Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om rentekompensation på omprioriteringskonto oprettet i forbindelse med et bankskifte og omlægning af lån

Sagsnummer: 346 /2015
Dato: 29-11-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Michael Reved, Astrid Thomas, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Rente - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om rentekompensation på omprioriteringskonto oprettet i forbindelse med et bankskifte og omlægning af lån
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører en indsigelse om for lang ekspeditionstid ved omlægning af et boliglån og krav om rentekompensation.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var den 21. marts 2013 til et møde i Nordea Bank vedrørende M’s bankskifte fra bank 1 til Nordea. H var allerede kunde i banken. Klagerne boede i en ejendom A, som M på daværende tidspunkt var eneejer af.

Bankskiftet omfattede ifølge et referat udarbejdet af en rådgiver, R1, fra banken et bolig-, forbrugs- og billån, som skulle optages hos banken og et rentetilpasningslån hos et realkreditinstitut, RK1, der skulle omlægges til et realkreditlån i et andet realkreditinstitut, RK2. Det fremgik også, at bankskiftet kunne tage op til 6-8 uger.

Klagerne ønskede at få omlagt rentetilpasningslånet til et 3,5 % fastforrentet obligationslån på 1.360.000 kr. med afdragsfrihed i 10 år i RK2.

H havde en konto -112 i banken, og ved M’s bankskifte fik klagerne oprettet en fælles budgetkonto -114 og M fik en lønkonto -674.

Den 7. april 2013 underskrev klagerne en kreditkontrakt, hvorved der blev oprettet en omprioriteringskonto -944 med et kreditmaksimum på 2 mio. kr. i banken. Renten, der blev tilskrevet kvartalvis, var 12,25 %. De årlige omkostninger i procent ved fuld udnyttelse af kreditten i de første tre måneder var 12,85.

Den 17. maj 2013 skrev M en mail til R1 og spurgte blandt andet ind til flytningen af engagementet. Af mailen fremgik også, at klagerne i stedet for at flytte fra ejendom A ønskede at renovere den, og at et møde om lån og renovering af ejendom A ville være en god ide.

Den 10. juni 2013 blev billånet på 218.569,78 kr., forbrugslånet på 66.216,47 kr. og boliglånet på 657.158,58 kr. overført fra bank 1 og posteret på omprioriteringskontoen.

Banken har oplyst, at gælden vedrørende bolig- og forbrugslånet skulle omlægges til et Nordea Prioritets- og Forbrugslån, hvilket imidlertid ikke skete, da klagerne ikke returnerede lånedokumenterne.

Den 1. juli 2013 blev der overført 23.218,33 kr. fra omprioriteringskontoen til inddækning af ”mastercard træk” og 7.000 kr. til budgetkontoen.

Banken har oplyst, at klagerne i midten af august 2013 oplyste, at de overvejede at sælge ejendom A. Efter det oplyste var et mageskifte også på tale.

Den 25. september 2013 skrev M en mail til R1 og oplyste, at hans konto var i overtræk, fordi han over de seneste tre måneder havde renoveret ejendom A. Klagerne manglende nu 50.000 kr. til renovering af bryggers og badeværelse. Det fremgik også at de, efter at have besigtiget en ejendom B, var gået tilbage til en oprindelig plan om en tilbygning til ejendom A. Følgende fremgik også:

”…

For tilbygningen på [ejendom A] med alt lavet skulle vi lande på max 350000kr og jeg for et endegyldigt byggetilbud i slutningen af næste uge. Jeg håber derfor at vi snart kan tage et møde i banken og få styr på det sidste fastforrentede lån osv..

Slutteligt vil gerne have at du fjerner min sidste mastercard gæld på Grundkonto med kredit samt det sidste på kortet – hvor der er lidt gæld fra september. Så jeg kan starte på en frisk fra Oktober.

…”

Den 30. september 2013 blev der tilskrevet renter på 27.032,54 kr. på omprioriteringskontoen.

