Kaution, gammel gæld, indfrielse, forrentning.
| Sagsnummer: | 680/1993 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Passivitet - hæftelse |
| Ledetekst: | Kaution, gammel gæld, indfrielse, forrentning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører, om klageren kan gøre krav gældende overfor indklagede i anledning af klagerens kaution stillet for hendes søns engagement med indklagede.
I marts 1986 etablerede klagerens søn et EDB-firma og blev efter anbefaling fra klageren kunde hos indklagede. Indklagede ydede sønnen en kassekredit på 20.000 kr. I september 1986 blev kassekreditten forhøjet til 150.000 kr., og samtidig ydede indklagede et lån på 400.000 kr. til sønnen og dennes ægtefælle, for hvilket klageren kautionerede ved underskrift af 30. september 1986 på gældsbrevet. Aftale om afvikling skulle træffes senest 30. september 1987.
Ifølge indklagede blev af kautionslånet anvendt 172.000 kr. til udbetaling på en ejerlejlighed, 170.000 kr. til indfrielse af et lån i sønnens tidligere pengeinstitut og 58.000 kr. til køb af en brugt bil. Klageren blev grundigt informeret om lånets anvendelse samt baggrunden for udvidelsen af kassekreditten. Klageren bestrider, at hun blev informeret om lånets anvendelse. Hun var bekendt med, at et ejerpantebrev på 95.000 kr. af sønnen blev stillet til sikkerhed for lånet, hvorfor hun anså sin risiko for ca. 300.000 kr. Ifølge klagerens søn blev låneprovenuet anvendt til indfrielse af 2 lån, indklagede havde ydet ham i foråret 1986: en "Byt og Flyt" -kredit på 215.000 kr. og et lån på 170.000 kr. stiftet til indfrielse af et lån i Den Danske Bank.
I november 1986 blev sønnens kassekredit forhøjet til 400.000 kr. mod kaution fra sønnens svigerfar. Klageren blev gjort bekendt hermed.
I juni 1987 anmodede sønnen om en udvidelse af sit engagement med 400.000 kr., hvilket indklagede i første omgang afslog. Ifølge indklagede anmodede sønnen og klageren indklagede om at overveje afslaget og henviste i denne forbindelse til klagerens mangeårige kundeforhold og til, at sønnens svigerfar var indstillet på at kautionere. Herefter blev kreditten udvidet til 800.000 kr. med sønnens svigerfar som kautionist. Klageren bestrider indklagedes fremstilling af sagen på dette punkt. Samtidig med forhøjelsen af kassekreditten ændredes klagerens kautionsforpligtelse til håndpantsætning af 4 ejerpantebreve med en samlet hovedstol på 400.000 kr. med pant i ejendomme tilhørende klageren og dennes ægtefælle.
I april 1988 blev sønnens bo taget under konkursbehandling. Den 28. december 1988 underskrev klageren en allonge til det sikrede lån, hvorefter hun overtog forpligtelserne ifølge dette. Gælden blev opgjort til 468.678 kr. med tillæg af renter fra 30. september 1988. Lånet blev samtidig nedbragt ekstraordinært med 89.235 kr., som var arv fra klagerens svigerfars dødsbo. Klageren hensad på dette tidspunkt i uskiftet bo, idet hendes ægtefælle var død i oktober 1988. Til sikkerhed for lånet håndpantsattes ejerpantebreve. Lånet skulle afvikles med 6.051 kr. månedligt, og renten var p.t. 15% p.a. Klageren har afviklet lånet planmæssigt.
I september 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede under henvisning til, at hun fandt, at indklagede havde pådraget sig erstatningsansvar overfor hende vedrørende sønnens engagement, ligesom hun bemærkede, at hun siden januar 1989 havde betalt ydelser med i alt ca. 390.000 kr. Efter afholdelse af møde med klageren afslog indklagede at imødekomme klageren.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet skal anses for indfriet pr. 31. december 1993, subsidiært tilpligtes at nedsætte restgælden.
Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt at nedsætte renten på klagerens lån fra p.t. 14 3/4 % p.a. til p.t. 8½% p.a. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun først i efteråret 1988 efter sønnens konkurs blev bekendt med, at hendes kaution sikrede allerede stiftet gæld. Hun er bekendt med risikoen ved at kautionere, men finder, at indklagede burde have udvist større skepsis og forsigtighed ved vurderingen af sønnens engagement; af denne grund har indklagede pådraget sig et medansvar, idet hun lagde vægt på, at indklagede vurderede sønnens engagement positivt. Afviklingslånets forrentning har varieret mellem 16 og 20%, som er en urimelig høj forrentning, og som reelt vil medføre, at hun ikke har mulighed for at afvikle lånet, før hun skal pensioneres. Den kreditor, som foranledigede sønnens konkurs, havde et tilgodehavende i størrelsesordenen 50.000 kr. Klageren blev ikke af indklagede gjort bekendt hermed, uagtet at hun ville have kunnet afværge konkursen og dermed, at kautionen blev gjort gældende. Hun rettede først henvendelse til indklagede i 1993, da hun på dette tidspunkt med rette kunne anføre at have betalt sin gæld. Indklagedes tilbud om nedsættelse af rentesatsen finder hun utilfredsstillende, idet det ikke er med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har fastholdt, at klageren var bekendt med, hvortil kautionslånets provenu skulle anvendes, forinden hun kautionerede. Indklagede finder ikke, at behandlingen af sagen kan kritiseres, og klageren må være afskåret fra at påberåbe sig omstændigheder tilbage i 1986, 1987 og 1988 henset til, at hun har vedstået sin afviklingsforpligtelse frem til 1993. Tilbuddet om nedsættelse af renten er begrundet i restgældens størrelse, de hidtil foretagne indbetalinger og det forhold, at klageren om nogle år skal pensioneres.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren underskrev den 28. december 1988 en allonge, hvorved hun overtog forpligtelsen som debitor i henhold til det lån på oprindelig 400.000 kr., for hvilket hun havde kautioneret i september 1986 og i juni 1987 i stedet stillet sikkerhed ved håndpantsætning af ejerpantebreve. Klageren, der ifølge sin egen fremstilling i efteråret 1988 havde modtaget oplysning om, hvorledes provenuet af det sikrede lån i sin tid var blevet anvendt, har ved underskrivelsen af allongen uden forbehold anerkendt sin kautionsforpligtelse/sikkerhedsstillelse og har herefter gennem næsten 5 år uden indsigelse betalt ydelser på lånet. På denne baggrund findes klageren at måtte være afskåret fra nu at gøre gældende, at hendes kautionsforpligtelse/håndpantsætning helt eller delvis var ugyldig. Ankenævnet finder, at der heller ikke foreligger noget andet grundlag for at anse klagerens gæld for afviklet eller for at nedsætte restgælden, ligesom nævnet ikke finder grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte de debiterede renter. Klagen tages således ikke til følge, hverken helt eller delvis.
Det bemærkes, at Ankenævnet går ud fra, at indklagedes tilbud om nedsættelse af lånets rente med virkning for fremtiden fortsat står ved magt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.