Indsigelse mod opgørelse af renter omfattet af akkordaftale.
| Sagsnummer: | 470/1997 |
| Dato: | 02-09-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Akkord - rente
Rente - overtræk |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opgørelse af renter omfattet af akkordaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Den 2. oktober 1997 underskrev klageren en akkordaftale med indklagede vedrørende afvikling af en kassekredit opgjort til ca. 823.0000 kr. Kreditten var etableret i 1992 og havde afventet udfaldet af en retssag. Klageren bestrider indklagedes adgang til at opgøre kravet med renter.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i marts 1992 kontaktet af et firma, der tilbød at gennemgå hendes forsikringsforhold. Der aftaltes et møde med en konsulent fra firmaet, og denne gennemgik klagerens forsikringerved et personligt møde på klagerens bopæl. I denne forbindelse tilbød konsulenten klageren at deltage i et investeringsselskab, idet klagerens køb af andele (aktier) skulle lånefinansieres. Konsulentens henvendelse førte til, at klageren gav tilsagn om deltagelse i investeringsprojektet. Via konsulenten blev der etableret en kassekredit på 503.000 kr. i indklagedes Ribe afdeling mod sikkerhed i et ejerpantebrev i klagerens ejendom.
I september 1992 kunne det konstateres, at investeringsselskabet havde tabt sin aktiekapital. Ved skrivelse af 22. september 1992 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse vedrørende en afviklingsordning, idet indklagede samtidig foreslog, at der blev optaget størst muligt realkreditlån i klagerens ejendom, og at et restbeløb blev finansieret ved optagelse af pengeinstitutlån. Saldoen på klagerens kassekredit hos indklagede var da ca. 432.000 kr. (negativ).
Efter at indklagede flere gange i 1992 og 1993 havde rykket klageren for at indgå på en afvikling, anlagde klageren i oktober 1993 gennem sin advokat sag mod indklagede med påstand om udlevering af ejerpantebrevene som følge af, at kassekreditaftalen måtte anses for uforbindende for hende. Sagen blev sat i bero på at afvente udfaldet af en retssag, som nogle andre deltagere i investeringsprojektet i 1994 anlagde mod indklagede. Den 11. marts 1997 afsagde Højesteret dom (U.1997.707), hvorefter indklagede blev frifundet for de pågældendes påstand om at skulle anerkende, at nogle tilsvarende låneaftaler var ugyldige.
Gennem klagerens rådgiver indledtes der herefter forhandlinger med indklagedes inkassoafdeling om indgåelse af en akkordordning for klageren. Saldoen på klagerens kassekredit var i mellemtiden forøget til ca. 823.000 kr. (ultimo april 1997).
Forøgelsen af kredittens saldo i forhold til 1992 udgjorde alene rentetilskrivning. Indklagede har oplyst, at da indfrielse af kreditten på trods af opfordringer ikke skete, blev der indkodet en ny rentesats vedrørende overtrækket svarende til et rentetillæg på ca. 3,6%, hvilket fremgik af kontoudskrifter. Renterne er indberettet til skattemyndighederne. Ifølge klageren har hun ikke opnået skattefradrag for renterne.
I perioden fra medio april 1997 og frem til indgåelsen af akkordaftalen i oktober 1997 fandt der via klagerens rådgiver en korrespondance sted med indklagede om vilkårene for en akkord.
Indklagede foreslog klageren at hjemtage størst muligt realkreditlån i størrelsesordenen 500.000 kr., hvis provenu skulle tilgå indklagede. Herudover var det på tale, at klageren skulle fremskaffe yderligere kontantbeløb eller afvikle restgælden over en årrække til indklagede. Ved skrivelse af 4. september 1997 anmodede klagerens rådgiver om oplysning om renteberegningen med rentesatser og gebyr i perioden fra 1992 til 1997. I svarskrivelse af 5. s.m. henviste indklagede til, at rentesats og renter var fremgået af kontoudtog, som løbende var tilsendt klageren; om nødvendigt kunne nye kontoudtog fremsendes, hvilket skete med skrivelse af 9. s.m.
Efter yderligere korrespondance tilbød indklagede ved skrivelse af 15. september 1997 en aftale, hvorefter klageren kontant skulle indbetale 460.000 kr., som skulle fremskaffes ved omprioritering af klagerens ejendom, herudover skulle klageren afvikle 140.000 kr. over 36 måneder med 3.900 kr. månedligt, idet der ikke skulle tilskrives renter. Ved skrivelser af 18. s.m. stillede klagerens rådgiver yderligere betingelse for at indgå på indklagedes forslag, hvilket indklagede afviste.
Ved skrivelse af 23. september 1997 bekræftede indklagede over for klagerens rådgiver en aftale om afvikling af engagementet på 823.090,26 kr. med tillæg af renter fra den 23. april 1997 på vilkår, at indklagede senest den 1. december 1997 modtog 460.000 kr. kontant. 140.000 kr. skulle afvikles uden rentetilskrivning ved betaling af 3.900 kr. månedligt i 36 måneder fra samme tidspunkt. Indklagede gav tilsagn om, at ejerpantebrevet rykkede for optagelse af nyt kreditforeningslån. Når indklagede havde modtaget beløbet på 460.000 kr. og 140.000 kr., ville der blive givet saldokvittering. Ved påtegning af 2. oktober 1997 tiltrådte klageren aftalen.
I forbindelse med klagerens salg af sin ejendom i 1. halvår 1998 blev de 140.000 kr. indfriet.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. december 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte sit krav mod hende med renter tilskrevet i perioden fra 19. maj 1993 til 2. oktober 1997.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagedes rentekrav bør bortfalde i medfør af rentelovens § 4, idet hun gennem sin rådgiver i perioden fra maj 1993 og frem til indgåelsen af akkordaftalen har fremlagt flere løsningsmodeller. Indklagede viste imidlertid ikke interesse for at indgå en aftale, idet de øvrige deltagere i investeringsselskabet indledte retssag. Hun var rede til at indgå i forligsdrøftelser, men det var ikke muligt at få et møde. Indklagede har på denne måde udvist passivitet, hvilket må tilskrives, at indklagede havde sikkerhed i hendes ejendom, hvorfor det ikke hastede at få gælden opgjort. Indklagede har udvist passivitet ved at nægte en forhandlingsløsning. Hertil kommer, at indklagedes inkassoafdeling optrådte usmidigt og truende med henvisning til Højesterets dom.
Indklagede har anført, at klageren fra 1992 til 1997 på intet tidspunkt rettede henvendelse til indklagede om den skete rentetilskrivning. Derimod rettede klageren henvendelse med henblik på at stille sagen i bero, indtil Højesterets afgørelse forelå. Klageren har i perioden gennem de kvartalsvis udsendte kontoudskrifter været bekendt med rentetilskrivningen. Rentetilskrivningen er foregået i overensstemmelse med indholdet af kassekreditaftalen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Den 2. oktober 1997 underskrev klageren akkordaftale med indklagede om afvikling af sin gæld. Klageren tog ikke forbehold for opgørelsen af indklagedes krav, og klageren findes herefter afskåret fra nu at gøre indsigelse mod gældens størrelse.
Allerede som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.