Spørgsmål om gyldighed, tilbageførsel af ydelser.
| Sagsnummer: | 77 /2000 |
| Dato: | 04-10-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Timme Bertolt Døssing, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
Kaution - tilbageførsel af ydelser |
| Ledetekst: | Spørgsmål om gyldighed, tilbageførsel af ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod en kautionsforpligtelse for klagerens datters lån hos indklagede samt indklagedes tilbageførsel af tre ydelser på kautionslånet.
Sagens omstændigheder.
I august 1993 blev klagerens datter kunde hos indklagede. Indklagede ydede i denne forbindelse et lån på 85.000 kr. i henhold til gældsbrev af 11. august 1993. Samme dag underskrev klageren og dennes ægtefælle en særskilt kautionserklæring om selvskyldnerkaution for lånet. Lånet blev den 31. s.m. forhøjet til 90.000 kr., og klageren og ægtefællen underskrev den 1. september 1993 kautionserklæring herfor. Ifølge indklagede var baggrunden for forhøjelsen, at restgælden på det overførte engagement var større end beregnet.
Indklagede har anført, at klageren og dennes ægtefælle havde kautioneret for debitors engagement i debitors tidligere pengeinstitut. Klageren har anmodet indklagede om at dokumentere dette og har anført, at hun ikke husker, "om der var afgivet egentlig kaution, og i givet fald af hvem, og på hvilke vilkår".
Ved gældsbrev af 16. november 1994 blev kautionslånet forhøjet til 100.000 kr. Klageren og ægtefællen underskrev samme dag særskilt kautionserklæring for lånet. Indklagede har anført, at baggrunden for forhøjelsen var, at debitors og dennes daværende samlever fik opdelt deres økonomi.
Den 4. maj 1995 underskrev debitor nyt gældsbrev vedrørende lånet, hvis restgæld nu var på 97.848,07 kr. Lånet skulle afvikles månedligt, og første månedlige ydelse var 1. august 1995. Klageren og dennes ægtefælle underskrev samme dag kautionserklæring vedrørende lånet.
I januar 1996 døde klagerens ægtefælle.
Den 17. december 1996 blev kautionslånet forhøjet med 26.787 kr. til 115.000 kr. Klageren underskrev kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede for enhver forpligtelse, som debitor havde over for indklagede. Indklagede har anført, at låneforhøjelsen anvendtes til inddækning af overtræk samt indfrielse af gæld hos leverandør af hårde hvidevarer.
Den 15. september 1998 blev kautionslånet forhøjet med 43.393,78 kr. til 128.500 kr. Klageren underskrev samtidig kautionserklæring, hvorefter hun kautionerede for enhver forpligtelse, som debitor havde over for indklagede. Indklagede har anført, at låneforhøjelsen anvendtes til indfrielse af et mindre billån og omkostninger i forbindelse med, at debitor og dennes daværende samlever flyttede hver til sit.
Ved skrivelse af 11. marts 1999 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med 10.200 kr. svarende til tre måneders ydelser. Klageren modtog samtidig kopi af rykkerskrivelse til debitor, hvoraf fremgår, at indklagede samme dag havde tilbageført ydelserne for januar, februar og marts 1999.
Ved skrivelse af 19. marts 1999 opsagde indklagede kautionslånet, der blev opgjort til 128.981,92 kr. Indklagede orienterede samtidig klageren herom.
Indklagede overgav kravet til retslig inkasso, og den 31. august 1999 blev der foretaget fogedforretning mod debitor. Af skrivelse af samme dato fra indklagedes advokat til indklagede fremgår, at debitor i fogedretten havde oplyst, at hun ikke ejede aktiver til genstand for udlæg; debitor havde ca. 14 dage tidligere solgt en ældre bil for 10.000 kr.
Ved skrivelse af 22. september 1999 anmodede indklagedes advokat klageren om at indbetale gælden i henhold til kautionslånet. Ved skrivelse af 24. september 1999 protesterede klagerens søn på vegne klageren mod, at indklagede gjorde kautionsforpligtelsen gældende. Indklagede fastholdt kautionsforpligtelsen.
Parternes påstande.
