Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for kredit og lån med tilknyttet forsikring.

Sagsnummer: 302/2013
Dato: 14-09-2015
Ankenævn: John Mosegaard, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Astrid Thomas og Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e
Forsikring - låneforsikring
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Ledetekst: Indsigelse mod hæftelse for kredit og lån med tilknyttet forsikring.
Indklagede: Santander Consumer Bank (GE Money Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for kredit og lån med tilknyttet forsikringsdækning mod arbejdsløshed og uarbejdsdygtighed.

Sagens omstændigheder

Ved kreditaftale af 12. december 2006 ydede GE Money Bank klageren en kredit (kontonummer -722) med et maksimum på 30.000 kr. og en månedlig ydelse på 2 % af den til enhver tid værende saldo, dog minimum 150 kr. I forbindelse med oprettelse af kreditten underskrev klageren en anmodning om tegning af en låneforsikring "Xtra Tryghed", hos forsikringsselskabet Genworth Financial (herefter F). Under kreditaftalens "Almindelige Betingelser" var anført:

” … 4. Indbetalinger vil først blive anvendt til afdrag på forsikringspræmie, renter, gebyrer, andre omkostninger …

5. Gebyrer og andre betalinger for GEMB’s ydelser opkræves i overensstemmelse med gebyroversigten forneden. Herudover kan GEMB kræve gebyrer for enkeltstående ydelser, som ikke fremgår af oversigten. … GEMB kan ændre gældende gebyrer for forsikringspræmie og priser for GEMB’s ydelser … når dette er sagligt begrundet …”

Den 12. december 2006 optog klageren endvidere et lån i banken på 20.000 kr. (kontonummer -718, herefter ”Lån 1”), der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 599 kr. Lånet var omfattet af en obligatorisk gruppelivsforsikring.

Ved aftale underskrevet af klageren den 27. juli 2007 blev kreditten forhøjet til 50.000 kr. Renten var for tiden 13,29 %.

Den 30. juli 2007 optog klageren et yderligere lån i banken på 65.000 kr. (kontonummer -617, herefter ”Lån 2”), der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 850 kr.

De to lån og kreditten var omfattet af en låneforsikring "Xtra Tryghed" hos F mod arbejdsløshed eller midlertidig uarbejdsdygtighed. Banken har fremlagt F’s Generelle bestemmelser (udateret) vedrørende ØkonomiSikring, hvoraf fremgår, at dækning ved arbejdsløshed og midlertidig uarbejdsdygtighed ville indtræde henholdsvis 90 dage og 30 dage efter forsikringens etablering, at dækningsperioden var op til 12 måneder pr. forsikringshændelse, og at selvrisikoperioden var 120 dage. Endvidere fremgår blandt andet:

”1… Forsikringstager er GE Money Bank. [F] har indgået aftale med GE Money Bank som forsikringstager om at dække låntagere på de vilkår, der fremgår af disse forsikringsbetingelser.

2. … Den eller de personer, der er dækket af forsikringen, står anført som ’forsikrede’ …

3. … Forsikringsdækningen gælder i lånets eller kredittens løbetid for én måned ad gangen og fornys automatisk hver måned, med mindre forsikringen ophører tidligere af de grunde, som er nævnt under … afsnit 8 …

4. … Du skal også indbetale det månedlige forsikringsgebyr i perioder, hvor vi udbetaler ydelser fra forsikringen.

GE Money Bank modtager af [F] en provision for at formidle forsikringen. Denne anvendes til dækning af omkostningerne til information om forsikringen, uddannelse, administration med mere. …

5. … Alle udbetalinger af forsikringsydelser sker til forsikringstager (GE Money Bank) og indbetales direkte på dit lån eller din kredit … Du er selv ansvarlig for at betale ydelser på lånet eller kreditten, indtil vi har færdigbehandlet din anmeldelse af en forsikringshændelse …

7 … Du skal hurtigst muligt anmelde enhver forsikringshændelse til [F] …

8. … Forsikringsdækningen ophører automatisk: …

mso-list:l0 level1 lfo1"> · Når du ikke har indbetalt den løbende præmie senest ved udløbet af fristen i opsigelsen. Opsigelsen indeholder oplysning om at forsikringen ophører, hvis præmien ikke er betalt inden den i opsigelsen angivne frist. Opsigelsen indeholder desuden oplysninger om at forsikrede kan genindtræde forsikringsdækningen hvis der er særligt undskyldende omstændigheder …

mso-list:l0 level1 lfo1"> · Når du går på … førtidspension …”

Banken har oplyst, at den fungerer som forsikringsagent for F, opkræver præmien hos kunden og videresender denne til F, og at anden administration, skadesbehandling og udbetaling varetages af F.

