Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Retskraft af afgørelse i fogedsag

Sagsnummer: 14 /2014
Dato: 30-06-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Poul Erik Jensen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Ledetekst: Retskraft af afgørelse i fogedsag
Indklagede: DiBa Bank (Sydbank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage.

Sagens omstændigheder

I 2007 optog klageren et lån på 355.000 kr. i den daværende DiBa Bank til køb af aktier i banken.

Ved brev af 3. juli 2012 opsagde banken lånet til fuld indfrielse som følge af misligholdelse. Med et varsel på ti dage forbeholdt banken sig misligholdelsesrente på 22,50 % om året.

Den 24. september 2012 indgav klageren en klage over DiBa Bank til Ankenævnet. Klageren fik ikke medhold i sin påstand om, at banken skulle erstatte hans tab på det lånefinansierede aktiekøb. Et mindretal bestående af to ud af i alt fem nævnsmedlemmer fandt, at banken var erstatningsansvarlig over for klageren. Der henvises til Ankenævnets afgørelse af 11. april 2013 i sag nr. 407/2012.

Den 24. april 2013 indsatte klageren 148.225,53 kr. på lånet, hvis saldo herefter blev nedbragt til 0 kr. Ved e-mail af 1. maj 2013 anmodede banken klageren om at betale yderligere 37.826,39 kr., hvorved lånet ville blive fuldt indfriet. Beløbet vedrørte hovedsageligt misligholdelsesrenter og inkassoomkostninger.

Banken indgav en begæring til fogedretten om udlæg i klageren faste ejendom. Sagen blev behandlet på et fogedretsmøde den 7. maj 2013. følge fogedbogsudskriften mødte klageren personligt og gjorde indsigelse mod blandt andet opsigelsen og misligholdelsesrenterne. Fogedretten afviste indsigelserne og fremmede udlægsforretningen. Fogedrettens afgørelse blev efter det oplyste stadfæstet af Østre Landsret.

Den 14. januar 2014 indgav klageren en ny klage til Ankenævnet over DiBa Bank, nu Sydbank. Klagen vedrørte opsigelsen af aktielånet og de deraf følgende inkassoomkostninger og misligholdelsesrenter, samt et krav om erstatning for svie og smerte.

Ved brev af 16. januar 2014 blev klagen afvist af Ankenævnets sekretariat. Sekretariatet anførte, at Ankenævnet efter sine vedtægters § 5, stk. 1 ikke kan behandle klager, som er afgjort ved endelig dom, og at Ankenævnet efter fast praksis også afviser klager, der er afgjort af fogedretten. Sekretariatet anførte videre, at krav om erstatning for svie og smerte efter Ankenævnets praksis ikke var en formueretlig tvist, der kunne behandles af Ankenævnet.

Parternes påstande

Ved brev af 22. februar 2014 har klageren indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om realitetsbehandling.

Sydbank (DiBa Bank) har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Ankenævnet bør behandle klagen. Baggrunden for fogedretssagen var alene, at banken uretmæssigt havde opsagt lånet.

Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har afvist henvendelser fra ham med henvisning til Ankenævnets afgørelse. Han har undladt at anlægge retssag mod banken af frygt for, at en domstol ligeledes vil henholde sig til Ankenævnets afgørelse.

Banken bør betale erstatning for svie og smerte på baggrund af den trussel og den store belastning banken påførte ham i forbindelse med inkassosagen.

Ankenævnet bør genoptage sag nr. 407/2012, da der foreligger nye oplysninger. Han har således i det omfang det var muligt fremskaffet modbeviser til de udokumenterede usandheder, som banken fremførte i forbindelse med sagen, og som blev lagt til grund ved Ankenævnets afgørelse.

Sydbank (DiBa Bank) har anført, at sagen tidligere er afgjort af Ankenævnet, fogedretten, Østre Landsret og afvist af Finanstilsynet samt Forbrugerombudsmanden.

Fogedretten har taget stilling til renter og omkostninger og fandt, at klageren skulle betale disse. Afgørelsen er stadfæstet af Østre Landsret.

Ankenævnet kan ikke behandle en klage vedrørende erstatning for svie og smerte.

Der foreligger ikke oplysninger, der kan danne grundlag for genoptagelse af afgørelsen i 407/2012.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerens indsigelser mod DiBa Banks, nu Sydbanks, opsigelse af aktielånet samt efterfølgende misligholdelsesrenter og inkassoomkostninger blev den 7. maj 2013 behandlet af fogedretten, som afviste indsigelserne og foretog udlæg. Afgørelsen blev stadfæstet af Østre Landsret. Selvom reglerne om retskraft ikke måtte afskære klageren fra at få samme spørgsmål prøvet under en retssag ved de almindelige domstole, findes det at måtte følge af princippet i § 5 stk. 1 i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle indsigelserne.

Klagerens krav om erstatning for svie og smerte må anses for et krav om godtgørelse som følge af ikke økonomisk skade. Kravet vedrører derfor ikke en formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.

Ankenævnet tiltræder herefter sekretariatets afvisning af klagen.

Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage sag nr. 407/2012, der blev afgjort den 11. april 2013, og hvor klageren ikke fik medhold.

Klageren henvises til at anlægge en retssag mod banken ved de almindelige domstole, hvis han ønsker at gå videre med sagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.