Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse som kautionist, herunder vedrørende kaution for gammel gæld. Oplysninger om debitors økonomiske forhold. Forhold til pantsat ejerpantebrev. Udvidelse af debitors engagement

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse som kautionist, herunder vedrørende kaution for gammel gæld. Indsigelse mod frigivelse af ejerpantebrev og udvidelse af debitors engagement.

Sagens omstændigheder

Den 21. februar 2006 stillede klageren en selvskyldnerkaution for sin ægtefælles søn, S’, lån nummer -559 på 199.789,33 kr. i den tidligere Morsø Bank (efterfølgende Fjordbank Mors af 2011). Lånet blev efter det oplyste anvendt af S til køb af en bil til 135.000 kr. og til indfrielse af S’ gæld til banken. Lånet skulle afvikles over 10 år med en månedlig ydelse på 2.000 kr., første gang den 1. april 2006. Banken fik endvidere sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 125.000 kr. i bilen. Af klagerens kautionserklæring fremgik blandt andet:

"… 1. Anvendelse af indbetalinger

Indbetaling fra debitor anvendes, hvis lånet/kreditten kun er delvis sikret ved kaution, først til nedbringelse af den usikrede del.

…

Realisation og regres

Morsø Bank forbeholder sig ret til at realisere de af debitor eller tredjemand eventuelt stillede sikkerheder og afskrive provenuet efter Morsø Banks frie valg. Kautionisten har således ingen regresret i sådanne sikkerheder.

Det indebærer:

-At Morsø Bank uden kautionistens tilladelse kan frigive andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse.

-At Morsø Bank kan anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den kautionssikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer. …

… "

Klageren bekræftede endvidere i kautionserklæringen blandt andet at have modtaget kopi af låneaftalen med angivelse af aktuel gæld, S’ seneste årsopgørelse og seneste tre lønsedler, at have modtaget oplysning om S’ øvrige kreditaftaler med banken og den aktuelle størrelse af S’ gæld til banken, samt at pjece om kaution var udleveret og gennemgået af banken. Af kautionserklæringen fremgik endvidere blandt andet:

"… I den forbindelse bekræfter jeg, at jeg er opmærksom på, at Morsø bank ikke er ansvarlig for rigtigheden af de bilag, der er indhentet fra debitor, og at kautionsforpligtelsen ikke udelukker Morsø Bank fra nu eller senere at yde debitor lån/kredit. …."

Bilen blev efter det oplyste solgt af S i august 2006 for 120.000 kr. Provenuet blev anvendt til køb af to ældre biler for i alt ca. 80.000 kr., som banken ikke fik pant i og til nedbringelse af S’ øvrige engagement med banken.

I e-mail af 16. august 2006 til klageren anførte banken følgende:

"Tak for din e-mail. [S] har ikke fortalt, at han har solgt hans bil. Når vi har pant i bilen, skal provenuet fra bilsalget bruges til at indfri billånet for, at vi kan frigive pantet. Sker dette ikke, vil vi stadig have pant i bilen selv om den er solgt. "

Den 7. september 2006 underskrev klageren en "udgangsseddel", hvorefter bankens ejerpantebrev i bilen udgik af S’ sikkerhedsdepot. Erklæringen indeholdt endvidere følgende:

"Jeg bekræfter hermed, at jeg som kautionist er indforstået med, at ovennævnte sikkerhed frigives som sikkerhed for lån nr. -599 med max kr. 194.251,69.

Min kautionsforpligtelse gælder uændret."

Klageren modtog årlig meddelelse om lånets restgæld. Af meddelelse til klageren af 15. januar 2008 fremgik, at restgælden var 181.481,88 kr.