Klagerne var den 24. oktober 2013 til et møde med banken. Af referatet fra mødet fremgik blandt andet, at klagerne havde besluttet at blive boende på ejendom A, hvorfor de nu havde behov for finansiering til istandsættelse og udbygning. Det fremgik videre, at banken var interesseret i at hjælpe klagerne hermed. Et endeligt finansieringstilsagn krævede dog en forhåndsvurdering fra en ejendomsmægler og godkendelse fra bankens kreditgruppe. Af referatet fremgik yderligere:

”…

Finansieringsplan

På mødet opstillede vi en finansieringsplan og kom frem til en samlet sum på ca. 2.544.300 kr. inkl. restgælden på realkreditlånet og det beløb som der skyldes på omprioriteringskontoen. I beløbet er også medregnet omkostninger til [RK2], Nordea Bank og Staten. Vi har i finansieringsplanen regnet med en forventet handelsværdi (forhåndsvurdering) på 2.200.000 kr. [navn] skal vurdere projektet både inden byggeprojektet påbegyndes og når byggeriet er færdigt. Det er vurderingen fra [navn], som vi bestiller forhåndslånet hos [RK2] efter. I beregningen har vi taget udgangspunkt i følgende finansiering i finansieringsplanen:

  • … 3,50 Obligationslån med afvikling. 30 års løbetid og med en hovedstol på 1.790.000 kr. og ved en dagskurs pr. 24. oktober 2013 på 98,35 …
  • Nordea Prioritet Boligkøb 450.000 kr. med variabel rente, som p.t. er 6,45 %. Lånet oprettes når byggesagen afsluttes, indtil da lånes pengene på en Byggekonto med variabel rente.
  • Forbrugslån på 335.000 kr. med variabel rente, som p.t. er 10,25 %

Valg af lån/finansiering

Vi talte om jeres muligheder for finansiering af ejendommen (der er et lån i [RK1] med en hovedstol på 1.200.000 kr. og der er oprettet en omprioriteringskonto i Nordea, hvor der d.d. skyldes ca. 916.400 kr.) og jeres projekt med et forhåndslån. På baggrund af forhåndsvurderingen hjemtages et forhåndslån i [RK2]. Forhåndslånet er foreløbigt og kan kræves nedbragt, hvis den endelige værdi af huset efter projektets færdiggørelse ikke svarer til den oprindelige forudsatte værdi. Det betyder at lånet i banken vil blive større.

…”

Banken har oplyst, at klagerne ikke vendte tilbage vedrørende byggeprojektet.

Den 2. december 2013 blev der overført 40.000 kr. fra omprioriteringskontoen til budgetkontoen til delvis inddækning af et overtræk. Den 31. december 2013 blev omprioriteringskontoen tilskrevet renter på 28.898,23 kr., hvorefter trækningsretten var udnyttet med ca. 1 mio. kr.

Den 26. februar 2014 skrev M til R1 og spurgte ind til tidshorisonten på oprydning af konti og oprettelse af lån.

Den 7. marts 2014 skrev R1 en mail til M og oplyste, at banken nu havde fået et indfrielsestilbud fra RK1 pr. 1. april 2014. Af mailen fremgik også:

”…

Vi skal derfor have talt om en evt. kurssikring af lånet til udbetaling hos [RK2]. Derudover bestiller jeg samtidig banklån på det resterende op til 100 % af vurderingen. Det resterende skal finansieres over et forbrugslån, da det ikke kan indeholdes inden for vurderingen. Det resterende beløb er 450.000 kr. uden [en gældspost til en bank 2], hvilket vil sige, at jeres øvrige lån faktisk er steget med 300.000 kr., da vi tidligere har regnet med forbrugslån på 150.000 kr.

Jeg troede at I var fastsat på at blive boede på [ejendom A]? Vi bliver nødt til at få afsluttet overførslen af det resterende engagement, da I pt. også er i overtræk. Når det er på plads, er det fint at I kigger videre på bolig-skifte. …

Jeg prøver at fange dig mandag, så vi kan få bestilt lån mv.

…”

Den 31. marts 2014 blev der tilskrevet renter på omprioriteringskontoen på 30.364,24 kr., hvorefter trækket var på 1.035.620,37 kr.

Klagerne underskrev den 8. april 2014 en aftale om Nordea Prioritet Boligkøb, som indeholdt et lån på 500.000 kr., der blev indsat på klagernes Nordea Prioritet indlånskonto -395. Renten var variabel for tiden 6,45 %, og de årlige omkostninger i procent var 6,74. Banken har under sagen oplyst, at kontonummeret på indlånskontoen af systemmæssige årsager blev ændret til -323.

Den 9. april 2014 blev der overført 112.000 kr. fra omprioriteringskontoen til budgetkontoen, hvorved et overtræk blev inddækket. Trækket på omprioriteringskontoen var herefter på 1.174.620,37 kr.

