Tab ved investering i KFX-indeks m.v.
| Sagsnummer: | 449/1997 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - rådgivning
Terminsforretninger - indgåelse |
| Ledetekst: | Tab ved investering i KFX-indeks m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøres erstatningsansvarlig for tab, som klageren led i 1994 og 1997 i forbindelse med investering i futures og optioner.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der i en årrække havde været kunde i et pengeinstitut, der senere er overtaget af indklagede, underskrev den 9. september 1993 "Rammeaftale for options- og futureskontrakter" med et børsmæglerselskab, der var et datterselskab af dette pengeinstitut. Klageren har oplyst, at baggrunden herfor var, at han, hvis likvide formue var i størrelsesordenen 5 mio. kr., af en medarbejder blev anbefalet at få en egentlig investeringsrådgiver. Efter drøftelser med investeringsrådgiveren J i april 1993 blev formuen placeret i obligationer. Senere anbefalede J at investere i fut-op kontrakter på KFX-indekset, og rammeaftalen blev herefter etableret. Af rammeaftalen fremgår bl.a.:
"1. Aftalens omfang
Aftalen omfatter options- og futureskontrakter i såvel danske kroner som udenlandsk valuta.
.....
2. Risiko
Investor er bekendt med og accepterer, at kontrakter indgået af parterne i medfør af nærværende rammeaftale er behæftet med betydelig risiko for kurstab.
...."
Sideløbende med investering i fut-op kontrakter på KFX-indekset placerede klageren midler i langtløbende realkreditobligationer.
Den 8. april 1994 blev der indgået fornyet rammeaftale mellem parterne. Ifølge denne kunne klageren indgå værdipapirbaserede forretninger og renteforretninger inden for et vægtet rammebeløb på 8 mio. kr. Klageren blev i denne forbindelse bevilget en trækningsret på 320.000 kr. på den afregningskonto, hvor afregning af indgåede kontrakter skete.
Som følge af en rentestigning i løbet af 1994 led klageren et tab, som klageren har opgjort til 1.119.802 kr. I oktober måned 1994 ophørte klageren med at indgå nye fut-op kontrakter.
Rammeaftalen med indklagede blev fornyet 29. december 1994, 4. oktober 1995 og 5. juli 1996 med rammebeløb på mellem 6 og 4 mio. kr. Alle aftaler, herunder også den, der blev indgået den 8. april 1994, indeholdt følgende:
"Forretninger indgået i henhold til denne aftale er forbundet med høj risiko.
Kunden træffer enhver beslutning i forbindelse med forretningerne og er derfor alene ansvarlig for resultatet. Dette gælder også resultatet af forretninger, som indgås efter rådgivning fra banken."
I løbet af 1996 genoptog klageren investeringer i fut-op kontrakter på basis af KFX-indekset. Resultatet heraf var for 1996 positivt, men i løbet af maj/juni 1997 medførte klagerens indgåelse af en baisseforretning et tab. Klageren har opgjort det samlede resultat i 1997 til et tab på 321.700 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. december 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.441.502 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han er maskinmester og almindelig privat kunde, hvorfor Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen. I forbindelse med oprettelsen af den første rammeaftale blev der talt om risiko, men J oplyste, at den var til at overse. Ifølge J var det i perioder påkrævet at have "is i maven", og kom det til at se sort ud, kunne man altid dække sig af. Efter at obligationsmarkedet i starten af 1994 var begyndt at falde, oplyste J, at der var tale om korrektioner, som var normale i et sådant marked. Da klageren begyndte at blive nervøs for udviklingen, rådede J til, at han blev i markedet; det var nu, man skulle have "is i maven". Efter at have drøftet situationen med sin revisor kontaktede han omkring dette tidspunkt J, der oplyste, at det var nu, man skulle købe og ikke sælge. Tingene ville rette sig, idet man skulle se på den underliggende økonomi, som var meget sund. Han valgte derfor at blive i fut-op markedet. Først i sensommeren 1994 skete der et skift i J's anbefalinger. J talte om at drosle ned for at begrænse risikoen. Han blev ikke orienteret om