Præmie til forsikringerne blev betalt ved månedlige overførsler fra klagerens kredit- og lånekonti i banken til F.

I december 2009 blev klageren sygemeldt og opsagt fra sit job med virkning fra den 4. januar 2010. Den 24. januar 2010 anmeldte klageren efter det oplyste sin arbejdsløshed overfor F. Den 15. februar 2010 blev præmie til forsikringerne trukket fra klagerens konti med 37,69 kr. for kreditten, 47,92 kr. for Lån 1 og 100 kr. for Lån 2. Herefter ophørte betalingerne til forsikringerne.

Ved breve til klageren af 15. februar 2010 rykkede banken for betaling af henholdsvis 1.033,81 kr. og 1.293,84 kr. på kreditten og Lån 1. Af brevene fremgik, at forsikringerne ville blive opsagt ved manglende betaling inden ti dage.

Efter det oplyste opsagde banken forsikringerne i marts 2010.

I et brev til klageren af 17. maj 2010 opgjorde bankens advokat gælden i henhold til Lån 2 til 66.638,98 kr. og anmodede klageren om at indbetale beløbet inden ti dage.

Den 1. juli 2010 fik klageren tilkendt førtidspension.

Ved udeblivelsesdom afsagt den 29. september 2010 blev klageren dømt til at betale 63.544,89 kr. til banken med tillæg af renter på 9,09 % p.a. fra den 15. maj 2010 samt sagsomkostninger på i alt 4.300 kr. vedrørende Lån 2.

Den 6. oktober 2010 indgav bankens advokat et betalingspåkrav til fogedretten vedrørende kreditten. Den 24. november 2010 opgjorde fogedretten betalingspåkravet til 28.944,21 kr., inklusiv omkostninger på 3.060 kr., og gav kravet påtegning om, at klageren ikke rettidigt var kommet med indsigelser, og at betalingskravet herefter havde samme virkning som en dom.

Den 20. januar 2011 fik klageren meddelelse om, at han var blevet registreret i RKI med en gæld på 29.723 kr. efter indberetning fra banken.

Den 14. april 2012 begærede banken udlæg hos klageren vedrørende det pådømte beløb vedrørende Lån 2. Klageren, der var bistået af en advokat under fogedsagen, gjorde gældende, at han som følge af forsikringsdækning ikke var pligtig at betale det pådømte beløb. Den 6. september 2012 besluttede fogedretten, at udlægsforretningen skulle fremmes. Af udskrift af fogedbogen fremgik blandt andet:

”… [klageren] har gjort gældende, at hans pligt til at betale i henhold til Retten i Århus dom af 29. september 2010 er ophørt som følge af forsikringsdækning. Indsigelsen herom blev ikke gjort gældende forud for domsafsigelsen. Dommen er efter det oplyste ikke søgt genoptaget.

Uanset om det måtte have været uklart for [klageren], at han indgik låneaftalen med GE Moneybank og forsikringsaftalen med [F], lægger fogedretten imidlertid til grund, at dette var tilfældet.

Fogedretten har herved lagt vægt på, at de to selskaber ikke var koncernforbundne, … … samt på indholdet af de to telefonsamtaler mellem [klageren] og … GE Moneybank og på brevene fra [F] angående anmeldelsen af ufrivillig arbejdsløshed og midlertidig uarbejdsdygtighed som forsikringsbegivenheder.

Det forhold, at det var GE Moneybank, der opsagde forsikringen på vegne af [F] - efter forudgående varsling – er under disse omstændigheder uden betydning…

Herefter, og idet [klageren] hverken udfyldte skemaet om ufrivillig arbejdsløshed eller skemaet om midlertidig uarbejdsdygtighed, som han fik tilsendt fra [F] og ophørte med at betale forsiringspræmien efter februar 2010, er der ikke grundlag for at nægte udlægsforretning fremme. …”

I september 2012 indgav klageren en klage over F til Forsikringsankenævnet.

Den 17. oktober 2012 stadfæstede Vestre Landsret fogedrettens kendelse vedrørende Lån 2. I kendelsen var anført, at klageren var dømt som udebleven ved dommen af 29. september 2010, at indsigelse mod rigtigheden af domme ikke kan gøres gældende under tvangsfuldbyrdelsen, og at indsigelsen om forsikringsdækningen ikke angik omstændigheder, der var opstået efter dommen.