I efteråret 2008 havde S et overtræk på sine løn- og budgetkonti i banken. Til inddækning heraf skulle lånet forhøjes med 33.670,92 kr. til 208.500 kr. Banken fremsendte kautionserklæring vedrørende det forhøjede lån til klagerens underskrift. Klageren returnerede erklæringen med overstregning af afsnittene om, at klageren bekræftede have modtaget kopi af S’ seneste årsopgørelse, seneste tre lønsedler og oplysning om S’ øvrige kreditaftaler med banken og den aktuelle størrelse af S’ gæld til banken, samt at pjece om kaution var gennemgået. I e-mail af 27. oktober 2008 anførte banken blandt andet følgende:

"Efter din mail har [S] fortalt at han har indleveret de økonomiske oplysninger til dig. Hvis du dog stadig ønsker dem fra vores side af, skal jeg have en mail retur på dette. …"

I e-mail af samme dag svarede klageren blandt andet følgende:

"Jeg skal for så vidt ikke bruge disse oplysninger. Men du sender mig et dokument, hvor jeg skal skrive under på, at jeg har fået oplysningerne. …"

I e-mail af 2. november 2008 anførte klageren blandt andet følgende:

"På [S’s] foranledning skal jeg herved gentage, hvad jeg skrev til dig i mandags:

Jeg har ikke brug for at se [S’s] økonomiske oplysninger. Jeg er i store træk bekendt med [S’s] økonomiske situation. Dette ændrer dog ikke på, at en ansvarlig bank burde kunne udfærdige nogle dokumenter, som er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Jeg har imidlertid lovet [S], da alt det her papirnusseri begynder at gå ham på nerverne, at hvis du sender et nyt dokument, så skal jeg nok skrive under UDEN ændringer. Men du har stadig ikke svaret mig på, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at oprette et nyt kautionsdokument, når der med det oprindelige er fuld sikkerhed frem til 2016. …"

I brev af 3. november 2008 anførte banken blandt andet følgende:

"… I mailen spørger du til nødvendigheden af en ny underskrift. Som du selv nævner tidligere, kan jeg forstå at der før har været nogle uoverensstemmelser vedr. din kaution af [S]. Derfor er det vigtig at du skriver under på en ny kautionserklæring, der fortæller at du er opmærksom på [S’s] nuværende økonomiske situation. Desuden er lånebeløbet ændret. …"

Den 5. og den 11. november 2008 underskrev klageren en kautionserklæring samt låneaftalen vedrørende det forhøjede lån på 208.500 kr. som selvskyldnerkautionist. Lånet skulle afvikles over 10 år med en månedlig ydelse på 2.800 kr., første gang den 1. november 2008. Af låneaftalen fremgik blandt andet følgende vedrørende klagerens kaution:

"Jeg (kautionisten) bekræfter samtidig, at Morsø Bank har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg er herunder gjort bekendt med, at Morsø Bank kan kræve, at jeg straks indfrier den del af lånet, jeg har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sine betalingsforpligtelser. Jeg er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som Morsø Bank kan kræve. Jeg er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden. …"

Ifølge kautionserklæringen bekræftede klageren at have modtaget kopi af låneaftalen med angivelse af aktuel gæld, S’ seneste årsopgørelse, seneste tre lønsedler, oplysning om S’ øvrige kreditaftaler med banken og den aktuelle størrelse af S’ gæld til banken, samt at pjece om kaution var udleveret og gennemgået. Kautionserklæringen indeholdt endvidere tilsvarende bestemmelser om anvendelse af indbetalinger, om realisation og regres, ansvar for rigtigheden af de indhentede oplysninger og om bankens adgang til at yde anden kredit eller lån til S som kautionserklæringen fra februar 2006.

Af provenuet fra låneforhøjelsen blev i alt 27.838,43 kr. anvendt til udligning af overtræk på S’ budgetkonto og på S’ lønkonto.

I januar 2009, hvor restgælden på lånet var 205.154,25 kr., ophørte S med at betale ydelser. Ved breve af 20. februar 2009 fik klageren og S meddelelse om, at S var i restance med lånet med 2.900 kr. Ved brev af 9. marts 2009 fik klageren meddelelse om, at S var i restance med lånet med 5.800 kr.

