Afgørelse

Rådgivning om valg af renteprocent.

Klageren optog i december 1993 et kontantlån hos det indklagede realkreditinstitut. Lånet blev udbetalt ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 87,65. Klageren fik i februar 1996 ejendommen vurderet af en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for instituttet, og ansøgte i forlængelse heraf instituttet om låneomlægning. I låneansøgningen anførte klageren, at formålet med omlægningen var at forbedre det månedlige rådighedsbeløb. Af vurderingsrapporten, som blev tilsendt instituttet, fremgik det, at klageren ønskede et 30-årigt kontantlån baseret på 6 pct. obligationer. Instituttet afgav i marts 1996 tilbud på et kontantlån på 1.398.000 kr. Lånetilbudet var beregnet ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 80,90. Det for lånet udstedte pantebrev indeholdt en beskrivelse af kontantlånskonstruktionen. Det nye lån blev udbetalt i april 1996 ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 81,50. I forbindelse med salg af ejendommen i 2001 blev lånet på 1.398.000 kr. indfriet til kurs 99,00, svarende til en kursværdi på 1.559.968 kr. Klageren henvendte sig i februar 2002 til instituttet, idet han var utilfreds med rådgivningen i forbindelse med låneomlægningen i 1996. Klageren oplyste, at hans advokat i forbindelse med salget havde gjort ham opmærksom på, at det store kurstab kunne være undgået, hvis han havde optaget lånet baseret på 8 pct. eller 9 pct. obligationer, og at det i 1996 var sædvanligt at vælge et lån baseret på 8 pct. eller 9 pct. obligationer. Klageren opgjorde sit erstatningskrav til 243.319 kr. Instituttet afviste erstatningskravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham forskellen på kurstabet på et i 1996 optaget 8 pct. obligationslån og det omhandlede 6 pct. kontantlån med fradrag af ydelsesbesparelserne i 5 år. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke muligt at fastslå, hvilken konkret rådgivning der var givet klageren ved låneomlægningen i 1996. Nævnet henviste til, at det af låneansøgningen fremgik, at klageren ønskede låneomlægning med henblik på at forbedre det månedlige rådighedsbeløb, at klageren ifølge vurderingsrapporten, som blev tilsendt instituttet, ønskede et kontantlån på 1.398.000 kr. med en løbetid på 30 år og en obligationsrente på 6 pct., at kontantlånskonstruktionen var beskrevet i aftalegrundlaget, og at klageren også tidligere havde optaget kontantlån. På den baggrund kunne Nævnet ikke anse det for uforsvarligt, at instituttet ydede lånet som et kontantlån på grundlag af 6 pct. obligationer. Nævnet frifandt derfor instituttet.