baggrunden for ændringen i J's rådgivning. I løbet af 1996 begyndte han igen at handle i fut-op markedet med henblik på at udnytte det skattemæssige underskud, der var opstået ved de tidligere tab. I starten af 1997 havde han indtjent ca. 230.000 kr. Gevinsten blev elimineret af et tab senere i 1997. Indklagede har ikke på tilfredsstillende vis gjort ham klart, hvor risikable de indgåede forretninger var. Dette burde være sket henset til hans formueforhold, og til at han ikke tidligere havde haft kendskab til investeringer af den karakter. Forbrugerombudsmandens etiske retningsliniers pkt. 10 og 11 har i denne forbindelse betydning. Indklagede burde have undladt at rådgive til spekulationsforretninger af den omhandlede art. Det var indklagede, der tog initiativet til forretningerne. Klageren finder det uden betydning, at han i 1987 havde købt for ca. 1 mio. kr. i Bankinvest Far East (nu Bankinvest Fjernøsten). Investeringer i disse beviser var ikke forbundet med en særlig risiko. Investeringsbeviserne blev afhændet i 1991.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3, da spekulationsforretningerne må betragtes som eller sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren allerede i 1987 valgte at investere for ca. 1 mio. i aktier i fjernøsten, hvilket må betegnes som meget risikobetonet. På baggrund heraf må det antages, at klageren i hvert fald siden da interesserede sig for og deltog aktivt i investering/spekulation i værdipapirer og tilmed med betydelige beløb. Klageren valgte investering i futures/optioner under KFX-indekset ud fra et ønske om højere afkast. Dette var forbundet med en højere risiko, og klageren var bekendt hermed. Det fremgik direkte af de indgåede rammeaftaler, at der var tale om risikobetonede investeringer. Da obligationsmarkedet i løbet af 1994 var faldende, advarede J gentagne gange klageren og anbefalede at "lukke ned". Klageren tilkendegav imidlertid, at han ønskede at fortsætte investeringerne, idet kurserne jo "snart måtte vende". Det bestrides, at J i første halvdel af 1994 udtalte sig som af klageren anført. J gjorde klageren opmærksom på indklagedes vurdering af markedet, nemlig at renten ville falde og aktiemarkedet stige. Dette svarede til den generelle opfattelse i sektoren. Klageren blev frarådet at fortsætte investeringerne, idet hans tab blev akkumuleret, men klageren ønskede at indvinde det tabte. Tabet i maj/juni 1997 opstod som følge af, at klageren i strid med indklagedes anbefalinger åbnede en baisseforretning og forlængede en tilsvarende bestående forretning. Klageren havde mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at udtræde af markedet eller omlægge investeringerne og derved hindre eller formindske sine risici. Det bestrides, at indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar eller handlet i strid med de etiske retningslinier.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at de indgåede aftaler havde et sådant omfang, at engagementet med klageren kan sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, og Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at afvise klagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og 3.
Det var i de af klageren underskrevne rammeaftaler udtrykkeligt fastslået, at forretningerne indgået i henhold til aftalerne var forbundet med betydelig eller høj risiko. Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med indgåelsen og gennemførelsen af rammeaftalerne tilsidesatte Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning pkt. 10 og 11 om henholdsvis ricisi og skriftlighed.
Det findes endvidere ikke godtgjort, at den rådgivning, der blev ydet af indklagedes medarbejder i forbindelse med rammeaftalernes indgåelse og gennemførelse, har været fejlagtig eller mangelfuld på en sådan måde, at der kan pålægges indklagede erstatningsansvar. Ankenævnet finder endelig, at klageren måtte indse, at indklagedes udtalelser om forventninger til den fremtidige kursudvikling kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv bar risikoen herfor.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.