Den 15. april 2009 rejste klageren indsigelse mod kautionen blandt andet med henvisning til, at provenuet ved salg af S’ biler og ved salg af S’ og hans daværende samlevers andelsbolig i forbindelse med deres køb af et hus ikke var blevet anvendt til indfrielse af lånet. Klageren anførte endvidere blandt andet:

"… I forbindelse med udskiftning af bilen, blev der lagt noget klatgæld ind i lånet, så det samlede lån blev på ca. 200.000, samtidig med kautionsforpligtelsen tog banken pant i bilen. Selve bilen blev købt for 135.000 kr.

…

I forbindelse med et overtræk på [S’s] budgetkonto har jeg i efteråret gået med til at forhøje lånet med ca. 30.000 kr. …"

Den 30. april 2009 afviste banken klagerens indsigelser. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.

Af meddelelse til klageren af 15. januar 2010 fremgik, at restgælden var 225.206,02 kr.

Ved breve af 7. juli 2010 fik klageren og S meddelelse om, at S var i restance med lånet med 47.900 kr., og at lånet ved manglende betaling af restancen ville blive opsagt til fuld indfrielse. Den 17. august 2010 betalte klageren 50.700 kr. til dækning af restancer, hvorefter restgælden på lånet var 185.785,35 kr. Den månedlige ydelse på 2.800 kr. blev herefter betalt af klageren.

Af meddelelse til klageren af 14. januar 2011 fremgik, at restgælden var 176.972,66 kr.

Med virkning pr. 1. juli 2011 overdrog Fjordbank Mors af 2011 sine filialer til Sparekassen Thy, herunder blev S’ engagement inklusiv klagerens kautionsforpligtelse overdraget til Sparekassen Thy, hvor S’ lån blev tildelt et nyt registrerings- og kontonummer.

Af meddelelse til klageren af 31. december 2011 fremgik, at restgælden og kreditmaksimum på lånet var henholdsvis 148.972,66 kr. og 149.000 kr.

I december 2011 havde klageren i alt indbetalt 78.700 kr. på lånet til Fjordbank Mors/ Fjordbank Mors af 2011 og 14.100 kr. til Sparekassen Thy.

Parternes påstande

Den 22. februar 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fjordbank Mors af 2011 skal anerkende, at kautionsforpligtelserne fra 2006 og 2008 er bortfaldet, og at banken skal tilbagebetale det af klageren indbetalte beløb helt eller delvist.

Fjordbank Mors af 2011 har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ikke er bundet af kautionserklæringerne. Begge erklæringer bør annulleres.

Banken ydede ingen form for rådgivning, men vedlagde blot pjecen.

Banken overholdt hverken i forbindelse med kautionen i 2006 eller 2008 Forbrugerrådets og Finansrådets retningslinjer for beskyttelse af private kautionister. Banken er ikke berettiget til at se bort fra disse retningslinjer. Som privatperson bør man kunne forvente, at et pengeinstitut overholder Forbrugerrådets og Finansrådets retningslinjer.

Han kautionerede i 2006 for et lån til en fire år gammel bil til en pris af 135.000 kr. Banken anbefalede S at købe bilen og forlangte, at S skulle skaffe en kautionist. Det lykkedes banken at få lagt en gammel gæld på 57.289,33 kr. ind i lånet, uden at han anfægtede det, da han ikke på dette tidspunkt, ligeså lidt som i 2008, var klar over henstillingen fra Forbrugerrådet og Finansrådet om ikke at lade private kautionere for gammel gæld.

S solgte bilen uden bankens vidende. Han gjorde banken opmærksom på salget. Banken burde ikke have frigivet pantebrevet. I et normalt forløb ville lånet være blevet indfriet ved salg af bilen. Han havde tidligere kautioneret for S’ første bilkøb hos Morsø Bank. Lånet blev dengang indfriet og kautionsforpligtelsen frigivet i forbindelse med, at S købte ny bil.

