Alskyldserklæring. Underretningspligt.
| Sagsnummer: | 29/1994 |
| Dato: | 19-09-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. Underretningspligt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 30. maj 1985 bevilgede et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret, en kassekredit på 280.000 kr. til D i forbindelse med dennes etablering af en fiskeforretning. Ifølge kreditaftalen skulle aftale om videreafvikling træffes pr. 30. juni 1986. D håndpantsatte til sikkerhed et ejerpantebrev med pant i fast ejendom samt et løsøreejerpantebrev med pant i en samtidig købt bil.
Den 1. juni 1985 underskrev klagerne - 2 ægtepar - sikkerhedsstillelseserklæring, hvorefter de påtog sig selvskyldnerkaution for et beløb på 150.000 kr. Kautionen skulle tjene "til sikkerhed for enhver forpligtelse, som låntager/e ved egen medvirken har eller måtte få overfor [indklagede] og dens filialer". Kassekreditten debiteredes ca. 190.000 kr. til køb af fiskeforretningen og 66.000 kr. til køb af bilen.
Ifølge klagerne blev der stillet supplerende sikkerhed i form af et pantebrev på 40.000 kr. med pant i en fast ejendom; om sikkerheden faktisk blev stillet, er klagerne ikke vidende om. Ifølge indklagede er en sådan sikkerhed ikke stillet.
I foråret 1986 lukkede D forretningen. Den 30. april 1986 indfriede indklagede en den 7. juni 1985 overfor et leasingselskab stillet garanti vedrørende leaset inventar i fiskeforretningen. Garantien blev indfriet med 50.000 kr., som blev debiteret kassekreditten, hvis saldo herefter var ca. 340.000 kr.
Klagerne har oplyst, at de i marts 1986 rettede henvendelse til en navngiven medarbejder i kontoførende afdeling, idet de havde erfaret, at D skulle have solgt sin forretning. De fik oplyst, at forretningen ikke var solgt, men understregede overfor medarbejderen, at de forventede at blive holdt orienteret. Ifølge indklagede erindrer ingen i afdelingen telefonsamtalen i enkeltheder udover, at det blev tilkendegivet, at klagerne ville få meddelelse, når kautionsforpligtelsen bortfaldt.
D solgte i 1986 sin faste ejendom samt bil og provenuet herfra henholdsvis ca. 95.000 kr. og ca. 18.000 kr. indsattes på kassekreditten den 21. juli 1986, hvorefter saldoen var 196.602,31 kr. Indklagede har oplyst, at det derefter aftaltes med D, at kreditten skulle afvikles/nedskrives månedlig med 6.000 kr.
Den 7. april 1987 var saldoen på kreditten 165.087,75 kr. Den følgende dag debiteredes 34.952,99 kr., hvorefter saldoen var 200.040,74 kr. Kreditten indfriedes den 9. april 1987, idet dens saldo på 200.040,74 kr. overførtes til en ny kassekredit, som skulle afvikles med 4.875 kr. månedligt. D underskrev kassekreditkontrakt herom den 24. april 1987. Den 10. september 1987 underskrev D påtegning på kassekreditkontrakten, hvorefter dennes maksimum forhøjedes med 6.411,75 kr. til i alt 188.123,42 kr., ligesom den månedlige ydelse blev nedsat til 2.875 kr. Af påtegningen fremgik, at der den 30. november 1989 skulle træffes ny aftale om afviklingen.
I forbindelse med ændringer i renteafgiftsloven blev kreditten den 30. december 1988 omlagt til et nyt lån med en hovedstol på 186.085,57 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.875 kr. Lånet skulle indfries i sin helhed den 30. november 1996.
