Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod krav om ophør af handel med bitcoins og mod varsel om spærring af engagement og opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagsnummer: 759/2023
Dato: 30-08-2024
Ankenævn: Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Mette Linde-kvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Indlån - opsigelse
Ledetekst: Indsigelse mod krav om ophør af handel med bitcoins og mod varsel om spærring af engagement og opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod krav om ophør af handel med bitcoins og mod varsel om spærring af engagement og opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. 

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en privatkonto.

Banken har oplyst, at klageren blandt andet anvendte sin konto til at indsætte og overføre beløb i forbindelse med køb og salg af bitcoins, både ved kontant køb samt salg over en kryptobørs, C.

Banken har endvidere oplyst, at den kontaktede klageren telefonisk den 26. oktober 2023 og spurgte nærmere ind til hans brug af kontoen. Klageren oplyste, at han i oktober 2023 modtog i alt 201.000 kr. gennem C hidrørende fra salg af bitcoins købt kontant syv til otte år tidligere. I en netbankbesked af 26. oktober 2023 til klageren bad banken om dokumentation for midlernes oprindelse.

I en netbankbesked samme dag til banken anførte klageren blandt andet:

”…

Jeg vedhæfter udskrift af e-mails fra [C] i forbindelse med salg af bitcoin. De indeholder nogle referencer i forbindelse med de to transaktioner.

Som jeg sagde over telefonen så købte jeg kryptovaluta for ca. 7 år siden som jeg har solgt for et par dage igennem [C] og overført pengene til min konto.

…”

I en netbankbesked af 27. oktober 2023 til klageren anførte banken:

”…

Nykredit har behov for at du indsender et kontoudtog fra [C] som du har modtaget pengene fra, hvor man kan se hvornår og hvordan de 2.500 kr. er indskudt dengang. [C] er en velkendt handelsplatform og har mulighed for at kunne finde kontoudtog. Du oplyste en 3. person har fået pengene fra dig kontant, hvis denne person har indskudt dem fra egen [C] konto kan du sende vedkommendes kontoudtog.”

I en netbankbesked samme dag til banken anførte klageren:

”Jeg har ikke købt bitcoin igennem [C]. Jeg har blot brugt dem til at konvertere BTC til DKK.

Så for at opsummere tidslinjen:

Ca. 7 år siden købte 1 bitcoin kontant for 2.500 kr. fra en privat person. Det er anonymt. BTC blev overført direkte i min private BTC wallet.

I denne måned:

  • Jeg genskaber mit bitcoin wallet (på min PC) ud fra backup
  • Overfører 0,5 BTC til [C]
  • Konverterer 0,5 til DKK
  • Overfører DKK til Nykredit
  • Overfører 0,5 BTC til [C]
  • Konverterer 0,5 til DKK
  • Overfører DKK til Nykredit

Som jeg har forsøgt at forklare i telefonen så kommer pengene fra min egen bitcoin wallet. Så der er ikke nogen 3. person som skal redegøre for noget.

Jeg vedhæfter en PDF fra [C] der viser, at jeg har overført BTC til dem og konverteret til DKK.”

I en netbankbesked af 6. december 2023 til klageren anførte banken:

”Vi har tidligere skrevet til dig og bedt dig besvare nogle spørgsmål samt indsende dokumentation vedrørende din brug af Nykredit. Vi har blandt andet spurgt ind til nogle konkrete transaktioner på dine konti hos os.

Vi kan se, at du i oktober 2023 anvender din konto til modtagelse af provenu fra salg af kryptovaluta, uden at kunne dokumentere midlernes oprindelse tilstrækkeligt. Vi har derfor forsøgt at kontakte dig telefonisk for at få en bedre forståelse af din brug af dine konti hos os. Desværre er det ikke lykkedes os at træffe dig, og derfor skriver vi nu til dig.

I Nykredit vil vi gerne forstå vores kunders brug af deres konti. Desuden er vi som bank forpligtet til at leve op til myndighedernes krav om at kende vores kunder samt deres måde at bruge banken på. Da vi ikke har fået en tilstrækkelig forståelse af din anvendelse af dine konti, kan vi derfor ikke længere acceptere, at du benytter dine konti hos os til ovennævnte aktiviteter.

Hvis vi fremover kan konstatere, at du fortsætter med aktiviteten, forbeholder vi os retten til at begrænse din fremtidige brug af Nykredit. I yderste konsekvens ville det kunne føre til en opsigelse af dit kundeforhold.

…”

Den 6. december 2023 sendte klageren en skriftlig klage til bankens klageansvarlige. Han anførte, at bankens varsel om en mulig forestående opsigelse af kundeforholdet, såfremt han ikke ophørte med køb og salg af bitcoins, var uberettiget.

Banken afviste klagen den 14. december 2023 begrundet i, at banken efter en nærmere gennemgang fortsat ikke havde tilstrækkelig forståelse for klagerens brug af banken, hvorfor banken ikke mente at kunne leve op til kravene om kundekendskab, såfremt klageren ikke kunne dokumentere de konkrete transaktioner. Banken forbeholdt sig derfor retten til i yderste konsekvens at bringe kundeopholdet til ophør.