Det fremgik af bankens e-mail af august 2006, at det var en betingelse for bankens frigivelse af ejerpantebrevet, at provenuet skulle bruges til afdrag på lånet. Han underskrev udgangssedlen, da S stillede ham i udsigt, at lånet ville blive indfriet, når S og hans familie fandt et passende hus. I øvrigt forstår han ikke, at udgangssedlen skulle være nødvendig, hvis banken, som anført af banken selv, var berettiget til at frigive pantet på egen hånd.

Kautionsforpligtelsen skal som minimum reduceres med gammel gæld på 57.289,33 kr., med 125.000 kr. i forbindelse med salg af bilen og bankens frigivelse af ejerpantebrevet og med S’ betalte ydelser. Hans kautionsforpligtelse ville have været nedbragt til 17.500 kr., hvis lånet ikke havde omfattet gammel gæld, og hvis provenuet havde været brugt til afdrag. I dette beløb er der ikke taget højde for ydelser betalt af S frem til januar 2009 eller for provenuet ved de øvrige biler, som S senere købte og solgte.

Han kan efterfølgende undre sig over, at man lavede et 10-årigt lån til en fire år gammel bil. Det er urimeligt, at en kautionsforpligtelse løber i 10 år uden hensyn til bilens værditab.

Banken lånte i 2007 S og hans samlever 1.090.000 kr. til køb af et hus. Långivningen var uansvarlig, sammenholdt med, at banken ét år tidligere ikke ville låne 135.000 kr. til en bil uden kaution. Ved långivningen blev alle S’ forpligtelser med banken, bortset fra det kautionssikrede lån, indfriet. Han klagede over dette til banken, der afviste klagen.

Låneforhøjelsen i 2008 blev udelukkende brugt til at inddække overtræk og bankens honorar for at flytte rundt på S’ konti. Banken har selv bekræftet, at der var tale om gammel gæld. S’ lønkonto kom i overtræk, da banken hævede et beløb til indfrielse af gæld til Statens Uddannelsesstøtte. Ifølge S var dette beløb på 30.000 kr. Han sagde til S, at han ikke så det store problem heri, da summen af restgælden og beløbet på 30.000 kr. lå indenfor kautionsforpligtelsen. Han var ikke tilstrækkeligt opmærksom på spørgsmålet om gammel gæld. Det viste sig senere, at beløbene var betydeligt højere end oplyst af S. Han var uvidende om, at kautionen skulle forhøjes, før han modtog en kautionserklæring med posten. Banken ydede ingen form for rådgivning, men medsendte blot pjecen. Banken kan imidlertid ikke fraskrive sig sit ansvar blot ved at udsende en pjece. Kautionserklæringen burde slet ikke have været oprettet, da der ikke forelå en ny situation. Han følte sig presset til at underskrive dokumentet. Både banken og S kontaktede ham telefonisk. Han underskrev under protest. Dokumentet var ensidigt, og han havde ikke mulighed for at få indflydelse på ordlyden.

Han var ikke orienteret om S’ økonomiske situation. Han modtog alene oplysninger fra S, hvilket banken var bekendt med. Banken sikrede sig ikke, at han fik de fornødne oplysninger. S’ oplysninger var ukorrekte og ufyldestgørende. S forsøgte, men var ikke i stand til at give retvisende oplysninger om sin økonomi. S’ forsøg på at give retvisende oplysninger om sin økonomi, fritager ikke banken for at give oplysningerne.

Kautionsforpligtelsen er særdeles belastende for hans økonomi ikke mindst efter, at hans ægtefælle er gået på førtidspension.

