Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier.
| Sagsnummer: | 799/2009 |
| Dato: | 12-04-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar ved rådgivning om ikke at sælge Roskilde Bank aktier. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved rådgivning i 2006 om ikke at sælge halvdelen af hans Roskilde Bank aktier.
Sagens omstændigheder.
Klageren har anført, at han i 1993 blev kunde i Roskilde Bank og da første gang købte bankens egne aktier for at opnå aktionærfordele i banken.
Banken har anført, at klageren i 2006 efter flere aktieemissioner og aktiesplit havde 80 Roskilde Bank aktier med en daværende kursværdi på ca. 52.000 kr.
Klageren har anført, at han ultimo 2006, da kursen på Roskilde Bank aktien var høj, henvendte sig i banken med overvejelser om at sælge halvdelen af sin beholdning for ca. 26.000 kr., som skulle indsættes på hans kapitalpension. Efter rådgivning fra banken solgte han ikke aktierne.
Af sagen fremgår, at klageren ved en aktieemission i marts 2007 købte yderligere 10 stk. Roskilde Bank aktier for ca. 5.000 kr. Ultimo 2007 havde klageren 90 Roskilde Bank aktier med en daværende kursværdi på ca. 29.000 kr.
Banken har fremlagt en graf for kursudviklingen på Roskilde Bank aktien, som overordnet viser et vedvarende fald fra sommeren 2007.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet A/S fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår påstanden således, at Roskilde Bank skal tilpligtes at erstatte ham 28.000 kr. svarende til det beløb, som han har investeret for.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken flere gange har rådet ham til at købe flere Roskilde Bank aktier.
Da han i 2006 ønskede at sælge halvdelen af aktierne og indsætte beløbet på sin kapitalpension, blev han direkte frarådet dette.
Roskilde Bank har anført, at banken ikke har ydet en fejlagtig eller mangelfuld rådgivning.
Det bestrides, at banken skulle have frarådet et salg af aktierne. Rådgiveren i sagen erindrer ikke den konkrete sag, men hun oplyste generelt til sine kunder, at de måtte afgøre spørgsmålet om salg ud fra deres egen mavefornemmelse.
Det har formodningen imod sig, at klageren skulle have ønsket at sælge aktier ultimo 2006, når han købte yderligere aktier i marts 2007.
Klageren kan ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier.
Aktiekursen begyndte at falde efter medio 2007, uden at klageren tog skridt til at sælge sine aktier.
Klageren har selv truffet beslutningen om at beholde sine aktier, hvilket desuden understøttes af, at han først har klaget ca. 1 år efter, at tabet på aktierne kunne konstateres.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har anført, at bankens medarbejder ultimo 2006 frarådede ham at sælge halvdelen af sine aktier. Ankenævnet bemærker, at dette ikke er godtgjort, men at selvom dette måtte være tilfældet, er der ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen herved eller på anden måde begik en ansvarspådragende fejl. Herved bemærkes, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, herunder at kursen efterfølgende kunne vise sig at falde, og at han selv måtte træffe en beslutning om et eventuelt salg af aktierne og bære risikoen herved.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.