Den 10. april 2014 skrev M endnu en mail til R1 vedrørende bankens sletning af en kredit på M’s lønkonto. M anmodede samtidig R1 om at få tilknyttet en kredit til budgetkontoen. Af mailen fremgik også:

”…

Det er I tankerne at [H] og jeg vil finde et billigere hus på landet og der er ret så mange af dem =).

”Tilbage den d. 04/11/13 – skrev jeg følgende: Vil du rydde op så jeg har overskud på forbrugskontoen på ca. 17430kr. på forbrugskontoen. Dette er det overskud efter betalte regninger i denne måned jeg har.”

Hvornår sker dette” Jeg star og mangler de penge nu…

…”

I en mail af 26. september 2014 fra klagerne til R1 oplyste klagerne, at de var blevet gift, og at de ønskede at eje ejendom A i lige sameje. De havde i den forbindelse haft udgifter på 10.000 kr. til skøde og udarbejdelse af testamente, som de anmodede banken om et lån til betaling af. Af mailen fremgik også:

”…

Vi har derfor behov for et lån som kan dække disse udgifter samt lægge mastercard gælden I denne måned sammen med et endeligt lån. Når skødecenteret papir er skrevet under via tinglysningen kommer bankpapirene til dig asap.

Vi undskylder alt den vent tid der har været – men har haft så mange opgaver og arbejde at det ikke har kunnet lade sig gøre før.

…”

R1 besvarede klagernes mail den 3. oktober 2014 og oplyste, at der var overført 10.000 kr. fra omprioriteringskontoen til M’s lønkonto, og at det formentlig nu var nødvendigt at tilrette aftaledokumenterne til låneomlægningen. M oplyste i en mail af den 7. oktober 2014 til R1, at skødet var betalt, og at det sammen med deres vielsesattest og yderligere underskrevne papirer ville blive fremsendt til banken.

Skødet på ejendom A blev indført i tingbogen den 14. oktober 2014, hvorefter det fremgik, at klagerne ejede ejendom A i lige sameje.

Den 30. oktober 2014 underskrev klagerne et gældsbrev til banken på 588.367,35 kr., hvorefter der blev oprettet et forbrugslån til klagerne. Ydelserne på lånet var 9.000 kr. pr. måned fra den 30. juni 2014. Renten var variabel og fortiden 10,25 %. Løbetiden var ca. 8 år og de årlige omkostninger i procent var 11,29.

Klagerne og R1 var den 4. november 2014 i maildialog. M anmodede blandt andet om, at banken tilbageførte 5.500 kr., der var overført fra H’s konto til budgetkontoen, og om at blive adviseret, når banken ændrede forhold med tilknytning til deres engagement. M stillede endvidere spørgsmålstegn ved rentetilskrivningen på omprioriteringskontoen.

R1 besvarede mailen samme dag og oplyste, at de 5.500 kr. var overført, da klagernes budgetkonto var i overtræk, at banken havde været nødt til at udarbejde nye dokumenter som følge af deres ægteskab, og fordi de tidligere lånedokumenter ikke var blevet underskrevet, at klagerne var blevet oplyst om renterne på omprioriteringskontoen fra starten, at banken for at undgå unødig rentetilskrivning på omprioriteringskontoen også havde rykket dem for at få de sidste forhold på plads, og at en ny vurdering af ejendommen formentlig var nødvendig, da den tidligere vurdering var mere end seks måneder gammel. Vedrørende den fremadrettede finansiering fremgik:

”…

1: [rentetilpasningslånet] skal indfries – jeg har indfrielsestilbud liggende klar til indfrielse pr. 3. december

Nyt [RK2] Kredit lån på 1.400.000 kr. uden afvikling. Vi har tidligere talt S1 lån, men jeg vil anbefale jer et Kort Rente lån i stedet, da vilkårene her er bedre (billigere bidragssats og lavere kursskæring) – ydermere er renten her lavere, når I nu er til variabel rente.

2: Nyt Nordea Prioritets lån 500.000 kr. uden afvikling

Dette skal underskrives til tinglysning via den mail du har fået

3: Nyt forbrugslån med afvikling – hurtigst muligt

Jeg har nedsat renten til 2,5 % på omprioriteringskontoen fra d.d.

