuset. Hun fortalte kassereren, at hun skulle videresende checkbeløbet med Western Union. Kassereren bemærkede blot, at en bankoverførsel var billigere. Sparekassen har bestridt, at M skulle have sagt god for checken. Der var ikke tale om en bankcheck, men en check udstedt af en privat person trukket på en bank. Generelt har man ingen mulighed for at foretage dækningskontrol eller vurdere, om en check er falsk eller ej. Sparekassen har endvidere bestridt, at klageren over for kassereren oplyste, at hun skulle videresende checkbeløbet.

Den 26. og 27. maj 2008 indløste klageren yderligere to checks på henholdsvis 5.000 EUR og 6.000 EUR.

Den 11. juni 2008 blev checkene returneret på grund af falsk. Sparekassen hævede i den forbindelse 120.748 kr. på klagerens konto til dækning af checkbeløbene.

Klageren har oplyst, at hun overførte checkbeløbene via Western Union og derved har lidt et tab på 120.748 kr.

Parternes påstande.

Den 9. januar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Den Jyske Sparekasse skal tilbageføre 120.748 kr. til hendes konto.

Den Jyske Sparekasse har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sparekassen som følge af mangelfuld rådgivning har pådraget sig et erstatningsansvar for hendes tab i forbindelse med de omhandlede checks.

Hun informerede sparekassen om, at checkbeløbene skulle overføres via Western Union. Sparekassen burde derfor have advaret hende om risikoen for, at der ikke var dækning for checkbeløbene, og rådgivet hende til at afvente, at checkene blev bekræftet.

Hun videresendte checkbeløbene i tillid til, at der ville komme en ny check, og til at M havde sagt god for den første check.

Hun blev først opmærksom på, at der kunne være tale om svindel, da hun efterfølgende blev ringet op af politiet, som informerede om, at toldmyndighederne havde tilbageholdt en forsendelse, der indeholdt to checks på hver 7.000 EUR.

Sagen bør ikke afvises af Ankenævnet som erhvervsmæssig, idet hun alene driver kennelen som en hobbyvirksomhed. I 2008 solgte hun i alt ni hvalpe á 6.000 kr. Omsætningen forventes at blive mindre i 2009.

Den Jyske Sparekasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig, idet den vedrører klagerens erhvervsvirksomhed med drift af en hundekennel, hvorfra hun sælger hundehvalpe både inden- og udenlands, bl.a. via en hjemmeside på internettet. I 2008 oversteg omsætningen 50.000 kr., som udgør grænsen for momspligt.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at klageren blev tilstrækkeligt og tydeligt informeret om risikoen ved at modtage en check som betalingsmiddel, og at hun blev anbefalet en anden betalingsmåde. Klageren valgte imidlertid at løbe risikoen og at stole på den person i udlandet, som hun havde kontakt med.

Klageren har ikke over for de forskellige kasserere oplyst, at checkbeløbet helt eller delvis skulle videresendes. Det er i øvrigt uforståeligt, hvorfor klageren videresendte de fulde checkbeløb, og hvorfor hun gjorde det tre gange.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Selvom klagen vedrører transaktioner i forbindelse med klagerens drift af en hundekennel, finder Ankenævnet, at sagen ikke bør afvises. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må anses for en mindre erhvervsdrivende, og at klagen efter sin art ikke adskiller sig fra, hvad der kan forekomme i private kundeforhold.

Det må lægges til grund, at en medarbejder i Den Jyske Sparekasse havde anbefalet klageren at modtage betaling fra den udenlandske køber via en bankoverførsel frem for ved check, og at han i denne forbindelse havde henvist til risikoen for, at en check kunne være falsk eller dækningsløs. Det er ikke godtgjort, at den pågældende medarbejder sagde god for checken, som klageren indløste den 21. maj 2008. Det er heller ikke godtgjort, at de medarbejdere i sparekassen, som ekspederede klageren i forbindelse med indløsningen af de tre checks, modtog oplysning om, at checkbeløbet helt eller delvis skulle returneres eller videresendes.

Ankenævnet finder, at der herefter ikke er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at Den Jyske Sparekasse har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Klagen tages ikke til følge.