Spørgsmål vedrørende håndtering af udlånsengagement i forbindelse med separation.
| Sagsnummer: | 124/2004 |
| Dato: | 26-08-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Udlån - bodeling, samlivsophævelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende håndtering af udlånsengagement i forbindelse med separation. |
| Indklagede: | Forstædernes Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål vedrørende indklagedes håndtering af klagerens og dennes fraseparerede ægtefælles fælles engagement.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes daværende ægtefælle, M, blev kunder hos indklagede i 1997. I forbindelse hermed overtog indklagede klagerens og M's fælles boliglån i deres hidtidige pengeinstitut. Til finansiering af en ombygning af klagerens og M's ejendom blev lånet i 1998 forhøjet med ca. 217.000 kr. til 577.000 kr.
Ved kreditkontrakt af 17. april 2000 blev der knyttet en kredit med maksimum på 18.000 kr. til klagerens og M 's fælles budgetkonto hos indklagede.
Ved gældsbrev af 17. september 2001 blev boliglånet forhøjet med 51.000 kr. til 591.295,13 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.500 kr. Renten var variabel p.t. 8%. Overtræksprovision var angivet til 15%. Gældsbrevet blev til vitterlighed underskrevet af en medarbejder hos indklagede.
I marts 2002 blev klageren og M separeret.
I efteråret 2002 blev klagerens løn- og pensionskonti overført til et andet pengeinstitut, P. I forbindelse med overførslen ophørte klagerens gruppeforsikring, der var tegnet i tilknytning til engagementet med indklagede.
Klagerens og M's fælles ejendom blev solgt med overtagelse den 1. marts 2003. I forbindelse med gennemførelsen af handelen accepterede indklagede, at klagerens andel af provenuet, der blev anslået til ca. 56.500 kr., skulle indsættes på en spærret konto, som klageren alene kunne råde over.
I forbindelse med ejendomshandlen ophørte afviklingen af boliglånet.
Ved skrivelse af 4. juni 2003 opgjorde indklagede provenuet ved ejendomshandelen til 398.426,05 kr. Af provenuet blev 295.308,34 kr. anvendt til nedbringelse af lånet, 44.336,14 kr. blev anvendt til indfrielse af budgetkontoen/kassekreditten og 58.781,57 kr. blev indsat på en deponeringskonto til fordel for klageren. Boliglånet udviste herefter en saldo på 266.629,63 kr.
Ved skrivelse af 22. juni 2003 fremførte klageren via sin økonomiske rådgiver, R, nogle indsigelser vedrørende stiftelsen af gælden, herunder at der efter hendes opfattelse var tale om overbelåning af ejendommen og at hendes underskrift på lånedokumentet var indhentet uden personlig kontakt med indklagede, at gælden på budgetkontoen/kreditten oversteg maksimum på 18.000 kr. og at indklagede havde ydet dårlig rådgivning. Klageren tilbød at betale 40.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Alternativt foreslog klageren, at engagementet blev sat i bero, idet man eventuelt kunne afvente udbetaling af gruppeforsikringen for M, der var alvorligt syg. Klageren så sig ikke i stand til at afvikle gælden.
Ved skrivelse af 10. juli 2003 genfremsatte klageren via sin advokat tilbuddet om betaling af 40.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Indklagede blev samtidigt anmodet om at overføre deponeringen på 58.781,57 kr. til advokaten. Endelig blev indklagede anmodet om at redegøre for opsigelsen af klagerens gruppeforsikring.
Ved skrivelse af 12. september 2003 afslog indklagede at udbetale de 58.781,57 kr., ligesom indklagede afviste tilbuddet om 40.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Vedrørende overførslen af engagementet og opsigelsen af forsikringen anførte indklagede, at man først havde modtaget overførselsanmodningen fra klagerens P i efteråret 2002, at advokaten var blevet orienteret om, at gruppeforsikringen ikke ville blive videreført efter overførslen, og at klageren havde modtaget en standardskrivelse om, at forsikringen automatisk ville blive ophævet, medmindre der blev truffet anden aftale inden en frist på 21 dage. Indklagede afviste, at der var grundlag for kritik af indklagedes håndtering af engagementet og fastholdt klagerens og M's hæftelse for restgælden på boliglånet, som blev opgjort til 271.032,63 kr.
