Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 351/1989 |
| Dato: | 27-11-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 3. december 1985 underskrev klageren i indklagedes Odense afdeling en kautionserklæring vedrørende et lån på 34.000 kr. som afdelingen ydede hendes fraseparerede ægtefælle. Provenuet blev for ca. 25.000 kr.'s vedkommende anvendt til indfrielse af et lån, som klagerens fraseparerede ægtefælle havde optaget i Provinsbanken, og som klageren kautionerede for.
Ved skrivelse af 19. juli 1988 gjorde klageren over for afdelingen rede for, at hun var ude af stand til at indfri kautionsforpligtelsen, som var blevet aktuel, idet debitor havde misligholdt tilbagebetalingsaftalen.
Under et møde i fogedretten den 16. november 1989 afgav klageren insolvenserklæring.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke er bundet ved den underskrevne kautionserklæring.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun, som i forbindelse med underskrivelse af kautionserklæringen følte sig under et stærkt pres fra afdelingens medarbejder, over for denne utrykkelig gjorde opmærksom på, at hun var ude af stand til i påkommende tilfælde at indfri kautionen, idet hun efter separationen ville bebo parrets tidligere fælles ejendom, som var uden friværdi, og idet hun i øvrigt var enlig forsørger med 3 børn. Den pågældende gav ved den lejlighed udtryk for, at hendes underskrift var en ren formalitet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand bestridt, at afdelingens medarbejder skulle have lagt pres på klageren, og har gjort gældende, at man i overensstemmelse med sædvanlig praksis orienterede klageren om virkningen af, at hun kautionerede for det forhøjede lånebeløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det af indklagede anførte kan det ikke lægges til grund, at klageren som af hende hævdet ved underskrivelsen af kautionserklæringen har været udsat for et pres fra indklagedes medarbejder, som kan bevirke, at erklæringen er ugyldig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.