Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål vedrørende hæftelse i henhold til kaution og pantsætning.

Sagsnummer: 566/1995
Dato: 06-06-1996
Ankenævn: Niels Waage, Inge Frølich, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål vedrørende hæftelse i henhold til kaution og pantsætning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren i nærværende sag er et privatskiftet dødsbo. Afdøde døde den 20. juni 1995.

Den 12. april 1984 underskrev afdøde en deklaration, hvorefter hun gav indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 80.000 kr. i sin ejendom til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad hendes søn til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.

Den 6. juni 1985 underskrev afdøde et kautionsbevis, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for sønnens kassekredit og udlån hos indklagede "dog således, at det beløb, som jeg kan komme til at tilsvare banken, aldrig kan overstige 70.000 kr."

Indklagede har oplyst, at kautionen var en forhøjelse af en kaution for sønnens gæld begrænset til 35.000 kr., som afdøde havde påtaget sig den 6. oktober 1981.

Ved indklagedes skrivelse af 12. september 1986 blev afdøde i sin egenskab af selvskyldnerkautionist og deponent anmodet om at godkende, at et lån på oprindelig 41.685,30 kr. blev forhøjet til 182.042,14 kr., og at restgælden blev afviklet med månedlige ydelser à 2.500 kr. Klageren godkendte med sin underskrift på en genpart af skrivelsen de nævnte ændringer af lånet.

Ved skrivelse af 25. april 1988 fra indklagedes advokat blev afdøde med henvisning til kautionen anmodet om at indfri sønnens engagement med indklagede, opgjort til 264.909,97 kr., idet sønnen havde misligholdt engagementet.

Ved advokatens skrivelse af 16. maj 1988 blev afdøde informeret om, at der var indgået en afdragsordning med sønnen. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår bl.a.: "Hvis afdragsordningen ikke overholdes, vil jeg vende tilbage overfor Dem."

Indklagede har oplyst, at sønnen kort tid efter misligholdt afdragsordningen, men at der ikke blev rettet henvendelse til afdøde herom.

I sommeren 1995 rettede dødsboet henvendelse til indklagede med anmodning om udlevering af ejerpantebrevet, hvorpå indklagede over for dødsboet rejste krav om betaling af 150.000 kr.

Boet har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at boet er frigjort over for indklagede ved betaling af 80.000 kr. svarende til ejerpantebrevets hovedstol.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Boet har anført, at det ikke med fornødent klarhed fremgår, at kautionen omfatter betalingsforpligtelser, der overstiger, hvad der måtte blive gjort gældende i henhold til pantsætningen af ejerpantebrevet, og at fortolkningstvivlen bør komme indklagede som koncipist til skade. Det gøres endvidere gældende, at kravet er bortfaldet som følge af passivitet, idet indklagede undlod at forfølge kravet efter den 18. maj 1988. Endelig har indklagede tilsidesat bank- og sparekasselovens § 41 ved at undlade at give meddelelse om misligholdelsen. Det kan ikke udelukkes, at regreskravet mod sønnen derved er blevet forringet, navnlig når der henses til, at betalingsviljen formentlig er større, når kreditor er den nærmeste familie frem for et pengeinstitut.

Indklagede har anført, at ejerpantebrevet ikke lå til sikkerhed for afdødes kautionsforpligtelse, men til sikkerhed for, hvad sønnen måtte være eller blive banken skyldig. Dette fremgår tydeligt af pantsætnings- og kautionsdokumenterne og er desuden bekræftet af afdøde ved dennes underskrift på skrivelsen af 12. september 1986. Det er ikke påvist, at tilsidesættelsen af 6-måneders fristen i bank- og sparekasselovens § 41, har medført en forringelse af regreskravet mod sønnen, som ifølge indklagedes vurdering har været insolvent siden 1988. Regreskravet mod sønnen kan påberåbes af dødsboet. Det bør ikke komme indklagede til skade, at man har undladt at tvangseksekvere kravet mod en ældre person i perioden 1988 til 1995.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at de foreliggende dokumenter i sagen må fortolkes således, at afdøde ud over pantsætningen af ejerpantebrevet på 80.000 kr. påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til 70.000 kr. Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved at undlade at gøre forpligtelserne gældende mod afdøde i dennes levende live har frafaldet sit krav eller har fortabt det ved passivitet. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren i øvrigt har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at afdøde, nu dødsboet, helt eller delvist er frigjort for forpligtelserne i henhold til pantsætningen og kautionen.

Det findes endvidere ikke godtgjort, at indklagedes manglende overholdelse af bestemmelsen i § 41 i bank- og sparekasseloven har medført en forringelse af regreskravet mod debitor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.