Den 19. november 2003 blev der indgået en bodelingsaftale mellem klageren og M. Ifølge aftalen skulle klageren og M i det indbyrdes forhold hæfte for henholdsvis 2/3 og 1/3 af restgælden på lånet.
Ved skrivelse af 27. november 2003 fremkom indklagede med et forslag til en opdeling af lånet.
Ved skrivelse af 8. december 2003 meddelte klageren, at hun ikke ønskede en opdeling. Klageren anmodede på ny om udbetaling af de 58.781,57 kr.
Ved skrivelse af 10. december 2003 accepterede indklagede at udbetale de 58.781,57 kr., som blev fremsendt til klagerens advokat.
Ved skrivelse af 15. januar 2004 rykkede indklagede for inddækning af en restance på lånet svarende til ydelserne fra og med april 2003. Ved skrivelse af 26. januar 2004 blev lånet opsagt som misligholdt til fuld indfrielse.
Den 5. februar 2004 fremsendte klageren sit budget til indklagede og tilbød på grundlag heraf at afvikle gælden med 1.000 kr. pr. måned i 10 år samt en engangsbetaling på 15.000 kr., som hun ville fremskaffe ved et lån fra sine forældre.
Ved skrivelse af 10. februar 2004 afviste indklagede afviklingsforslaget som utilstrækkeligt.
Ved skrivelse af 17. februar 2004 fremkom klageren og M via R med et forslag om afvikling af gælden med et ekstraordinært afdrag på 15.000 kr. og en månedlig ydelse fra hver på 1.500 kr., dog således, at indbetalingerne fra M skulle ophøre, når hans andel af lånet på ca. 1/3 i det indbyrdes forhold var afviklet. Det blev forudsat, at renten var fast 6% p.a. Afviklingsperioden blev beregnet til ca. 10 år.
Ved skrivelse af 24. februar 2004 meddelte indklagede, at man var indstillet på at acceptere forslaget, dog således, at klageren og M fortsat skulle hæfte solidarisk for den fuldstændige gæld. Forrentningen med 6% p.a. blev accepteret under forudsætning af, at det ekstraordinære afdrag på 15.000 kr. blev betalt senest den 10. marts 2004. Under henvisning til, at der tidligere var rejst kritik af opsigelsen af gruppeforsikringen, rådgivningen i forbindelse med låneoptagelsen, og underskrift af dokumenter uden for indklagedes lokaler, var forliget endvidere betinget af, at klageren underskrev en erklæring om "ikke på noget tidspunkt at indbringe de ovennævnte forhold til prøvelse for noget administrativt organ, herunder Pengeinstitutankenævnet og/eller de ordinære domstole".
Ved skrivelse af 27. februar 2004 afviste klageren at underskrive det af indklagede fremsendte dokument om frivilligt forlig og den tilknyttede erklæring. Klageren fremsendte i stedet en af hende udarbejdet og underskrevet allonge, der indeholdt en afviklingsaftale svarende til den i skrivelsen af 17. februar 2004 anførte. Klageren anmodede indklagede om at indhente M's underskrift på allongen, hvorefter hun ville indbetale det ekstraordinære afdrag på 15.000 kr.
Ved skrivelse af 4. marts 2004 meddelte indklagede, at man fastholdt forligstilbuddet af 24. februar 2004.
Den 8. marts 2004 underskrev M den af klageren udarbejdede allonge.
Ved skrivelse af 2. april 2004 rykkede indklagede for underskrift af det frivillige forlig og erklæringen samt indbetalingen på 15.000 kr. inden den 14. april 2004, idet sagen ellers ville blive overgivet til fogedretten.
Ved skrivelse af 10. april 2004 fastholdt klageren den afvikling, der fremgik at allongen, og meddelte, at indbetalingen på 15.000 kr. ville ske, når allonge var underskrevet af M. Ved klageskema af samme dato indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Ved skrivelse af 13. april 2004 accepterede indklagede det forligsforslag, der fremgik af allongen og meddelte, at denne også var underskrevet af M, som havde påbegyndt afviklingen.