Så det I skal gøre er at:

  • Underskrive pantet digitalt
  • Underskrive Nordea Prioritet + Forbrugslån fysisk (sendes til jer)
  • Oplyse mig om ønsket låntype på … Kredit lån

…”

Af M’s svar sendt samme aften den 4. november 2014 fremgik blandt andet:

”…

Udover dette synes jeg også at man kunne have lagt tingene sammen i et stort lån – som jeg også skrev tidligere. Jeg vil derfor have at de 16.000kr som blev trukket for mastercard i denne måned bliver proppet på lånet og overført til min konto

Det er fint med [rentetilpasningslånet] og de 1.4 million. Kort rente lyder også godt. Jeg er dog forundret over at betale en højere rente på omprioriteringskontoen til at starte med og nu sættes den ned til 2,5%?. Hvorfor har den ikke været 2,5% til at starte med? Handler det ikke om at beholde kunder imens vi beslutter os for hvad vi vil I form af hus, sælge blive eller købe… ?

…”

Den 30. juni, den 30. september og den 30. december 2014 blev der på omprioriteringskontoen tilskrevet renter på henholdsvis 35.500,99 kr., 37.364,57 kr. og 38.136,50 kr. Trækket på omprioriteringskontoen var herefter ca. 1.3 mio. kr.

Den 12. januar 2015 skrev M en mail til R1 og oplyste, at dokumenterne lå underskrevet i bankens postkasse i den lokale filial, og at der var bestilt en ny vurdering af ejendom A. M gjorde herefter indsigelse mod, at renten på omprioriteringskontoen ikke var nedsat til de aftalte 2,5 %.

Samme dag blev der på omprioriteringskontoen indsat 623.000 kr., som efter bankens oplysninger var udbetaling af provenuet fra forbrugslånet og 495.040 kr., overført fra klagernes Nordea Prioritets indlånskonto. Der blev endvidere indsat et mindre beløb, hvorefter trækket på omprioriteringskontoen var nedbragt til 189.445,43 kr.

Den 15. januar 2015 besvarede R1 M’s mail og oplyste, at renten på omprioriteringskontoen var nedsat til 0 %.

Den 19. januar 2015 gjorde M igen over for R1 indsigelse om, at renten på omprioriteringskontoen fortsat var 12,5 %, og at renten havde været uforandret siden april 2014.

I en mail af 16. februar 2015 fra M til R1 fremgår det, at ejendom A ville blive vurderet den 24. februar 2015, at klagerne nu havde valgt at sælge ejendom A, da de havde fundet en ny ejendom C til 2,4 mio. kr., og at de formentlig kunne sælge ejendom A for 1,7-1,9 mio. kr.

R1 skrev den 17. februar en mail til M og rykkede for et opdateret budget til brug for beregninger på ejendom C. Af mailen fremgik også:

”…

Har I sat huset til salg endnu? Jeg afventer at få vurderingen d. 24 februar, da vi stadig skal afslutte sagen.

…”

I marts 2015 var M i dialog med R1 og en lokal filialdirektør, F, vedrørende færdiggørelsen af låneomlægningen i ejendom A og klagernes ønske om at købe ejendom C.

Den 6. marts 2015 oplyste M til R1, at salget af ejendom A var igangsat, at der var underskrevet en betinget købsaftale vedrørende ejendom C, og at klagerne kun ville sælge ejendom A, hvis banken ville finansiere købet af ejendom C.

Ved mail af 12. marts 2015 til R1 rykkede M for færdiggørelsen af låneomlægningen i ejendom A.

R1 sendte den 12. marts 2015 en kopi af en beregning vedrørende ejendom C. Af mailen fremgik også:

”Jeg vil anbefale jer at få ro på jeres økonomi, få afviklet på jeres gæld og få tingene til at køre rundt uden bump på vejen. Jeg er bekymret over jeres økonomi, ud fra at I månedligt har overtræk på budgetkontoen. Ud fra min beregning på jeres nuværende budget, bør I have en pæn økonomi, men det er desværre ikke altid det jeg ser i systemerne.

…”

M rykkede igen den 17. marts 2015 banken for færdiggørelsen af låneomlægningen i ejendom A og for et svar på, om de var godkendt til køb af ejendom C.

Den 18. marts 2015 oplyste R1, at banken først kunne tage stilling til køb af ejendom C, når ejendom A var solgt, og at låneomlægningen i ejendom A, grundet omkostningerne derved, ikke ville blive afsluttet, hvis klagerne ønskede at sælge ejendom A.