Ved skrivelse af 4. februar 1992 til to af klagerne meddelte indklagede, at omlægningslånet var i restance med 5.750 kr., som man anmode om blev indbetalt. Engagementet med D er efterfølgende overgivet til retslig incasso.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at det var en forudsætning for deres kaution, at kassekreditten blev anvendt til erhvervsvirksomhed. Indklagede var bekendt hermed og burde derfor i foråret 1986 have orienteret klagerne om debitors lukning af fiskeforretningen. Indklagede burde endvidere have orienteret dem om realisationen af de stillede sikkerheder, om de indgåede afviklingsaftaler og om debitors manglende overholdelse af disse. Efter telefonsamtalen i marts 1986 hørte klagerne ikke yderligere om gældsforholdet før i februar 1992. Debiteringen af beløbet på 50.000 kr. til indfrielse af garantien er sket med urette, idet klagernes risiko herved blev forøget, og idet klagerne ikke havde kendskab til garantien. Uanset formuleringen af den anvendte standardformular ligger garantien udenfor, hvad klagerne måtte regne med. Fra omkring den 1. maj 1986 frem til udgangen af 1988 blev kassekreditten anvendt til private formål, hvilket også ligger uden for forudsætningerne for deres kaution. Dertil kommer, at der er sket en fuldstændig indfrielse af kassekreditten, idet denne blev indfriet ved omlægningslånet ultimo 1988. Allerede som følge heraf er kautionen bortfaldet, jfr. Ankenævnets kendelse i sag 450/1989. Indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank og sparekasselovens § 41, da de indgåede afviklingsaftaler reelt ikke blev overholdt.
Indklagede har anført, at det følger af kautionserklæringen, at der er tale om en kaution for alt mellemværende. Det fremgår ikke af kautionsdokumentet, at kautionen var knyttet sammen med fiskeforretningen eller med specifikke kreditfaciliteter. Kautionen er derfor afgivet ikke blot for den oprindelige kassekredit, men også for det øvrige engagement med indklagede. På denne baggrund undlod indklagede at give klagerne underretning om lukningen af forretningen og realisationen af de stillede sikkerheder samt de efterfølgende afviklingsaftaler, som blev overholdt indtil februar 1992. Klagerne måtte være bekendt med, at de ikke kunne betragte sig som frigjort, før de udtrykkeligt modtog meddelelse herom fra indklagede. Indklagede har ikke været forpligtet til at fremsende meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, når der er tale om kaution for alt mellemværende. Måtte en sådan meddelelsespligt antages at gælde, har klagerne ikke dokumenteret tab som følge af indklagedes undladelse. Ankenævnets kendelse i sag 450/1989 angik kaution for en bestemt kredit og ikke som her kaution for ethvert mellemværende.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder - bl.a. under hensyn til, at der er tale om beløbsbegrænset kaution - ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse kautionsdokumentets bestemmelse om, at kautionen omfatter enhver eksisterende eller fremtidig forpligtelse påhvilende debitor, for uforbindende for klagerne. Disses kautionsforpligtelser må derfor også omfatte den gæld, der opstod ved indklagedes indfrielse af garantiforpligtelsen over for leasingselskabet.
Af samme grund kan det forhold, at kassekreditten pr. 30. december 1988 blev afløst af et fast lån, ikke medføre, at klagernes kautionsforpligtelser er bortfaldet.
Tre medlemmer - Peter Blok, Lars Pedersen og Jørn Ravn - udtaler herefter:
Uanset at klagerne havde påtaget sig at kautionere for enhver gæld påhvilende debitor, burde indklagede i foråret 1986 have givet klagerne underretning om lukningen af debitors forretning og om realisationen af de af debitor stillede pantesikkerheder, ligesom indklagede burde have orienteret klagerne om de afviklingsaftaler, der blev indgået. Efter realisationen af sikkerhederne i juli 1986 udgjorde restgælden på kassekreditten ca. 196.000 kr., medens den ved omlægningen den 30. december 1988 udgjorde ca. 186.000 kr. Det fremgår heraf, at de indgåede afviklingsaftaler reelt ikke blev overholdt i denne periode, hvilket indklagede også burde have underrettet klagerne om, jfr. bank- og sparekasselovens § 41.
Indklagedes manglende underretning af klagerne om de nævnte forhold findes imidlertid ikke i sig selv at kunne medføre, at kautionsforpligtelserne anses for bortfaldet eller kan kræves nedsat. I overensstemmelse med princippet i bank- og sparekasselovens § 41 findes konsekvensen at måtte være, at kautionsforpligtelserne kan kræves nedsat i det omfang, den manglende underretning må antages at have forringet klagernes mulighed for at gøre regres mod debitor. Vi finder, at en stillingtagen til dette spørgsmål ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
To medlemmer - Peter Stig Hansen og Ole Simonsen - udtaler:
Vi finder ikke, at der har påhvilet indklagede en pligt til at orientere klagerne om afvikling af fiskeforretningen, realisation af aktiverne eller indgåelse af de forskellige afviklingsaftaler. Vi stemmer herefter for, at klagernes påstand ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.