Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning som følge af manglende underretning om overtræk på kassekredit.

Sagsnummer: 364/1995
Dato: 22-04-1996
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning som følge af manglende underretning om overtræk på kassekredit.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Til brug ved driften af en døgnkiosk ydede indklagedes Løjt afdeling den 29. juni 1989 klagerens datter en kassekredit på 125.000 kr. Samtidig påtog klageren sig sammen med sin ægtefælle selvskyldnerkaution for forpligtelser af enhver art, som datteren havde eller måtte få overfor indklagede. Herudover fik indklagede ligeledes til sikkerhed for forpligtelser af enhver art håndpant i et ejerpantebrev på 100.000 kr. i klagerens og ægtefællens ejendom, hvorfra datteren drev forretningen.

Til finansiering af en ombygning af forretningen ydede indklagede den 18. januar 1990 datteren et lån på 61.458 kr. Klageren og ægtefællen påtog sig selvskyldnerkaution for lånet ved deres underskrift på gældsbrevet.

Af kontoudtog fremgår, at indklagede i hvert fald i visse perioder har bevilget overtræk på kassekreditten, således i juni 1994 med 40.000 kr. og i april 1995 med 110.000 kr.

I forbindelse med salg af ejendommen ønskede klageren ejerpantebrevet kvitteret til aflysning mod betaling af 100.000 kr., hvorfor klagerens advokat ved skrivelse af 1. juni 1995 rettede henvendelse til indklagede herom.

Den 6. juni 1995 opsagde indklagede datterens engagement til indfrielse pr. 20. s.m. Kassekredittens saldo var på ca. 240.000 kr. (negativ), og restgælden på lånet var pr. 20. marts 1995 34.563,25 kr. Samtidig gjorde indklagede kautionen gældende over for klageren med 125.000 kr. med tillæg af rente fra 6. juni 1995 vedrørende kassekreditten og 34.563 kr. med tillæg af rente pr. 20. marts 1995 vedrørende lånet. Kvittering af ejerpantebrevet var betinget af opfyldelse af disse beløb.

Den 16. juni 1995 afgav klageren over for advokaten følgende erklæring:

"[Klageren] befuldmægtiger [advokaten] til af provenuet at afregne kr. 159.563,25 + yderligere renter til [indklagede] til endelig afgørelse af kautionsforpligtelsen og udlevering af ejerpantebrevet."

Indklagede har udleveret ejerpantebrevet til advokaten på betingelse af, at de skyldige beløb betales.

Ved klageskema af 6. juli 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 kr. i erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede begik fejl ved at undlade at meddele hende, at datteren ikke betalte afdrag eller renter på kassekreditten. Hun talte ikke så meget med datteren, som hun havde et anstrengt forhold til. I september 1994, hvor hun ved et tilfælde så en kontoudskrift vedrørende kassekreditten, blev hun opmærksom på, at kontoen var overtrukket. Såfremt ejendommen var blevet solgt, inden forretningen måtte lukke, kunne hun have opnået en merpris på ca. 100.000 kr. Indklagede bør erstatte hende dette beløb.

Indklagede har anført, at forpligtelsen til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 er opfyldt. Man var ikke forpligtet til at give skriftlig meddelelse om overskridelse af kreditmaksimum på kassekreditten. Overskridelsen har ikke betydning for klagerens hæftelse. Klageren hjalp datteren i forretningen og førte telefonsamtaler med indklagede vedrørende driften. Klageren var således fuldt ud bekendt med datterens økonomiske problemer. På grund af negativ udvikling i forretningens drift blev det allerede fra 1993 tilkendegivet over for klageren og familiens revisor, at engagementet ønskedes afviklet. Efter anmodning fra klageren undlod man at opsige engagementet for i stedet at afvente en frivillig afvikling af forretningen. Klageren traf på egen hånd beslutning om salg af ejendommen og tidspunktet herfor.

Ankenævnets bemærkninger:

Det kan efter det foreliggende ikke afgøres, om der har været et ubevilget overtræk på klagerens datters kassekredit gennem en sammenhængende periode på mere end 6 måneder. Selv om dette måtte være tilfældet, således at indklagede herved har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41, kan dette ikke medføre, at indklagede er erstatningsansvarlig for det tab, klageren måtte have lidt ved, at ejendommen ikke blev solgt på et tidligere tidspunkt. Allerede af denne grund kan klagerens erstatningspåstand ikke tages til følge.

Ankenævnet finder anledning til at tilføje følgende, for så vidt klagerens påstand skal forstås således, at hun subsidiært påstår kautionsforpligtelsen nedsat: Selv om indklagede måtte have tilsidesat underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41, kan kautionsforpligtelsen kun nedsættes, såfremt det må antages, at klagerens muligheder for at gøre regres mod sin datter herved er blevet forringet. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke sandsynliggjort, at dette er tilfældet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.