Lån anvendt til indfrielse af fælleslån, samlevers lån samt kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 10 /1995 |
| Dato: | 16-11-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Inge Frølich, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Lån anvendt til indfrielse af fælleslån, samlevers lån samt kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I december 1988 ydede indklagede klagerens daværende samlever en kassekredit på 20.000 kr. Ved kassekreditkontrakt af 14. februar 1989 blev kreditten forhøjet med 15.000 kr. til 35.000 kr. Klageren underskrev på kontraktens side 2 som selvskyldnerkautionist; på kontraktens forside var ved afkrydsning angivet, at der var tale om en forhøjelse af en tidligere kredit med 15.000 kr. Ved kassekreditkontrakt af 7. april s.å. forhøjedes kreditten til 55.000 kr., og klageren underskrev påny som selvskyldnerkautionist.
I august 1989 blev to lån, der tidligere var ydet klageren, sammenlagt til ét lån på 30.000 kr., ligesom indklagede bevilgede klageren en kassekredit på 15.000 kr.; kassekreditten blev i august 1990 forhøjet til 20.000 kr. og i februar 1991 til 30.000 kr.
I december 1991 etableredes et lån på 107.000 kr., hvis provenu anvendtes til indfrielse af klagerens og samleverens kassekreditter. Lånet etableredes som et fælleslån.
I juni 1992 ydede indklagede klageren et lån på 136.000 kr. Provenuet anvendtes til indfrielse af lånet ydet i august 1989 opgjort til 19.393,36 kr., fælleslånet opgjort til 104.552,79 kr. og indfrielse af et lån, for hvilket alene samleveren hæftede, opgjort til 11.017,19 kr.
I oktober 1994 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede. Advokaten forespurgte, med hvilken begrundelse klageren var blevet rådgivet til at tiltræde som kautionist ved forhøjelsen af samleverens kassekredit, således at kautionen også var gældende for tidligere ydet kredit. Endvidere blev indklagede anmodet om at redegøre for, med hvilken begrundelse klageren var blevet rådgivet til at indfri samleverens lån på ca. 11.000 kr.
Klagerens advokat anførte under den videre korrespondance med indklagede, at klageren ikke havde været vidende om, at hun havde tiltrådt dokumentet om kautionen for kreditten med forhøjelsen til 35.000 kr. Indklagede anførte under korrespondancen, at de foretagne dispositioner var i overensstemmelse med det med klageren aftalte.
Ved klageskema af 5. januar 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at se bort fra klagerens kautionsforpligtelse påtaget i februar 1989 samt hæftelse for samleverens lån på 11.017,19 kr., subsidiært at hæftelsen vedrørende kautionsforpligtelsen bortfalder og mere subsidiært, at hæftelsen vedrørende lånet bortfalder. Påstanden omfatter samtidig bortfald af rentebeløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hendes kautionsforpligtelse påtaget i februar 1989 bør bortfalde, idet hun afgav kaution for en kredit, som allerede var stillet til rådighed for samleveren. Det er ikke godtgjort, at indklagede har foretaget rådgivning af hende herom. Indklagedes medarbejder oplyste, at hendes kaution skete for en ordens skyld og rent proforma, og at det egentlig var ligegyldig, om det var den første den bedste fra gaden eller hende, der skulle skrive under. Kautionsforpligtelsen bør derfor nedsættes med 20.000 kr. med tillæg af renter. For så vidt angår hendes overtagelsen af samleverens lån i juni 1992 opgjort til 11.017,19 kr., må det lægges til grund, at dette beroede på rådgivning fra indklagedes side. På dette tidspunkt var samlivet ophørt, hvilket indklagede var bekendt med. Det har medført et direkte tab for hende på 11.017,19 kr. med tillæg af renter, idet hun påtog sig en gældsforpligtelse, som hun ikke i forvejen hæftede for, ligesom der ikke var nogen fornuftig begrundelse for, at hun skulle påtage sig gælden. Hun fik at vide, at hvis hun ikke overtog samleverens usikrede lån, ville hele kreditten blive opsagt til indfrielse, herunder hendes fars kautionsforpligtelse for lånet på oprindeligt 30.000 kr. Det bestrides, at hun som følge af passivitet på nuværende tidspunkt er afskåret fra at rejse indsigelse, idet virkningen af de påtagne forpligtelser først er blevet mærkbare for hende efter låneomlægningen i juni 1992.
Indklagede har anført, at det bestrides, at klageren ikke skulle være bekendt med, at hun påtog sig en kaution for tidligere ydet kredit. Det fremgår klart af kassekreditkontrakten fra februar som april 1989, at der var tale om forhøjelser af en tidligere kredit. Det bestrides, at klageren ikke skulle være indforstået med at påtage sig hæftelsen for samleverens lån på de ca. 11.000 kr. Dette blev nøje gennemgået med klageren i forbindelse med bevillingen af lånet på 136.000 kr. Det bestrides, at man skulle have truet med opsigelse af engagementet. Klagerens overtagelse af dette lån skete frivilligt. Det ses ofte, at samboende, slægtninge el.lign. ønsker at overtage et lån fra en skyldner, hvilket kan være begrundet med, at pågældende har haft glæde af det ydede lån. Klageren har først mere end to år efter låneomlægningen i juni 1992 rejst indsigelse mod omlægningen. Dette bør medføre, at klageren på grund af passivitet må være afskåret fra nu at fragå sine tidligere dispositioner.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren optog i juni 1992 et lån på 136.000 kr., og hele provenuet blev anvendt til indfrielse af hendes og samleverens eksisterende lån. Ankenævnet finder, at dette må have stået klageren helt klart, idet hun ikke kan have fået udbetalt nogen del af låneprovenuet. Ankenævnet bemærker endvidere, at det - da klageren i 1989 kautionerede for samleveren - må have stået hende klart, at hun bl.a. kautionerede for en allerede ydet kredit, idet det fremgår af det dokument, hun underskrev, at der var tale om forhøjelse af en allerede ydet kreditramme.
Tre medlemmer - Niels Waage, Allan Pedersen og Jens Ole Stahl - udtaler herefter:
Vi anser det endvidere ikke som usædvanligt eller unaturligt, at klageren i forbindelse med optagelsen af lånet på 136.000 kr. indfriede den gæld, for hvilken samleveren (eller den tidligere samlever) hæftede alene, og som kun udgør en ganske beskeden del af den samlede indfriede gæld. Idet vi herefter ikke finder det sandsynliggjort, at den rådgivning, som indklagede ydede klageren i forbindelse med de dispositioner, der er omhandlet i sagen, skulle have været mangelfuld eller vildledende, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Niels Busk og Inge Frølich - udtaler:
Vi lægger til grund, at samlivet mellem klageren og samleveren var ophørt, da klageren underskrev lånedokumentet, hvorved hun kom til at hæfte for en gæld på 11.000 kr., som hun ikke hidtil havde hæftet for. Vi finder på denne baggrund, at indklagede ikke burde have tilskyndet klageren til at underskrive lånedokumentet og stemmer herefter for, at indklagede tilpligtes at nedskrive klagerens gæld til indklagede, således at klageren stilles, som om hun ikke havde overtaget samleverens selvstændige gældsforpligtelse.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Klagen tages ikke til følge.