Af Forsikringsankenævnets afgørelse af 6. maj 2013 fremgik, at klageren havde anmeldt sin arbejdsløshed overfor F den 24. januar 2010, og at banken havde opsagt forsikringen ultimo marts 2010. Forsikringsankenævnet fandt, at F havde været uberettiget til at opsige forsikringen, og at F skulle genoptage behandlingen. Af afgørelsens præmisser fremgik blandt andet:

”… Af fogedretsudskrift af 23/8 2012 fremgår bl.a.:

”… Den 13. januar 2010 var der en telefonsamtale med skyldner [klageren] og en medarbejder i GE Moneybank, hvor skyldner ringede og oplyste, at han ikke kunne betale. Her fik skyldner besked på at henvende sig til [F] for at finde ud af om de ville dække. Den 25. januar 2010 ringede skyldner igen til GE Moneybank og oplyste, at han havde sendt mail og ringet til [F] tre gange uden held. Medarbejderen ved GE Moneybank noterede desuden, at kunden stadig afventede svar på, om [F] ville dække hans ydelser, og at man havde informeret om, at kunden skulle betale forsikringspræmien.” …

Over for fogedretten har klageren den 29/5 2012 bl.a. forklaret:

”… Der er aldrig kommet en opkrævning, opsigelse eller rykker fra [F]. Det var først, da der kommer en inkassosag lang tid senere, at han bliver opmærksom på, at han åbenbart ikke længere var dækket af forsikringen. …” …

Efter sin gennemgang af sagen må nævnet lægge til grund, at [F] ikke har opsagt klagerens Xtra Tryghed i overensstemmelse med proceduren, der er foreskrevet i Forsikringsaftalelovens§§ 12-17.

På baggrund af ovennævnte er det herefter nævnets opfattelse, at forsikringen ikke kan anses for at være opsagt på skadetidspunktet den 24/1 2010.

Følgelig finder nævnet at kunne lægge til grund, at klageren har fremsendt anmeldelse om ufrivillig arbejdsløshed i forsikringstiden, og at selskabet har modtaget anmeldelsen i forsikringstiden den 28/1-2010.

På baggrund heraf finder nævnet, at [F] ved modtagelsen af anmeldelsen burde have oplyst klageren om selvrisikoperioden og konsekvenserne af ikke at indbetale den løbende præmie, jf. bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Da [F] intet har foretaget sig i anledning af anmeldelsen, finder nævnet, at det har været uberettiget til at afvise dækning som sket og skal genoptage sagsbehandlingen. …”

Den 14. juni 2013 meddelte banken klageren, at den havde rettet henvendelse til F for at få en afklaring af sagen efter Forsikringsankenævnets afgørelse, og at banken foreløbig ville sætte inkassosagen i bero.

Den 30. september 2013 indgav klageren en klage over banken til Pengeinstitutankenævnet.

I et brev til klageren af 25. november 2013 meddelte F, at F ville betale de to ydelser pr. den 13. april 2010 til den 11. juni 2010, der var forfaldet i perioden fra udløbet af selvrisikoperioden frem til klagerens førtidspensionering, med tillæg af renter. I sit indlæg i klagesagen af 27. november 2013 foreslog banken, at sagen blev forligt ved F’s indbetaling til banken i overensstemmelse med dækningen under klagerens police, og at banken foranledigede, at klageren blev slettet i RKI.

I en e-mail af 18. februar 2014 til banken meddelte F, at F kunne anerkende dækning for to ydelser vedrørende klagerens sygemelding i perioden fra den 14. december 2009 til den 10. juni 2010.

I et brev til klageren af 23. juli 2014 meddelte F, at klageren var berettiget til dækning af ydelser i én yderligere måned, fra den 14. marts 2010 til den 12. april 2010, og at F som følge af fejlen ville se bort fra, at klageren havde fået førtidspension, således at banken ville kompensere klageren for i alt 12 ydelser, svarende til en yderligere betaling på 37.191,50 kr. Af et brev fra F til klageren af 15. august 2014 fremgik, at F havde udbetalt 7.578 kr. under forsikringerne den 28. november 2013 og yderligere i alt 37.191,50 den 24. juli 2014 og den 15. august 2014 kr., således at den samlede udbetaling til banken var i alt 44.769,50 kr.

I et brev til F af 8. september 2014 rejste klageren indsigelse mod opgørelsen og stillede krav om godtgørelse for de af banken opkrævede omkostninger, renter mv.

Banken har fremlagt en kopi af sine breve af 12. november 2014 til sin advokat. Af brevene fremgår, at banken har fradraget i alt 44.769,50 kr. vedrørende betalinger fra F i opgørelsen af kravene mod klageren, herunder i alt 7.912,20 kr. vedrørende Lån 1.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at GE Money Bank skal anerkende, at hans forsikring gælder, at banken skal frafalde sit udlæg, slette registreringen i RKI samt frafalde sit krav mod ham, herunder vedrørende gebyrer, omkostninger m.v.