Klageren har den 22. februar 2000 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke har givet loyal rådgivning til hende. Hun forstod ikke den latente konsekvens af, at lån og kaution gentagne gange blev forhøjet.
Det er ikke godtgjort, at hun og ægtefællen kautionerede for debitors engagement i det tidligere pengeinstitut. Det bør derfor lægges til grund, at hun og ægtefællen kautionerede for allerede stiftet gæld.
Indklagede har ikke anset det for nødvendigt at undersøge hendes mulighed for at betale kautionsforpligtelsen. Indklagede har tilsidesat Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning ved at anvende kaution i kundeforholdet.
Låneforhøjelser er medgået til dækning af overtræk på checkkonto, indfrielse af gæld hos en hvidevarerforhandler samt indfrielse af et usikret billån. Kaution er således stillet for allerede stiftet gæld.
Indklagedes medarbejdere burde have set den trend, der forelå i debitors levevis, og have frarådet yderligere gældsætning og kaution.
Nogle fremlagte økonomiberegninger for debitors økonomi er fejlbehæftede, og indklagede burde have indset, at debitor ikke var i stand til at overholde sine forpligtelser, hvilket burde være meddelt hende.
Indklagede burde ved indfrielsen af billånet have sikret sig pant i bilen.
Indklagede har anført, at klageren, siden kundeforholdet blev etableret i 1993, har været fuldt orienteret om, hvordan provenu fra lån blev anvendt.
Klageren og dennes dalevende ægtefælle deltog ved etableringen af kundeforholdet. Det var et krav fra indklagedes side, at klageren og ægtefællen opretholdt den kautionsforpligtelse, der også var gældende i det tidligere pengeinstitut.
I forbindelse med forhøjelse af lån og kautionstilsagn har man orienteret om konsekvensen af kautionen, ligesom klageren er blevet oplyst om lånevilkår og provenuets anvendelse. Hertil kommer, at det var indtrykket, at debitor og forældrene havde et nært forhold, og at debitor på forhånd havde orienteret om baggrunden for låneforhøjelserne.
Det er uden betydning, at de to seneste kautionsdokumenter angiver at vedrøre alt mellemværende, idet man alene gør kautionen gældende for så vidt angår det omhandlede lån.
Tilbageførslen af de tre låneydelser i foråret 1999 fastholdes, idet klageren har haft et dybt kendskab til debitors økonomiske forhold gennem hele forløbet. Klageren har endvidere ikke bestridt, at hun blev underrettet om forløbet af låneforholdene. Endvidere er der ikke omstændigheder, som har forringet klagerens mulighed for at udøve regres over for debitor.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter klagerens angivelse af, at hun ikke husker, om der var afgivet egentlig kaution for hendes datters engagement, lægger Ankenævnet til grund, at klageren var bekendt med, at hendes kautionserklæring den 11. august 1993 vedrørte et lån, hvis provenu skulle anvendes til indfrielse af datterens engagement med sit tidligere pengeinstitut. Det er i denne forbindelse uden betydning, om klageren havde kautioneret for det indfriede engagement.
Klageren har ikke bestridt at have været klar over, at hendes senere kautionserklæringer er afgivet til sikkerhed for gæld, som i det hele bestod ved afgivelsen af de enkelte erklæringer.
Herefter, idet kautionsforpligtelsen alene gøres gældende for så vidt angår lån, som var ydet på tidspunktet for afgivelsen af de enkelte kautionserklæringer, og idet det af klageren anførte ikke kan begrunde et andet resultat, tages indklagedes frifindelsespåstand til følge for så vidt angår dette klagepunkt.
Ankenævnet finder - i overensstemmelse med nævnets faste praksis - at indklagedes tilbageførsel den 11. marts 1999 af ydelserne for januar, februar og marts var uberettiget i forhold til klageren som kautionist. Det af indklagede i denne forbindelse anførte kan ikke føre til andet resultat. Klagerens forpligtelse som kautionist skal derfor nedsættes med 11.200 kr. med rente heraf fra den 11. marts 1999.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse nedsættes med 11.200 kr. med rente heraf fra den 11. marts 1999. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.