Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ny meddebitors hæftelse alene for forhøjelsesbeløb eller for det samlede lån.

Sagsnummer: 452/1996
Dato: 07-05-1997
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Spørgsmål om ny meddebitors hæftelse alene for forhøjelsesbeløb eller for det samlede lån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I februar 1993 købte klageren og dennes daværende samlever en sofa til 5.600 kr. i en møbelforretning. Klageren gav i bytte en egetræsstue, der blev sat til en værdi af 1.500 kr. Restkøbesummen på 4.100 kr. skulle finansieres ved et lån hos indklagede, som møbelhandleren formidlede.

Møbelhandleren udskrev faktura til samleveren den 23. februar 1993. Ved låneansøgning underskrevet samme dato af samleveren (men ikke af klageren) blev indklagede anmodet om et lån til finansiering af restkøbesummen. I ansøgningen er samleveren anført som lånsøger og klageren som "samlever". Låneansøgningen er påført følgende håndskrevne påtegning: "sammen m/gl kontrakt".

Samleveren havde i forvejen et lån hos indklagede med en restgæld på 13.804,06 kr.

På baggrund af låneansøgningen udskrev indklagede den 1. marts 1993 et gældsbrev med klageren og samleveren som debitor for en gæld på 18.304,06 kr., svarende til den eksisterende restgæld forhøjet med 4.500 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 700 kr. Stiftelsesprovision for forhøjelsen var 400 kr. Provenuet af forhøjelsen skulle ifølge gældsbrevet udbetales til møbelhandleren.

Klageren og samleveren underskrev gældsbrevet hos forhandleren den 4. marts 1993. Lånet blev afregnet af indklagede den følgende dag.

Kort tid efter købet ophævede klageren og samleveren samlivet. Det blev i den forbindelse aftalt, at samleveren skulle fortsætte afviklingen af lånet.

Lånet blev afviklet planmæssigt til og med juli 1994. Restgælden på 11.335,38 kr. blev herefter overgivet til inkasso hos indklagedes advokat.

Klageren indfriede lånet ved betaling af 16.696,50 kr. den 3. april 1996.

Ved klageskema af 12. november 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæftede for sofakøbet, og at indklagede tilpligtes at refundere det for meget betalte ved indfrielsen den 3. april 1996, idet betalte ydelser på lånet bør afskrives forholdsmæssigt på hendes andel heraf.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det med møbelhandleren blev aftalt, at købet skulle søges finansieret via indklagede. Sofaen blev indkøbt til det fælles hjem, hvorfor hun var indstillet på at hæfte for finansieringen. Låneansøgningen blev udfærdiget med samleveren som lånsøger og alene med samleverens underskrift. Hun var hverken bekendt med den håndskrevne påtegning på låneansøgningen eller samleverens hidtidige gæld til indklagede. Gældsbrevet blev underskrevet i tillid til, at lånet alene vedrørte den søgte finansiering af sofakøbet. Der var ingen fornuftig grund til, at hun skulle påtage sig at hæfte for samleverens gamle gæld. Det burde have været præciseret, at hun ved underskrivelsen af gældsbrevet forpligtede sig ud over sofakøbet. Som ved kaution burde hun være blevet oplyst om, at hun påtog sig hæftelse for samleverens gamle gæld.

Indklagede har anført, at låneansøgningen blev underskrevet af samleveren på egne og klagerens vegne. Øverst på ansøgningen er det anført, at der ønskes en forhøjelse af bestående lån, hvorfor indklagede berettiget kunne antage, at klageren ønskede at tiltræde som medkontohaver på den fulde restgæld. Ved sin underskrift på gældsbrevet bekræftede klageren, at omstændighederne var som antaget af indklagede. Klageren har ved gældsbrevet erkendt at skylde indklagede den fulde restgæld på 18.304,06 kr., hvilket beløb specificeres i restgæld og forhøjelse, ligesom der tydeligt redegøres for det samlede beløb, som skal tilbagebetales. Klageren bærer selv ansvaret for, at hun ikke gjorde sig bekendt med dokumentets indhold før underskrivelsen.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår tydeligt af gældsbrevets ordlyd, at klageren påtog sig at hæfte som meddebitor for den samlede gæld på 18.304,06 kr. efter forhøjelsen og ikke kun for forhøjelsesbeløbet. Ankenævnet finder ikke, at klagerens forudsætning om kun at hæfte for forhøjelsen var kendelig for indklagede. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede ansvar for mangelfuld rådgivning i forbindelse med lånets etablering.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.