Afgørelse

Låneomlægning - kursfastsættelse af privat pantebrev

Klageren ansøgte i maj 1996 det indklagede realkreditinstitut om lån til ind-frielse af to lån, herunder et privat pantebrev. Låneansøgningen var vedlagt diverse terminskvitteringer og årsopgørelser, der dog ikke indeholdt indfrielsesvilkårene for det private pantebrev. Instituttet fremsendte i juni 1996 et lånetilbud, ifølge hvilket indfrielseskursen på det private pantebrev var anslået til kurs 100, og der blev taget forbehold for ændringer i denne. Det fremgik endvidere, at beregningerne i tilbudet var foreløbige. Realkreditinstituttet tog i tilbudet forbehold for eventuelle fejl i beregningerne, som skyldtes, at instituttet ikke havde fået alle oplysninger. Efter låneudbetalingen i august 1996 konstaterede klagerens pengeinstitut, at det private pantebrev kun kunne indfries til kurs 126. Indfrielsen måtte opgives, og som følge heraf blev realkreditlånet i september 1996 ekstraordinært nedbragt.

Klageren rejste forgæves erstatningskrav over for realkreditinstituttet og nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet enten skulle indfri det private pantebrev til kurs 100 uden yderligere udgifter for hende eller yde hende erstatning for øgede terminsudgifter frem til udløbet af det private pantebrev i år 2006, samt at instituttet skulle dække ekstraomkostninger til gebyrer og tinglysning samt rentetab. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det påhviler en professionel långiver som instituttet enten at søge indfrielsesvilkår m.v. oplyst på de pantebreve, der indgår i omlægningsberegningerne, eller klart og utvetydigt at oplyse, at sådanne oplysninger ikke er indhentet. De generelt tagne forbehold, om at beregningerne er foreløbige og kursen anslået m.v. kunne efter Nævnets opfattelse ikke opfylde kravene til en klar og utvetydig orientering til låntagerne om, at beregningen af indfrielseskurser kan være foretaget på et urigtigt grundlag, og kunne heller ikke opfylde kravene i de etiske retningslinier til en sådan information. Nævnet fandt imidlertid ikke, at klageren havde lidt et tab svarende til overkursen. Der kunne efter Nævnets opfattelse ikke ud fra garantisynspunkter gives klageren medhold i, at instituttet skulle tilpligtes at gennemføre indfrielsen af det private pantebrev til kurs 100 uden yderligere udgifter for hende. Nævnet fandt heller ikke ud fra forventningssynspunkter at kunne imødekomme klagerens krav om erstatning for de øgede terminsudgifter frem til udløbet af det private pantebrev i år 2006. Derimod fandt Nævnet, at instituttet havde fortabt retten til at kræve vederlag for låneomlægningen, og at instituttet burde betale klagerens ekstraudgifter. Nævnet opgjorde disse poster til i alt 5.500 kr., som realkreditinstituttet blev tilpligtet at betale klageren.