Kautionsforpligtelsen ophørte endvidere ved lukningen af S’ konto og overdragelse af tilgodehavendet til Sparekassen Thy. Han har ikke indgået en kautionsaftale med Sparekassen Thy. Kautionsforpligtelsen vedrørte lånet med kontonummer -599 og ophørte derfor ved salget af filialen, hvor S’ lån blev ophævet og mellemværendet med S flyttet til en ny konto hos Sparekassen Thy. Kautionsdokumentet kan ikke blot overdrages og vedrører ikke S’ samlede mellemværende med skiftende pengeinstitutter. Han er bekendt med, at kunderne har fået lavet nye lånedokumenter i forbindelse med overflytningen til Sparekassen Thy.

Banken har intet gjort for at få S til at afdrage på engagementet og har indrømmet S rente- og afdragsfrihed. Banken forærer derved S den sparede renteudgift. Fjordbank Mors af 2011 havde forud for overdragelsen opgivet at forfølge sit fulde tilgodehavende (hovedstolen af lånet med tillæg af renter) mod S. Banken ophørte med at tilskrive renter siden 30. september 2010, ligesom banken har anført, at man ikke har de store forhåbninger om at få mere end det kautionssikrede beløb tilbage. Banken burde derfor have nedskrevet restgælden i overensstemmelser hermed ved overdragelsen til Sparekassen Thy.

Fjordbank Mors af 2011 har blandt andet anført, at kautionserklæringerne er gyldige og bindende.

Det fremgår af erklæringen fra 2006, at klageren forud for afgivelse af erklæringen modtog en pjece om kaution, hvori der blandt andet blev redegjort nærmere for konsekvenserne af at stille en selvskyldnerkaution, og hvad der ville udløse kautionen.

Klageren skrev i sit første indlæg i klagesagen, at han "accepterer den oprindelige kaution på 199.000 kr.", men at han er utilfreds med, at banken har ladet S sælge den pantsatte bil uden ekstraordinær indfrielse af lånet, og at banken har lånt flere penge til S.

Det fremgår kautionserklæringen, at banken var berettiget til at realisere de af S stillede sikkerheder og at anvende provenuet efter eget skøn. Det var ikke en betingelse for frigivelse af ejerpantebrevet, at provenuet skulle anvendes til nedbringelse af lånet. Banken var således berettiget til forlods at nedbringe fordringer, der ikke var kautionssikrede og til at anvende provenuet til afskrivning på S’ øvrige engagementer med banken. Bankens e-mail af 16. august 2008 ændrer ikke herved. Klageren var ifølge udgangsseddel af 7. september 2006 i øvrigt indforstået med, at pantet blev frigivet som sikkerhed for lånet, og at kautionsforpligtelsen var uændret. S’ rådgiver i banken noterede på sagen, at S havde oplyst, at bilen var solgt, at provenuet var anvendt til køb af to ældre biler, og at klageren havde givet tilsagn om fortsat at ville kautionere for lånet uanset, at sikkerheden var blevet ringere.

Kautionsforpligtelsen udelukkede ikke banken fra senere at yde lån til S. I 2008 overtog S sin tidligere samlevers andel af parrets fælles hus. Banken var ikke forpligtet til at oplyse klageren herom, eller om gældsovertagelse i den forbindelse, jf. kautionsvilkårene. Banken vurderede, at S’ overtagelse af gælden i huset var den bedste løsning, og at økonomien kunne hænge sammen for S. Efterfølgende indtraf der uforudsete hændelser, som påvirkede S’ økonomi i en negativ retning.

Det fremgår af kautionserklæringen fra november 2008, at klageren forud for afgivelse af erklæringen igen modtog en pjece om kaution.

Lånet blev forhøjet som følge af S’ økonomiske problemer, som klageren var bekendt med. I 2008 gik S og hans samlever fra hinanden, S overtog huset som eneejer og overtog gæld mv. Samme år fik S en arbejdsskade og kom på dagpenge. S fik i forlængelse heraf et overtræk på sin løn- og budgetkonto på ca. 32.000 kr. Banken kan ikke genkende klagerens beskrivelse af årsagen til overtrækket på S’ lønkonto. Banken er ikke bekendt med, at der skulle være hævet et beløb vedrørende Statens Uddannelsesstøtte. Dog blev der hævet 4.000 kr. på budgetkontoen til SU-lån den 8. september 2008.

