Indsigelse mod realisation, retsplejelovens § 538 a.
| Sagsnummer: | 292/1996 |
| Dato: | 06-12-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - realisation
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod realisation, retsplejelovens § 538 a. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1995 gav klageren indklagede håndpant i et værdipapirdepot indeholdende nominelt 50.000 kr. realkreditobligationer samt i den til værdipapirdepotet knyttede afkastkonto. Pantsætningen skete til sikkerhed for en kassekredit på 50.000 kr., som indklagede samtidig ydede klagerens bror.
Af håndpantsætningserklæringen fremgår bl.a.:
"11. Eventuel realisation af håndpant vil først ske, efter at der er givet pantsætter et varsel på mindst 8 dage ved anbefalet brev til at opfylde kravet. Realisation sker ved tvangsauktion eller på anden måde, som banken skønner hensigtsmæssig. Se side 4 om retsplejelovens § 538 a."
Retsplejelovens § 538 a fremgik af side 4 i håndpantsætningserklæringen.
Ved skrivelse af 22. december 1995 gjorde indklagede pantsætningen gældende over for klageren med henvisning til, at broderen den 15. december 1995 var erklæret konkurs.
Ved anbefalet skrivelse af 25. januar 1996 anmodede indklagede klageren om dennes forslag til afvikling af forpligtelsen senest den 2. februar 1996, idet indklagede i modsat fald ville tvangsrealisere de pantsatte obligationer.
Med henvisning til at broderens bo formentlig var solvent, anmodede klageren om en udskydelse af realisationen, hvilket indklagede accepterede ved skrivelse af 5. februar 1996.
Ved skrivelse af 7. marts 1996 meddelte indklagede klageren, at de pantsatte obligationer ville blive tvangsrealiserede, såfremt klageren ikke havde ladet høre fra sig inden den 15. marts 1996.
Ved skrivelse af 12. marts 1996 til indklagede meddelte konkursboets kurator bl.a., at indklagede for at opfylde sin tabsbegrænsningspligt burde have taget skridt til realisation af de pantsatte obligationer umiddelbart efter konkursen med henblik på at begrænse det efterstillede rentebeløb, som skulle dækkes forlods af provenuet ved salg af de pantsatte obligationer. På baggrund heraf underskrev klageren den 18. marts 1996 en erklæring om, at han var "indforstået med at betale de renter særskilt, som måtte påløbe [broderens] engagement i banken, kassekredit nr. [.....] stor kr. 50.000 efter konkursdagen den 12. januar 1996".
Ved skrivelse af 24. april 1996 meddelte kurator indklagede, at prøvelsen af indklagedes krav ville blive udsat til efter realisation af sikkerheden.
Ved kurators skrivelse af 17. juni 1996 blev indklagede på ny opfordret til at realisere pantet. Samtidig blev det anført, at der var indgivet konkursbegæring mod klageren.
Den 18. juni 1996 realiserede indklagede værdipapirdepotet, hvilket blev meddelt klageren ved skrivelse af s.d. Det blev samtidig meddelt klageren, at indklagede på baggrund af oplysninger om, at der var indgivet konkursbegæring mod klageren, havde spærret samtlige klagerens konti samt check og depoter.
Klageren protesterede over indklagedes dispositioner ved skrivelse af 21. juni 1996. Med henvisning hertil meddelte afdelingen ved skrivelse af 25. s.m. bl.a., at man var villig til at tilbageføre fondshandlen mod indfrielse af broderens engagement senest den 3. juli 1996. Spærringen af klagerens konti var efter afdelingens opfattelse ikke til ulempe for klageren, idet spærringen omfattede 2 konti, som samlet ikke havde disponible beløb, og depoter, der i forvejen var pantsat til indklagede.
Ved klageskema af 22. juli 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at holde ham skadesløs for udgifter, der er påført ham som følge af realiseringen af depotet og spærringen af hans konti.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Det er oplyst, at spærringen af klagerens konti blev ophævet den 5. august 1996, hvor konkursbegæringen mod klageren blev tilbagekaldt.
Klageren har anført, at realisationen af pantet skete i strid med retsplejelovens § 538 a, hvorfor han er berettiget til erstatning for omkostninger af enhver art, der som følge heraf blev påført ham. Indklagede bør endvidere være ansvarlig for de omkostninger, der er påført ham som følge af spærringen af hans konti. På grund af spærringen har han været nødsaget til at søge alternative finansiering af sine udgifter.
Indklagede har anført, at den advisering om realisation af depotet, som fandt sted ved skrivelserne af 25. januar og 7. marts 1996, ikke blev annulleret, idet drøftelserne med klageren kun vedrørte en udskydelse af realisationen på basis af klagerens forventning om, at broderens bo skulle være solvent. Retsplejelovens § 538 a er således overholdt. Det blev efterfølgende tilkendegivet over for klageren, at man var indstillet på at tilbageføre fondshandelen mod klagerens indfrielse af det sikrede engagement. En sådan indfrielse fandt imidlertid ikke sted. Spærringen af klagerens konti og depoter den 18. juni 1996 var berettiget. Det bestrides, at klageren har lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at indklagede den 25. juni 1996 tilbød klageren at tilbageføre fondshandlen mod indfrielse af broderens engagement senest den 3. juli 1996, og det er derfor uden betydning for klagerens adgang til erstatning, om realisationen måtte være sket uden iagttagelse af reglen i retsplejelovens § 538 a.
Det må som ubestridt af klageren lægges til grund, at de konti og depoter, som blev spærret af indklagede den 18. juni 1996, ikke indeholdt værdier, som klageren kunne disponere over.
Allerede på grundlag af ovennævnte forhold finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har lidt noget tab, som indklagede er erstatningsansvarlig for.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.