Samme dag skrev M en mail til F, hvor han redegjorde for, at klagerne ved omlægning af deres økonomi kunne frigøre op til 18.000 kr. om måneden til at afvikle på lån. M oplyste endvidere, at renoveringen af ejendom A nu var tilendebragt, at og de ønskede at blive boende i ejendom A. Af mailen fremgik også:

”…

Vi har været skuffet over jeres behandling via [R1] – som har gjort at vi tidligere har mistet 2 huse som vi kunne have lavet en købsaftale på. Ydermere har vi ikke været underrettet omkring omprioriteringslånet enorme renter som pludselig startede og endte ud I ikke mindre end 141000kr. som er rene renter. Det vil sige, at vi selv har renoveret for ca. 150000kr. resten er renter.

Derfor er planen nu følgende: Nordea laver det boliglån til os vi er blevet lovet sidste år med henblik på kortrente lånet !!! – det har hele tiden været planen at vi skulle havet det lån uagtet om vi havde planer om at flytte eller ej.

…”

F besvarede den 27. marts 2015 M’s henvendelse og afviste, at banken havde handlet på en uhensigtsmæssig måde. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Som jeg ser det, har beskeden til jer hele tiden været, at jeres nuværende ejendom skal være solgt inden evt. køb af nyt, hvorfor jeg kun kan bekalge at I føler I har mistet to huse.

Det er ikke muligt for os at lave en betinget købsaftale på baggrund af at [ejendom A] er solgt. Det er først når [ejendom A] er solgt, at vi kan se på de egentlige beregninger omkring den samlede økonomi.

Jeg kan forstå på [R1] at I er blevet gjort opmærksom på, at så længe I ikke har haft truffet endelig beslutning om hvorvidt [ejendom A] skulle sælges eller ej, ville der ikke blive lavet en endelig løsning og dermed heller ikke en afslutning på det resterende beløb på omprioriteringskontoen.

…”

Den 9. april 2015 rykkede klagerne for svar, og R1 oplyste samme dag, at banken var i færd med at færdiggøre sagen.

Den 22. april 2015 overførte banken samlet 8.630,32 kr. fra H’s personlige konto til inddækning af overtræk på blandt andet budgetkontoen. Den 8. maj 2015 blev beløbene tilbageført.

Den 12. juni 2015 udskrev banken et lånetilbud til klagerne på et 30-årigt Kort Rente inkonverterbart obligationslån med afdragsfrihed i 10 år og med variabel rente for tiden 0,05 %. Lånets hovedstol var 1.403.000 kr., bidragssatsen 1,05 % og den anslåede kurs 99,85. Stiftelsesomkostningerne til banken og RK2 var samlet ca. 7.601,34 kr. og de årlige omkostninger i procent 1,2.

Den 7. juli 2015 blev der af banken indsat en rentegodtgørelse på budgetkontoen på 6.087,53 kr.

I august og september 2015 var klagerne og R1 i fortsat dialog om blandt andet færdiggørelsen af lånesagen og spørgsmålet om rentetilskrivningen på omprioriteringskontoen.

Den 9. oktober 2015 blev provenuet fra realkreditlånet fra RK2 på 1.390.592,51 kr. indsat på omprioriteringskontoen. Samme dag blev der hævet 1.207.336,19 kr. med overførselsteksten ”Obligationskøb”. Trækket på omprioriteringskontoen var herefter på 28.728,98 kr.

På grund af overtræk på det øvrige engagement modregnede banken den 16. oktober 2015 56.764 kr. i H’s personlige konto -112.

Klagerne indbragte sagen for Ankenævnet den 22. oktober 2015.

Klagerne og R1 var efterfølgende i dialog.

Banken har den 15. januar 2016 tilbageført modregningen på 56.764 kr. i H’s personlige konto.

I en tingbogsattest udskrevet den 9. marts 2016 fremgår det, at låneomlægningen for så vidt angik realkreditlånet var gennemført.

Den 24. marts 2016 var renten på omprioriteringskontoen igen 12,25 %. Banken har oplyst, at det var en fejl.

Omprioriteringskontoen udgik den 24. juni 2016.

Efter sagen blev indbragt for har Ankenævnet har banken ydet klagerne yderligere rentegodtgørelser på i alt 128.245,82 kr.