Klageren havde tilstrækkelige oplysninger om og var vidende om S’ økonomiske situation. S anmodede klageren om at kautionere for overtrækket. S havde oplyst til banken, at han selv ville give klageren de påkrævede økonomiske oplysninger, jf. bankens e-mail af 27. oktober 2008 til klageren. Klageren var i øvrigt bekendt med S’ økonomiske vanskeligheder, hvilket også fremgik af bankens e-mail af 27. oktober 2008 til klageren. Klageren oplyste selv, at han var bekendt med S’ økonomiske situation, og at han ikke havde brug for yderligere økonomiske oplysninger, jf. klagerens e-mail af 2. november 2008 til banken. Banken gjorde herefter klageren opmærksom på, at det var nødvendigt, at klageren underskrev den nye kautionserklæring, der viste, at klageren var opmærksom på S’ aktuelle økonomiske situation, og at lånebeløbet var ændret. Banken havde ikke grund til at antage, at klageren havde brug for yderligere oplysninger om S’ økonomi, eller at de oplysninger, som klageren havde modtaget fra S, var ukorrekte.

Klageren må på den baggrund antages at have været fuldt ud informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsaftalen fra november 2008, hvilket klageren også skrev under på. Banken har således fuldt ud overholdt § 21, stk. 2, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder mv. En tilsidesættelse af § 21, stk. 2, i bekendtgørelsen ikke medfører ugyldighed. Såfremt Ankenævnet måtte finde, at banken har tilsidesat sin oplysningsforpligtelse medfører dette derfor ikke, at kautionsaftalen fra november 2008 er ugyldig.

Klageren var bekendt med, at han stillede kaution for gammel gæld. Klageren har oplyst, at han var bekendt med, at kautionen fra november 2008 blev stillet til delvis dækning af overtrækket på S’ løn- og budgetkonto, jf. klagerens e-mail af 15. april 2009. Der er ikke i dansk ret et forbud mod privat kaution for gammel gæld. Forbrugerrådets og Finansrådets henstilling vedrørende privat kaution for gammel gæld er alene en ikke retligt bindende henstilling. En tilsidesættelse af henstillingen medfører ikke, at kautionen fra november 2008 er ugyldig særlig henset til, at klageren var bekendt med, at kautionen blev stillet til delvis dækning af gammel gæld.

Det afvises, at klageren blev presset til at underskrive kautionserklæringen, og at klageren underskrev under protest. Klageren indvilligede i at underskrive et nyt kautionsdokument uden ændringer og uden overstregninger.

Banken har med rykkerbreve overfor S forsøgt at få S til at betale de forfaldne ydelser, jf. rykkerbreve af 20. februar 2009 og 7. juli 2010. Banken gav klageren rettidig meddelelse om, at S var udeblevet med betaling af afdrag i februar 2009, jf. bankens brev af 9. marts 2009 til klageren, i overensstemmelse med § 48, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Klageren betalte efter brevet af 7. juli 2010 de månedlige ydelser på lånet. Banken har sendt sit engagement med S til inkasso. Lånet, som klageren kautionerer for, er dog ikke sendt til inkasso, da lånet ikke er misligholdt, idet klageren har indbetalt ydelserne.

Kautionsforpligtelsen stod ikke i misforhold til klagerens økonomi. Inden kautionen anmodede banken klagerens pengeinstitut, Danske Bank, om en kreditoplysning om, hvorvidt klageren var god for en selvskyldnerkaution på 194.251,69 kr. Danske Bank svarede bekræftende herpå. Selvom det endelige kautionsbeløb blev ændret til 199.789,33 kr. konkluderede banken, at kautionsforpligtelsen ikke stod i misforhold til klagerens økonomi på tidspunktet for indgåelsen af kautionsforpligtelsen.