Parternes påstande

Den 19. december 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal trække sit krav om, at han skal ophøre med handle med bitcoins via sin konto i banken, tilbage.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han har købt 1 BTC kontant for over syv år siden. Det foregik kontant. Det betyder, at han gav et kontant beløb til en person, som han mødte på et offentligt sted, og han modtog 1 BTC i sin private bitcoin tegnebog. Ingen banker var indblandet i det.

Han solgte denne BTC i 2023 igennem en kryptobørs og tjente på det. Han modtog pengene på sin konto i Nykredit. Han oplyste fortjenesten til Skat og betalte skat af det.

Banken bliver ved med at kræve dokumentation for, hvor pengene kommer fra, og gentager det samme igen og igen. Det er sket fire-fem gange igennem telefonopkald og flere beskeder på netbanken.

Han er blevet truet med at blive smidt ud af banken på baggrund af denne sag, hvis han handler med bitcoins igen.

Banken fortæller ham ikke, hvilke oplysninger han skal give, men blot at han ikke har givet banken nok oplysninger.

Han kan ikke fremtrylle dokumentation for en kontant handel, som ligger så langt tilbage. Han har spurgt banken (telefonisk) om, hvor langt tilbage den må kræve dokumentation for kontante handler, men har ikke fået noget svar.

Han ønsker, at banken trækker kravet om, at han ikke må handle med kryptovaluta tilbage. Det er et absurd krav. Han har ikke gjort noget galt.

Han ønsker desuden, at banken holder op med at kræve beviser for en kontant handel, som fandt sted for over syv år siden.

Han har forklaret, hvor pengene stammer fra, og sendt banken beviser i form af udskrift fra den kryptobørs, han brugte til at handle på.

Nykredit Bank har anført, at at banken er underlagt hvidvasklovens regler for pengeinstitutter. Dette medfører en række forpligtelser, herunder dem, der fremgår af hvidvasklovens kapitel 3 om kundekendskabsprocedurer.

Af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4, følger det, at banken skal vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Videre følger det af hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 5, at banken løbende skal overvåge en etableret forretningsforbindelse, og at transaktionerne, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kundens forretningsprofil og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse.

Af hvidvasklovens § 14, stk. 5, 1. pkt., følger, at kan kravene i § 11, stk. 1, nr.1-4, og stk. 2 og 3, ikke opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Banken er således ikke blot berettiget, men også forpligtet til at gennemføre ajourføring af kundekendskabsoplysningerne i kundeforholdet og endvidere opsige engagementet, såfremt banken på baggrund heraf finder, at det ikke i tilstrækkelig grad vil være muligt at efterleve sine forpligtelser efter hvidvaskloven ved fortsættelse af kundeforholdet.

Banken har som følge af sine forpligtelser efter hvidvaskloven løbende forholdt sig til klagerens kundeforhold og har bedt om relevant dokumentation fra klageren for at give banken tilstrækkelig indsigt i hans brug af banken. Banken har således foretaget en grundig gennemgang og vurdering af klagerens kundeforhold. Ved denne gennemgang har banken fundet, at de transaktioner, som skete på klagerens konti, der relaterede sig til køb og salg af bitcoins, medførte, at banken ikke til en tilfredsstillende grad kunne opnå den nødvendige forståelse for klagerens brug af banken. Banken valgte derfor at orientere klageren om, at fortsat brug af banken til køb og salg af bitcoins kunne medføre, at banken begrænsede klagerens fremtidige brug af banken, samt at dette i yderste konsekvens ville kunne føre til en opsigelse af kundeforholdet.

Banken har således taget de i hvidvasklovens nødvendige foranstaltninger i brug korrekt for at begrænse hvidvaskrisici.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en privatkonto.

Klageren har oplyst, at han købte 1 BTC kontant for over syv år siden. Han gav et kontant beløb til en person, som han mødte på et offentligt sted, og han modtog 1 BTC i sin private bitcoin tegnebog. Ingen banker var indblandet i det. Han solgte denne BTC i 2023 igennem kryptobørsen C, og der indgik i alt 201.000 kr. på hans konto i banken. Han oplyste fortjenesten til Skat og betalte skat af den.

Banken bad gentagne gange klageren indsende dokumentation for midlernes oprindelse.

Klageren sendte blandt andet en PDF fra C og anførte, at den viste, at han havde overført BTC til C og konverteret til DKK.

I en netbankbesked af 6. december 2023 til klageren anførte banken, at den ikke havde fået en tilstrækkelig forståelse af anvendelse af klagerens konti, og at den derfor ikke længere kunne acceptere, at klageren benyttede sine konti i banken til køb og salg af bitcoins. Banken anførte endvidere, at såfremt den fremover kunne konstatere, at klageren fortsatte med aktiviteten, forbeholdt den sig ret til at begrænse hans fremtidige brug af banken. I yderste konsekvens ville det kunne føre til en opsigelse af klagerens kundeforhold.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens varsel om spærring og i yderste konsekvens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Ankenævnet bemærker i tilknytning hertil, at fastlæggelse af bankens forretningsområde, herunder begrænsninger i anvendelse af konti i banken til køb og salg af kryptovaluta, beror på bankens egen beslutning.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.