Klagerne har under sagen frafaldet et klagepunkt vedrørende dels betalingskort og dels betalingsservice.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre samtlige tilskrevne renter på omprioriteringskontoen.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at ekspeditionstiden vedrørende M’s bankskifte og låneomlægning af boliglån og rentetilpasningslån var alt for lang, og at banken skal godtgøre dem samtlige tilskrevne renter på omprioriteringskontoen.

Deres periodevise overvejelser vedrørende evt. flytning mv. var uden betydning for færdiggørelsen af låneomlægningen. De bad udtrykkeligt banken om at færdiggøre låneomlægningen, og de var alene interesseret i at se, om de kunne sidde i et større hus.

Banken har handlet i strid med god skik. Låneomlægningen burde have været gennemført senest tre måneder efter bankskiftet. Hvis det ikke var muligt at gennemføre en låneomlægning, mens de overvejede andre huse, burde banken på det første møde i 2013 have gjort det klart for dem. I så fald ville de ikke have kigget på andre huse.

I 2013 bestilte de et 30-årigt obligationslån med 10 års afdragsfrihed. De sendte den 17. maj 2013 en mail til banken vedrørende lånet. Mailen blev aldrig besvaret, selvom de flere gange rykkede for et svar, og de var derfor ikke bekendt med, at låneprocessen var sat i bero.

Rådgiveren ændrede uden at kontakte dem realkreditlånet, de havde talt om, til et kortrente lån, som de i november 2014 accepterede. De fik oplyst, at realkreditlånet i RK1 kunne blive indfriet i januar 2015. Det skete ikke. De rykkede i de efterfølgende måneder banken flere gange. Låneomlægningen blev stadig ikke gennemført. Først i oktober 2015, efter de havde klaget til Ankenævnet, blev låneomlægningen gennemført.

Det er korrekt, at de har været forsinket, men det var på grund af forsinkelse fra skødekontoret, og det var i øvrigt kun et problem, fordi banken var forsinket. At de blev gift i den mellemliggende periode burde heller ikke have haft betydning for lånesagen.

Banken har med vilje trukket tiden, hvilket har medført endog meget store renteudgifter på omprioriteringskontoen. De blev fejlinformeret og vildledt af banken. Banken tog renter for ufærdige lån.

Rentetilskrivningen burde have været sat i bero, indtil bankskiftet var gennemført, og alle lån færdigbehandlet.

F’s henvisning til, at det ville have været for omkostningstungt at gennemføre låneomlægningen, før deres boligsituation var afklaret, passer dårligt med, at der på omprioriteringskontoen i samme periode blev tilskrevet renter på over 200.000 kr.

Som en yderligere undskyldning for de høje renter har banken oplyst, at det skyldtes forbruget på M’s MasterCard. Det er ukorrekt, da gælden enten blev betalt hver måned eller indregnet i huslånet.

De er to gange gået glip af muligheden for at købe et nyt hus, fordi det ikke var muligt at få kontakt til deres rådgiver. Svartiderne var ofte op til 30 dage, og i nogle tilfælde modtog de slet ikke et svar. Kommunikationen har været mangelfuld og virkelig dårlig. De har i et år ønsket at få en ny rådgiver uden, at banken har efterkommet deres ønske.

Omprioriteringskontoen blev opgjort efter, at de havde klaget til Ankenævnet. Der blev i den forbindelse trukket yderligere renter og omkostninger til tinglysning.

Der blev også uden varsel flere gange overført penge fra H’s konto til budgetkontoen. Rådgiveren overførte blandt andet 57.000 kr. fra H’s konto, som var bestemt til håndværkerregninger.

Det samlede overtræk på deres engagement var ikke på grund af manglende betalingsevne. Det var på grund af bankens fejl, de uberettigede overførsler og rentetilskrivningen på omprioriteringskontoen.

Nordea Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende, og at den ikke kan bebrejdes, at lånesagen i forbindelse med bankskiftet i 2013 trak ud.

Klagerne underskrev ikke de dokumenter, som banken oprindeligt havde klargjort i forbindelse med bankskiftet blandt andet for de under forløbet overvejede deres boligsituation, herunder køb af et nyt hus, mageskifte og tilbygning af ejendom A.

Klagerne var bekendt med, at boliglånet i banken og omlægningen af realkreditlånet ikke kunne blive gennemført, før de havde besluttet sig. Klagerne risikerede ellers at blive påført unødige omkostninger til blandt andet tinglysning.

