Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for rådgivning om køb af Roskilde Bank aktier i januar 2007 mellem to aktiesalgskampagner.

Sagsnummer: 171 /2014
Dato: 12-01-2016
Ankenævn: John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Inge Kramer, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for rådgivning om køb af Roskilde Bank aktier i januar 2007 mellem to aktiesalgskampagner.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører, om Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med hans køb af aktier i banken i januar 2007 mellem to aktiesalgskampagner.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Roskilde Bank, hvor han blandt andet havde tre pensionsdepoter, ét åbent depot og en såkaldt aktionærlønkonto. Efter det oplyste lå der i begyndelsen af 2007 20 stk. Roskilde Bank aktier i ét af pensionsdepoterne. De øvrige depoter indeholdt ingen Roskilde Bank aktier.

Den 11. januar 2007 blev der indsat 419.882 kr. på aktionærlønkontoen, hvor der herefter var et indestående på 479.481 kr.

Den 25. januar 2007 købte klageren 302 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 664. Aktierne blev lagt i det åbne depot, og afregningsbeløbet, der udgjorde 200.528 kr. blev den 30. januar 2007 hævet på aktionærlønkontoen, hvor der herefter var et indestående på 311.377 kr.

I forbindelse med en emission i banken med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 8. april 2007 købte klageren Roskilde Bank aktier til alle fire depoter.

Ifølge årsoversigten for 2007 havde klageren kontantindeståender på i alt 747.865 kr. I det åbne depot lå obligationer til en kursværdi på i alt 89.000 kr. og 1.890 stk. Roskilde Bank aktier til en kursværdi på 616.272,30 kr. (kurs 326,07). Klagerens tre pensionsordninger i banken havde en værdi på i alt 1.793.187,45 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Klageren fik tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for aktiekøbene i forbindelse med emissionen i 2007, men ikke for aktiekøbet den 25. januar 2007.

Parternes påstande

Den 20. maj 2014 indgav klageren en klage til Ankenævnet. Klageren har nedlagt endelig påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 100% erstatning for tabet på hans køb af Roskilde Bank aktier i januar 2007, subsidiært erstatning på 60% af tabet svarende til erstatning i henhold til forligsaftalen.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at aktiekøbet skete på bankens initiativ og i tidsmæssig tilknytning til aktiesalgskampagnerne, der er omfattet af forliget. Det påhviler derfor Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) at godtgøre, at han fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen. Denne bevisbyrde har banken ikke løftet.

Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

Han har arbejdet som vognmand og chauffør og har ikke forstand på aktieinvesteringer. Han er bogligt svag, og banken havde derfor en skærpet rådgivningspligt. I lighed med mange andre kunder blev han ringet op af banken. Han forstod ikke henvendelsen som et forslag om køb og var ikke klar over, at handelen blev gennemført.

Mere end halvdelen af hans formue blev placeret i Roskilde Bank aktier kort før hans pensionering og uden en forudgående udarbejdet risikoprofil. Det var en skærpende omstændighed, at placeringen skete i en enkelt aktie, og at den var bankens egen.

Det er i henhold til god investeringsskik normalt, at man flere år før pensionering går ud af risikofyldte aktier og over i obligationer for ikke at ”gamble” sin pensionsopsparing væk.

Han blev ikke tilbudt andre investeringsmuligheder.

Banken har overtrådt både bekendtgørelsen om god skik og bekendtgørelsen om investorbeskyttelse.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en vurdering af hændelsesforløbet vedrørende det påståede uberettigede køb af aktier for klagerens regning, herunder om banken i forbindelse hermed begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, ikke kan ske uden bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer vedrørende et eventuelt rådgivningsforløb forud for investeringen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens aktiekøb i januar 2007. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for et eventuelt erstatningsansvar.

Ifølge bankens registreringer fik klageren ikke tilsendt kampagnebrev i forbindelse med den forudgående aktiesalgskampagne i august/september 2006.

Baggrunden for indsættelsen af de 419.882 kr. på aktionærlønkontoen er uoplyst. Det er ikke dokumenteret, at aktiekøbet skete på bankens initiativ.

Aktiekøbet skete med klagerens viden, accept og forståelse af de involverede risici.

Klageren har disponeret over betydelige beløb til værdipapirhandel og investeret i et betydeligt antal værdipapirer.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Klageren fik tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for aktiekøbene i forbindelse med emissionen i 2007, men ikke for aktiekøbet den 25. januar 2007, der fandt sted mellem de to aktiesalgskampagner.

I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at aktiekøbet i januar 2007 skete på baggrund af en telefonisk henvendelse fra banken, der anbefalede købet.

Ankenævnet finder, at når aktierne er købt på Roskilde Banks initiativ i den periode, der er omfattet af forliget eller i tidsmæssig tilknytning hertil, er der en formodning for, at købet er sket på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.

Ankenævnet finder, at erstatningen skal fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Ankenævnets afgørelse

Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren, hvorved han stilles, som om hans køb af Roskilde Bank aktier i januar 2007 er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.