Rådgivning om køb af 2 % Kalvebod III 2014
| Sagsnummer: | 164/2011 |
| Dato: | 18-01-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Ole Jørgensen, Peter Stig Hansen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om køb af 2 % Kalvebod III 2014 |
| Indklagede: | Max Bank (Max Bank af 2011) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Max Bank (Max Bank af 2011) har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med klagerens køb af Kalvebod obligationer i 2006.
Sagens omstændigheder
Den 7. oktober 2004 underskrev klageren en aftale om investeringsrådgivning med hvb Bank, senere Max Bank, nu Max Bank af 2011. Aftalen blev oprettet i tilknytning til to værdipapirdepoter, som klageren havde i banken. Det ene depot var omfattet af virksomhedsskatteordningen. Af rådgivningsaftalen fremgår blandt andet:
"…
Erfaring: | Investor er en privat person og har positiv kapitalindkomst. For depot -765 gælder reglerne for virksomhedsordningen |
Risiko: | Depot -757: Hele beholdningen kan placeres i aktier og aktiebaserede investerings-produkter. |
Depot -765: Der kan udelukkende investeres i obligationer og obligationsbaserede produkter, der godkendes til virksomhedsordningen. | |
Tidshorisont: | Ingen grænse pt. |
Løbende afkast: | Intet krav til løbende afkast. |
…
Investering er forbundet med mulighed for gevinst og risiko for tab og dette har investor og hvb Bank gennemgået.
Investor træffer alle beslutninger om køb eller salg, hvb Bank handler således IKKE uden aftale med investor.
Da investor træffer alle beslutninger om køb eller salg, har hvb Bank intet ansvar for utilfredsstillende resultat og kan ikke gøres ansvarlig for fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidst misligholdelse fra hvb Banks side.
Ud fra investeringsprofilen vil hvb Bank løbende følge op på det aftalte.
Investeringsprofilen i hvb Formuepleje kan løbende ændres og drøftes min. en gang om året. Afhængig af omfanget af evt. ændringer, laves der enten et tillæg til profilen eller en helt ny investeringsprofil.
…"
I slutningen af 2006 købte klageren på bankens anbefaling nominelt 500.000 kr. 2 % KalvebodIII2014 til depotet under virksomhedsskatteordningen (depot -765).
Kalvebod obligationerne blev udbudt af Nykredit Bank med sikkerhed i en portefølje af ansvarlig lånekapital udstedt af 12 danske regionale og lokale pengeinstitutter, herunder Amagerbanken med en pro rata andel på 21 %.
Ifølge årsopgørelsen pr. den 29. december 2006 for klagerens engagement havde Kalvebod obligationerne en kursværdi på 444.310 kr. Den samlede værdi af klagerens værdipapirer udgjorde 2.208.277 kr., fordelt med 1.591.401 kr. i danske obligationer, 437.506 kr. i børsnoterede aktier og 179.370 kr. i udenlandske obligationer. Klageren havde desuden to aftalekonti med kontante indeståender på henholdsvis 867.537,38 kr. og 403.917,23 kr.
Banken har oplyst, at Kalvebod obligationerne blev handlet indtil ca. 15. juli 2008. Efterfølgende var der som følge af finanskrisen ingen handel i papiret
Ved selskabsmeddelelse af 6. februar 2011 oplyste Amagerbanken, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Det blev efterfølgende besluttet at lade banken afvikle af Finansiel Stabilitet.
Ved brev af 15. februar 2011 til Max Bank rejste klageren krav om en erstatning på 93.187 kr. Beløbet svarede ifølge klagerens beregning til nedskrivningen af Kalvebod obligationerne med Amagerbankens andel på 21 %.
Parternes påstande.
Den 8. marts 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Max Bank (Max Bank af 2011) skal betale erstatning.
Max Bank (Max Bank af 2011) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Kalvebod obligationerne blev købt på bankens anbefaling og i forbindelse med, at en post skibskreditobligationer blev indfriet.
Han har til stadighed investeret med stor forsigtighed og ønskede at geninvestere i skibskreditobligationer. Det var et ufravigeligt krav fra hans side, at han var placeret i lav risikogruppe.
Banken overtalte ham til at investere i Kalvebod obligationerne, idet man garanterede, at der ikke var nogen risiko. Banken bekræftede dette efterfølgende flere gange på forespørgsler fra ham.
Afkastet på Kalvebod obligationerne var beskedent i forhold til risikoen.
På baggrund af uro på finansmarkedet anmodede han sin rådgiver i banken om at sælge obligationerne. På rådgiverens anbefaling så han tiden an nogle få dage og besluttede så herefter at sælge obligationerne. Det var imidlertid ikke muligt at få kontakt med rådgiveren. Da han efterfølgende fik kontakt med en anden medarbejder, var der ingen købere til obligationerne i markedet.
Max Bank (Max Bank af 2011) har anført, at klageren i forbindelse med købet af Kalvebod obligationerne fik oplyst, at 12 lokale pengeinstitutter stod bag udstedelsen, og at hvert pengeinstituts andel af udstedelsen gik tabt, hvis det enkelte pengeinstitut gik konkurs. Endvidere blev det oplyst, at merrenten ved Kalvebod, i forhold til traditionelle obligationer, afspejlede den risiko, markedet på daværende tidspunkt vurderede, var gældende ved investering i papiret.
Klageren var en erfaren investor, som havde det fornødne grundlag for at foretage investeringen.
I forbindelse med indgåelsen af investeringsaftalen blev klagerens risikoprofil fastlagt. Rådgivningen tog udgangspunkt i den aftalte risikoprofil. Investeringen i Kalvebod obligationerne stemte med investeringsområdet for depotet under virksomhedsskatteordningen og med klagerens investeringsprofil.
Klageren havde en god spredning med ca. 1,5 mio. kr. i kontanter, ca. 1,6 mio. kr. i danske obligationer, ca. 400.000 kr. i danske aktier og ca. 180.000 kr. i udenlandske obligationer.
Investeringsrådgiveren kan huske, at han har talt med klageren om Kalvebod obligationerne nogle gange. Rådgiveren kan have været optaget på et tidspunkt, hvor klageren har henvendt sig, men ville i så fald ringe tilbage, hvis klageren havde ønsket dette.
Da klageren henvendte sig for at sælge obligationerne, var der ingen købere i markedet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Max Bank begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med sin rådgivning af klageren om dennes køb af 2 % Kalvebod 2014 obligationer i 2006. Klageren måtte indse, at bankens anbefaling beroede på forventninger til den fremtidige udvikling, som kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen herfor.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at investeringen var i strid med klagerens investeringsprofil eller at bankens rådgivning om risikoen var mangelfuld.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.