Renteændringer, generelle renteændringer.
| Sagsnummer: | 568/1992 |
| Dato: | 05-03-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Renteændringer, generelle renteændringer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 22. marts 1988 ydede indklagede klageren et lån på 100.000 kr. Lånet blev den 14. september samme år forhøjet til 160.000 kr. Ved gældsbrev af 19. juni 1989 forhøjedes lånet til 250.000 kr. I forbindelse med lånets etablering blev der stillet sikkerhed af klageren i klagerens faste ejendom, ligesom klagerens svigersøn ved forhøjelsen i 19. juni 1989 afgav kautionserklæring.
Efter i april 1992 at have modtaget en oversigt over lånets afvikling henvendte klageren sig ved skrivelse af 6. oktober 1992 til indklagede og anførte, at der ved lånets oprettelse var aftalt en rente på 12% med tillæg 2,8% kreditprovision, hvorfor indklagede efter klagerens opgørelse havde debiteret 22.816,12 kr. for meget i rente. Indklagede afslog klagerens krav og oplyste i den forbindelse, at der ikke var foretaget individuelle renteændringer på klagerens lån, men alene renteændringer som følge af den almindelige renteudvikling.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente lånet som oprindeligt aftalt med 12% og 2,8% i provision.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes renteforhøjelser har været uberettiget, og disse er heller ikke meddelt ham. Hertil kommer, at indklagede har haft rigelig sikkerhed for lånet i form af ejerpantebrev i klagerens sommerhusgrunde, samt kaution fra klagerens svigersøn.
Indklagede har anført, at lånet blev etableret uden løbende provision, men med en rentesats på 14,5%, og således med en mindre samlet rente end anført af klageren. Indklagede har endvidere henvist til en fremlagt oversigt over renteudviklingen for den pågældende lånetype, og klagerens lån har således fulgt den generelle udvikling for tilsvarende lån hos indklagede. Samtlige renteforhøjelser har været annonceret i henhold til gældende praksis.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har oplyst, at renteændringerne vedrørende klagerens lån er foretaget i forbindelse med generelle renteændringer af lån for tilsvarende type. Som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.