Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gevinstopsparing, ejerforhold til indestående.

Sagsnummer: 256/1992
Dato: 26-10-1992
Ankenævn: Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne: Modregning - gevinstopsparingskonto/millionærkonto
Ledetekst: Gevinstopsparing, ejerforhold til indestående.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I 1986 ydede indklagede klageren, der dengang var ansat hos indklagede, et personalelån på i alt 113.000 kr. Engagementet blev senere misligholdt og blev i 1990 overgivet til inkasso. Den 23. maj 1990 afgav klageren insolvenserklæring i fogedretten i Frederikssund under en af indklagede begæret udlægsforretning.

Den 31. december 1991 oprettede klageren en gevinstopsparingskonto i indklagedes Mern afdeling og indsatte 10.000 kr. Den 15. januar 1992 indsatte klageren yderligere 3.000 kr. på kontoen.

Ved skrivelse af 18. marts 1992 meddelte indklagedes inkassoservice klageren, at man havde modregnet kontoens indestående på 13.000 kr. i klagerens gæld til indklagede, der androg 113.668,93 kr.

Ved skrivelse af 24. marts 1992 til indklagedes inkassoservice meddelte klageren, at 10.000 kr. af indeståendet på kontoen var et "øremærket" beløb tilhørende en anden person, idet 8.000 kr. af beløbet var en gave fra vedkommendes far og 2.000 kr. var indsat af vedkommende selv. Indklagede meddelte herefter klageren, at man i henhold til retspraksis var berettiget til at modregne i almindelige konti, hvortil gevinstopsparingskonti blev henregnet, hvorfor man ikke ville tilbageføre beløbet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at 10.000 kr. af indeståendet som tidligere anført overfor indklagede tilhørte en anden person. De 3.000 kr., der blev indsat den 15. januar 1992, var børnebidrag, der skulle bruges til tøj m.v. til hendes barn. På baggrund heraf finder klageren ikke, at indklagede har været berettiget til at modregne.

Indklagede har anført, at indklagedes inkassoafdeling den 18. marts 1992 genoptog sagen. En engagementforespørgsel viste, at klageren havde et indestående på 13.000 kr. på gevinstopsparingskontoen. Efter at inkassoafdelingen havde kontaktet Mern afdeling og konstateret, at betingelserne for modregning var opfyldt, foretog inkassoafdelingen modregning i indeståendet og sendte en modregningserklæring til klageren. Denne har ikke ved indsættelse af beløbet tilkendegivet overfor indklagede, at indeståendet ikke tilhørte hende, eller at hun ikke var berettiget til at disponere over det. Beløbet kunne derfor udbetales med frigørende virkning på klagerens anmodning, hvorfor samtlige betingelser for modregning var opfyldt.

Ankenævnets bemærkninger:

De almindelige betingelser for modregning har været til stede, og der findes ikke at foreligge særlige forhold, som kan begrunde, at indklagede var afskåret fra at foretage modregning. Det bemærkes herved, at klageren ikke ved indsættelserne på kontoen har tilkendegivet indklagede, at de indsatte beløb ikke tilhørte hende, eller at de skulle anvendes til et bestemt formål.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.