Rådgivning i forbindelse med valg af en kuponrente på 7% på et kontantlån optaget i oktober 1995.
| Sagsnummer: | 99/1999 |
| Dato: | 07-07-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med valg af en kuponrente på 7% på et kontantlån optaget i oktober 1995. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøres ansvarlig i forbindelse med rådgivning af klagerne om valg af kuponrente på de underliggende obligationer for et kontantlån i forbindelse med lånets hjemtagelse i oktober 1995. Kontantlånet, der var på 724.000 kr., blev hjemtaget på grundlag af 7% obligationer.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 9. oktober 1995 købte klagerne en fast ejendom til overtagelse pr. 1. marts 1996. Af købesummen skulle 724.000 kr. finansieres ved hjemtagelse af et kontantlån baseret på 8% obligationer. Køber bar kursrisikoen for udviklingen i obligationsrenten efter fremkomst af lånetilbud.
Klagerne var repræsenteret af advokat i forbindelse med handelen. Ejerskiftelånet skulle hjemtages af sælgers advokat.
Ved skrivelse af 10. oktober 1995 fra indklagede, der var klagernes pengeinstitut, oplyste indklagede, at man havde modtaget kopi af købsaftalen fra den medvirkende ejendomsmægler, og at man samme dag havde ansøgt Unikredit om det forudsatte ejerskiftelån. Af skrivelsen fremgår:
"Den eneste kommentar vi har til købsaftalen er, at vi vil anbefale Jer et 7%-kreditforeningslån istedet for et 8%. Idet et 7%-lån umiddelbart er billigere."
Den 12. oktober 1995 tilbød Unikredit det forudsatte kontantlån på 724.000 kr. på basis af 8% obligationer.
Indklagede har fremlagt udtræk fra et internt informationssystem af 10. oktober 1995, hvoraf fremgår fradrag samt rentesatser på forskellige kuponrentesatser. På bagsiden af sidste side har indklagedes medarbejder skrevet konsekvenserne for obligationsgælden ved henholdsvis hjemtagelse på basis af 7%, 8% eller 9% lån. Ifølge indklagede er disse konsekvenser oplyst over for klagerne.
Ved skrivelse af 12. oktober 1995 til klagernes advokat fremsendte indklagede konsekvensberegninger ved kurssikring af 7% kontantlån og med en anbefaling om hurtig kurssikring.
Af skrivelse af 16. oktober 1995 til klagerne fra deres advokat fremgår, at:
"Jeg vedlægger kopi af brev fra banken sammen med de foretagne beregninger.
.........
Jeg vil anbefale jer at kurssikre i en 8% obligation, som også købsaftalen foreslår. Ydelsen bliver lidt større end på en lavere forrentet obligation, men obligationsmængden bliver fornuftig. Det er med andre ord et valg mellem bylder og pest", og I er velkomne til at kontakte mig for en drøftelse."
Den 24. oktober 1995 blev der indgået fastrenteaftale med Unikredit om udbetaling af kontantlånet på basis af 7% obligationer svarende til en obligationsgæld på 856.804 kr. Lånet blev hjemtaget pr. 1. marts 1996.
I februar 1999 rettede klagerne henvendelse til indklagede i forbindelse med deres overvejelser om salg af ejendommen. Klagerne anførte, at de i forbindelse med lånets hjemtagelse i 1995 var blevet vildledt og nu følte sig stavnsbundet til ejendommen.
Parternes påstande.
Klagerne har den 1. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagedes medarbejder gav dem forkert vejledning ved handelen. De blev ikke gjort bekendt med konsekvenserne af at lade kontantlånet udbetale på grundlag af 7% obligationer frem for 9% papirer. Det blev dog oplyst, at huslejen blev billigere, men de sparede formentlig alene 89,50 kr. netto pr. måned. De ville gerne have betalt dette og derved være bedre stillet i dag.
Indklagede har anført, at klagerne fik rådgivning af såvel indklagede som deres advokat om valg af finansiering. På grundlag heraf traf klagerne selv valget om kuponrente. Der findes ikke noget objektiv rigtig valg af kuponrente på de obligationer, der ligger til grund for lånet. Lægges der vægt på den lavest mulige nettoydelse her og nu, vil kontantlånet baseret på en lav kuponrente være det rigtige valg. Ønskes der derimod mulighed for en senere besparelse ved at konvertere efter et eventuelt rentefald, er den højest mulige kuponrente den bedste løsning. For denne mulighed betales en merydelse, som vil være tabt, hvis renten ikke falder. Det er indklagedes opfattelse, at klagerne lagde vægt på den lavest mulige ydelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Valg af kuponrente på de obligationer, på hvilket kontantlån skal baseres, beror på en afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis en lav kuponrente og en høj kuponrente og i forbindelse hermed på forventningerne til den fremtidige renteudvikling. Ved at optage kontantlån på grundlag af lavt forrentede obligationer opnås den laveste ydelse. Ved at optage et kontantlån på grundlag af højt forrentede obligationer opnås - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - mulighed for en efterfølgende fordelagtig konvertering, men denne mulighed vil alene kunne realiseres, såfremt der sker et rentefald.
Klagerne drøftede spørgsmålet om valg af kuponrente såvel med indklagede som med deres advokat, og de valge herefter at hjemtage lånet på grundlag af 7% obligationer. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at den rådgivning, klagerne i denne forbindelse modtog fra indklagede, var fejlagtig eller mangelfuld.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.