Den 3. maj 2004 betalte klageren det ekstraordinære afdrag på 15.000 kr. og ydelsen for henholdsvis april og maj 2004.
Ved skrivelse af 29. maj 2004 fastholdt klageren klagen til Ankenævnet.
Parternes påstande.
Ankenævnet har forstået klagerens endelige påstand således, at indklagede skal tilpligtes helt eller delvist at frafalde kravet i henhold til lånet og betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke opfyldte sin rådgivningsforpligtelse i forbindelse med låneforhøjelserne, der medførte en overbelåning af ejendommen. Lånedokumenterne blev udleveret til M, der indhentede hendes underskrift på bopælen. Hun erindrer ikke at have underskrevet dokumentet vedrørende låneforhøjelsen på 217.000 kr. Hun har aldrig mødt den medarbejder, der underskrev til vitterlighed på det under sagen fremlagte gældsbrev. Forhøjelsen på 51.000 kr. skete ifølge M med henblik på sammenlægning af billån og boliglån. Restgælden på billånet var dog kun på 24.000 kr., hvorfor restbeløbet må være blevet udbetalt til M. Ved salget af ejendommen blev kassekreditten indfriet med 44.000 kr. selvom kredittens maksimum var på 18.000 kr. Hun var ikke vidende om overtrækket på 26.000 kr.
Indklagede blev i foråret 2002 anmodet om at overføre hendes løn- og pensionskonti til P, men gennemførte først overførslen i november 2002 efter at være blevet rykket. Da hun på grund af låneforholdet stadig var kunde hos indklagede, burde forsikringen ikke være blevet ophævet. Det væsentlige for hende er imidlertid, at M's gruppelivsforsikring er gældende, idet han er alvorligt syg. Dette var også baggrunden for, at hun ikke ønskede gælden opdelt.
Efter gennemførelsen af ejendomshandlen vægrede indklagede sig ved at udbetale provenuet på 58.781,57 kr., som var reserveret til hende. Hun anmodede om at få overført beløbet i juli 2003, men overførslen skete først den 22. december 2003.
Indklagede lagde pres på hende med hensyn til, hvad provenuet skulle anvendes til, selvom dette var indklagede uvedkommende.
På grundlag af hendes budget måtte indklagede indse, at hun ikke kunne afvikle lånet med mere end 1.000 kr. pr. måned. Alligevel blev hun presset til at acceptere en ydelse på 1.500 kr. pr. måned, og tilbyde et ekstraordinært afdrag på 15.000 kr. Indklagedes krav om, at hun samtidig skulle fraskrive sig muligheden for at indbringe sagen for bl.a. Ankenævnet var urimeligt og uacceptabelt. Hun blev presset til at underskrive erklæringen og truet med en fogedsag, selvom både hun og M havde underskrevet. Sagen kunne have været afsluttet den 8. marts 2004, hvor M underskrev allongen om afviklingen. Indklagede udviste først imødekommenhed, da sagen var indbragt for Ankenævnet.
Indklagede har tilsidesat enhver form for fair behandling, god rådgivning og god banketik.
Indklagede har anført, at låneforhøjelserne til bl.a. ombygning blev vurderet som fornuftig på baggrund af bl.a. en vurdering af ejendommen foretaget af Nykredit. Klageren og M blev rådgivet om konsekvenserne af gældsstiftelsen.
Den medarbejder, der underskrev til vitterlighed på gældsbrevet af 17. september 2001, afviser at have skrevet til vitterlighed uden selv at have set klageren underskrive dokumentet.
Klageren har ved passivitet mistet sin ret til at påberåbe sig manglende eller mangelfuld rådgivning i forbindelse med gældsstiftelsen.
Det forhold, at provenuet ved ejendomshandelen ikke var stort nok til fuldstændig indfrielse af boliglånet, indebærer ikke, at klageren ikke hæfter for lånet. Klageren ville opnå en uberettiget berigelse ved en eventuel akkordering af lånet, idet klageren gennem hele forløbet har haft fradrag for renterne af det skyldige beløb.
