Rådgivning om valg af renteprocent.
| Sagsnummer: | 9802028 /1998 |
| Dato: | 09-11-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe harboe, Jeanette Werner, Flemming Borreskov, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Rådgivning - valg af lånetype/renteprocent
|
| Ledetekst: | Rådgivning om valg af renteprocent. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren indgik i oktober 1994 aftale om køb af den omhandlede ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der optages et 30-årigt kontantlån, baseret på 6 pct. obligationer, hos det indklagede realkreditinstitut. Købsaftalen var betinget af, at klagerens advokat kunne godkende handlen. I oktober 1994 fremsendte instituttet et tilbud til ejendomsmægleren vedrørende det i købsaftalen stipulerede kontante ejerskiftelån. Lånetilbudet var udstedt til sælgerne af ejendommen. Beregningerne i lånetilbudet var baseret på salg af 6 pct. obligationer til kurs 74,15. Efter ansøgning fra klageren bevilgede instituttet i februar 1995 gældsovertagelse til denne. Den skattemæssige kurs på de bag lånet liggende obligationer steg ifølge årsopgørelser fra instituttet fra kurs 73,90 i 1994 til kurs 99,25 i 1997. I februar 1998 rettede klageren henvendelse til instituttet, idet han var utilfreds med den rådgivning, han havde fået i forbindelse med finansieringen af ejendomskøbet i 1994, idet hverken instituttet, ejendomsmægleren eller advokaten havde redegjort for risiciene ved kontantlån eller gjort klageren opmærksom på andre finansieringsmuligheder. I februar 1998 afviste instituttet at have rådgivet i forbindelse med handlen og forklarede, at instituttet i forbindelse med handel af fast ejendom virker som en ren engrosvirksomhed, der udarbejder lånetilbud i overensstemmelse med angivelser fra ejendomsmægleren eller køberens advokaten.
Klageren nedlagde for Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 164.850 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet lagde til grund, at lånet var ydet af instituttet som et 6 pct. lån på normale vilkår og i overensstemmelse med angivelserne i købsaftalen. Lånet blev hjemtaget af sælgerne og blev efterfølgende overtaget af klageren i henhold til gældsovertagelseserklæring af 9. november 1994. Nævnet fandt, at det ikke i en sådan situation havde påhvilet instituttet uopfordret at redegøre for konsekvensen af den valgte renteprocent. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.