Fjordbank Mors af 2011 A/S overdrog med virkning pr. 1. juli 2011 sine filialer i Thisted og Struer til Sparekassen Thy, herunder S’ kundeforhold og engagementer inklusiv klagerens kautionsforpligtelse. Overdragelsen kunne ske uden klagerens samtykke i medfør af dansk rets almindelige regler om kreditorskifte. Vilkårene i låneaftalen fortsatte på uændrede vilkår. Det er uden betydning for klagerens hæftelse, at lånet blev tildelt et nyt registrerings- og kontonummer ved overdragelsen til Sparekassen Thy. Klageren har kautioneret for selve lånet og ikke for kontonummeret.

Fjordbank Mors af 2011 havde ikke forud for overdragelsen opgivet at forfølge sit fulde tilgodehavende (hovedstolen af lånet med tillæg af renter) mod S. Banken var ophørt med at tilskrive renter alene af den årsag, at der ikke var udsigt til at få rentekravet dækket af S. Hverken Fjordbank Mors eller Fjordbank Mors af 2011 har overfor S eller klageren oplyst, at S’ gæld til banken i henhold til låneaftalen, herunder udestående renter, var eller ville blive eftergivet. Klageren kan aldrig komme til at betale mere, end han har kautioneret for, hvorfor spørgsmålet vedrørende rentetilskrivning er irrelevant.

Ankenævnets bemærkninger

Det følger af de offentligretlige regler i "Bekendtgørelse for god skik for finansielle virksomheder", at pengeinstitutter, inden aftale om kaution indgås, skal sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til bekendtgørelsen, at bekendtgørelsens krav kan opfyldes ved udlevering af den af Finansrådet og Forbrugerrådet udarbejdede pjece med generel information om kaution. Klageren har i sagen oplyst og har i kautionserklæringerne af februar 2006 og november 2008 bekræftet at have modtaget ovennævnte pjece. På den baggrund antages banken at have levet op til sit rådgivningsansvar i henhold til bekendtgørelsen. Ankenævnet lægger herunder vægt på, at banken inden klagerens underskrivelse af kautionserklæringen af november 2008 i brev af 3. november 2008 gjorde klageren opmærksom på, at han ved underskrift af kautionserklæringen bekræftede, at han var opmærksom på S’ økonomiske situation, uanset at han ikke fra banken havde fået udleveret oplysninger herom. Klageren anfører således i mail af 2. november 2008, at han ikke har brug for S’ økonomiske oplysninger.

Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at såvel kautionen fra 2006 som kautionen fra 2008 delvist vedrørte gæld stiftet før kautionstidspunktet. Ankenævnet lægger herved blandt andet vægt på klagerens e-mail af 15. april 2009.

Den omstændighed, at kautionen delvist blev påtaget for gammel gæld, kan ikke i sig selv føre til, at forpligtelsen er ugyldig. Udtalelsen i Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning af 14. september 2001 til regler for privat kaution om, at "Parterne er enige om, at der ikke bør stilles kaution for gammel gæld", har alene karakter af en henstilling og kan ikke i sig selv føre til ugyldighed.

Det fremgik af kautionserklæringerne, at banken forbeholdt sig at frigive andre sikkerheder og afskrive provenuet efter eget valg ved salg af stillede sikkerheder. Ved sin underskrift af udgangssedlen den 7. september 2006 bekræftede klageren endvidere, at han var indforstået med, at pantet blev frigivet som sikkerhed for lånet, og at kautionsforpligtelsen var uændret. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren har krav på, at provenuet ved salget af bilen skal fradrages i hans kautionsforpligtelse.

Det findes ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med kautionen betingede sig, at banken afstod fra at yde S yderligere lån eller kredit. Tværtimod fremgik det af kautionserklæringerne, at banken var berettiget til at yde yderligere lån til S uden forinden at indhente klagerens godkendelse.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at Fjordbank Mors af 2011/Sparekassen Thy pålægges at frafalde kautionskravet mod klageren, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.