Budgetkontoen/kreditten var i overtræk fra og med foråret 2002. Overtrækket opstod i forbindelse med betaling af klagerens og M's fælles Nykredit-, NESA- og forsikringsterminer. Desuden blev ydelserne på boliglånet overført fra budgetkontoen. M opnåede ikke nogen berigelse ved indfrielsen af kreditten med provenuet i ejendomshandelen. Klageren blev løbende gjort opmærksom på kontoens status. Klageren har desuden modtaget kontoudtog og årsopgørelse, hvoraf kredittens størrelse er fremgået. Endelig har klageren fået skattemæssigt fradrag for renterne.
Overførselsanmodningen fra P blev først modtaget i efteråret 2003, selvom anmodningen angiveligt var sendt på et tidligere tidspunkt. I forbindelse med overførslen blev klagerens advokat informeret om, at gruppeforsikringen, der ikke havde en genkøbsværdi, ikke ville blive fortsat efter overførslen. Til klageren blev der fremsendt en standardskrivelse, hvori der blev oplyst om muligheden for uden afgivelse af nye helbredsoplysninger at videreføre forsikringen hos et pengeinstitut, der er medlem af Lokale Pengeinstitutter. Fristen herfor var på 21 dage, hvorefter forsikringen ellers automatisk ville blive ophævet.
Da klageren efterfølgende gav udtryk for utilfredshed med, at forsikringen var ophævet, blev hun opfordret til at søge forsikringen gentegnet, hvilket klageren tilsyneladende ikke har ønsket. Klageren har ikke lidt noget tab, og der er allerede derfor ikke grundlag for en evt. erstatning. Subsidiært gøres det gældende, at sagen bør afvises, idet en stillingtagen til forløbet ville kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Forslaget om opdeling blev fremsat efter ønske fra M, som alene ville genoptage afviklingen, hvis gælden blev delt mellem parterne. I marts 2004 ændrede M opfattelse og accepterede at afvikle på det fælles lån.
Ved frigivelsen af det deponerede beløb havde klageren misligholdt sine forpligtelser i henhold til lånet i over et halvt år og angav alene at kunne afdrage gælden med 1.000 kr. pr. måned. På den baggrund opfordrede man til, at beløbet blev anvendt til inddækning af restancen.
Det var berettiget at afvise klagerens tilbud om afvikling af gælden med 1.000 kr. pr. måned. Klagerens og M's forslag om afvikling med 1.500 kr. fra hver om måneden samt et ekstraordinært afdrag på 15.000 kr. og en nedsættelse af rentesatsen blev accepteret pr. kulance. Det var derfor berettiget at forlange parternes underskrift på en erklæring, hvormed det blev præciseret, at sagen var afsluttet i sin helhed. Klageren og M havde desuden tilkendegivet, at de begge ønskede en snarlig afslutning på sagen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder i forbindelse med gældens stiftelse, som kan medføre, at det nu kan pålægges indklagede helt eller delvist at frafalde sit krav.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede en akkordering af gælden eller en bestemt afvikling.
Der er ikke grundlag for at kritisere, at indklagede som betingelse for den kulancemæssige accept af klagerens og M's forslag om afvikling af gælden med 1.500 kr. fra hver pr. måned og et ekstraordinært afdrag på 15.000 kr. stillede krav om klagerens og M's udtrykkelige tilkendegivelse af, at sagen, herunder den af klageren tidligere fremførte kritik af indklagedes handlemåde, hermed var afsluttet. Det bemærkes endvidere, at indklagede nu har accepteret alle de vilkår for afviklingen, som klageren foreslog ved skrivelsen af 17. februar 2004, herunder en ikke ubetydelig rentefavør.
Det lægges efter det foreliggende til grund, at klageren havde mulighed for at tegne en ny forsikring svarende til den gruppeforsikring, der blev ophævet i forbindelse med overførslen i november 2002, eller at klageren ikke har ønsket at tegne en ny forsikring. Der er allerede som følge heraf ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale erstatning som følge af ophævelsen af forsikringen.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på utilbørlig måde pressede klageren til at anvende det deponerede beløb på 58.741,57 kr. til nedbringelse af gælden i henhold til boliglånet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.