Efter klagerne indgik ægteskab, og de besluttede, at H skulle være medejer af ejendom A, blev processen yderligere forsinket, da der gik mere end fire måneder før, adkomstforholdene for ejendom A var endeligt på plads.

Klagerne modtog løbende kontoudskrifter og årsopgørelser, hvor de kunne have gjort sig bekendt med tilskrevne renter og gældens størrelse.

Ved underskrift af aftaledokumenterne tilknyttet omprioriteringskontoen accepterede klagerne at betale renter ved træk på kreditten. Hvis Ankenævnet måtte komme frem til, at banken har handlet ansvarspådragende, har klagerne ikke lidt et tab, da klagerne ikke har kunnet forvente, at banken ville stille gratis finansiering til rådighed.

Det fremgik også af bankens mail til M af 4. november 2014, at der blev tilskrevet rente på omprioriteringskontoen, og at klagerne tidligere var gjort opmærksom herpå.

Banken har ydet klagerne en rentegodtgørelse på 19.345,50 kr., svarende til at omprioriteringskontoen i hele 2015 og 2016 ikke blev forrentet, en rentegodtgørelse på 30.702 kr., svarende til at omprioriteringskontoen i fjerde kvartal af 2014 blev forrentet med 2,5 % og en rentegodtgørelse på 78.198,32 kr., svarende til at rentesatsen på omprioriteringskontoen fra oprettelsen i 2013 og frem til den 30. september 2014 var 6,45 %, hvilket svarer til rentesatsen på Nordea Prioritet Boligkøb.

Efter rentegodtgørelserne har klagerne derudover ikke lidt et tab.

Realkreditlånet i RK2 er tinglyst, og det gamle rentetilpasningslån er aflyst. Ejerpantebrevet på 280.000 kr., der skal forhøjes til 500.000 kr. og ligge til sikkerhed for boliglånet, er tinglysningsmæssigt ikke faldet på plads. Dette har og havde imidlertid ingen betydning for klagerne, da lånet mellem banken og klagerne var oprettet med de aftalte vilkår.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, der boede i en ejendom A ejet af M, fik den 7. april 2013 oprettet en omprioriteringskonto med et kreditmaksimum på 2 mio. kr. i forbindelse med M’s bankskifte til Nordea Bank, hvor H i forvejen var kunde. Renten på omprioriteringskontoen var 12,25 %. M’s realkreditlån i et realkreditinstitut, RK1, skulle også omlægges til et realkreditlån i et andet realkreditinstitut, RK2.

Den 10. juni 2013 blev der debiteret samlet 941.944,83 kr. på omprioriteringskontoen, som udgjorde M’s bil-, forbrugs- og boliglån, overført fra M’s tidligere bankforbindelse. Herefter blev der løbende trukket beløb på kreditten til inddækning af klagernes øvrige gældsposter. Der blev blandt andet den 9. april 2014 overført 112.000 kr. til parrets budgetkonto.

Omprioriteringskontoen skulle indfries med et boliglån og et forbrugslån i Nordea Bank. Stiftelsen af et bolig- og forbrugslån i Nordea Bank trak imidlertid ud, og der blev løbende tilskrevet renter på omprioriteringskontoen.

Omlægningen af realkreditlånet i RK1 til RK2 trak også ud.

Klagerne blev blandt andet i perioden gift, og H fik tilskødet halvdelen af ejendom A, hvorefter den var ejet i lige sameje mellem klagerne. I perioden var klagerne også i flere omgange interesseret i at sælge ejendom A og købe et andet hus.

Det er uklart i hvilket omfang det beroede på klagerne eller banken, at låneomlægningen trak ud.

Banken har før og efter klagen blev indgivet til Ankenævnet ydet rentekompensation til klagerne på i alt 134.333,35 kr. svarende til, at rentesatsen på omprioriteringskontoen i perioden 4. april 2013 – 30. september 2014 var 6,45 %, i fjerde kvartal 2014 var 2,5 % og i perioden 2015 – 24. juni 2016 var 0 %.

Banken har endvidere under sagen tilbageført en modregning på 56.764 kr. foretaget den 16. oktober 2015 i H’s konto.

Klagerne har under sagen frafaldet klagepunkter vedrørende betalingskort og betalingsservice, hvorfor disse ikke er behandlet af Ankenævnet.

Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale klagerne yderligere rentegodtgørelser.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale noget beløb til klagerne.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.