GE Money Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at forsikringen dækkede ydelser ved arbejdsløshed og sygdom. Han foretog anmeldelse til F, men modtog ingen reaktion. Banken varslede blot – uden forudgående rykkere – opsigelse af kontiene og forsikringsdækningen.

F afviste efterfølgende dækning med henvisning til, at forsikringen var opsagt af banken.

Forsikringsankenævnet har bestemt, at opsigelsen af forsikringen var uberettiget, og at F skal genoptage behandlingen.

Banken stod som forsikringstager. Banken burde have taget skridt til at få dækket ydelserne fra forsikringen. Banken oplyste ham ikke om forsikringsdækningen, men fortsatte uberettiget med at opkræve de forsikringsdækkede ydelser ved retten og i fogedretten. Banken vildledte fogedretten, byretten og landsretten. Banken har ikke dokumenteret, om banken forud for udeblivelsesdommen oplyste retten om forsikringen, hvor banken som det første skulle have søgt dækning. Banken bør stille ham, som om banken havde kontaktet F og sørget for korrekt behandling af forsikringssagen fra anmeldelsestidspunktet. Banken burde have fratrukket de forsikringsdækkede ydelser fra starten. Da banken ikke kunne opkræve ydelserne, var banken heller ikke berettiget til omkostninger og renter mv., som udsprang af ydelserne. Bankens gebyrer, omkostninger og renter skal bortfalde.

Banken har ikke fulgt fremgangsmåden i kreditaftaleloven i forbindelse med opsigelsen.

Banken har først på et sent tidspunkt i klagesagen oplyst om indbetalingerne fra F. Banken oplyste oprindeligt i klagesagen for Pengeinstitutankenævnet, at han kun havde forsikringsdækning for kreditten. Efterfølgende har banken erkendt, at Lån 1 og Lån 2 også var forsikringsdækket. Indbetalingerne fra F er ikke opgjort korrekt. Banken har ikke på betryggende vis foretaget fradrag for forsikringsdækning i sagen.

Banken og F har ikke opfyldt Forsikringsankenævnets afgørelse. Han har derfor anmodet Forsikringsankenævnet om atter at se på sagen. Han betragter alene indbetalingerne fra F som a conto beløb.

Det fremgår af Forsikringsankenævnets afgørelse, at der er fuld dækning under forsikringen. Forsikringsdækningen skal således omfatte hele det skyldige beløb. Han var også efter tilkendelse af førtidspension berettiget til forsikringsdækning, hvilket F har erkendt. Banken skal frafalde sit krav vedrørende kreditten og lånene, der i sin helhed var dækket af forsikringsydelserne.

Bankens krav er endvidere ophørt som følge af identifikation mellem banken og F, der er koncernforbundne og har adressefællesskab. Banken oplyste i fogedretten, at den var administrator af forsikringen. F havde overladt banken at beslutte forhold vedrørende forsikringen. Ifølge bankens betingelser kunne banken ændre gebyrerne for forsikringspræmie.

Af bankens betingelser fremgår endvidere, at banken kan kræve gebyrer i overensstemmelse med gebyroversigten og endvidere for enkeltstående ydelser. Da gebyrerne ikke var nærmere specificeret, kan banken ikke kræve sådanne gebyrer af ham.

GE Money Bank har blandt andet anført, at dækningen fra F afhænger af F’s sagsbehandling og klagerens faktiske forhold i forbindelse med anmeldelsen. Banken kan derfor ikke acceptere at frafalde sit krav. Banken har afventet F’s fornyede sagsbehandling efter afgørelsen fra Forsikringsankenævnet. Banken har modregnet alle beløb, som den har modtaget fra F, i klagerens gæld.

En klage, der er begrundet i uenighed om størrelse og tidspunkt for udbetaling i henhold til en forsikring, hører under Forsikringsankenævnets kompetence.

Der kan ikke ske identifikation mellem banken og F. Bankens ultimative moderselskab er alene minoritetsaktionær i F. Banken er forsikringsagent for F, formidler salg af forsikringer og opkræver præmien hos kunden og videresender denne til F. Den øvrige administration, skadesbehandling og udbetaling varetages af F. Det er over ti år siden, at banken og F var koncernforbundne.

Det påhvilede klageren selv som den forsikrede at foretage anmeldelse til F. Dette fremgår klart af forsikringsbetingelserne. Banken har således ikke pådraget sig et ansvar ved ikke at foretage anmeldelse til F.

Klageren betalte ikke ydelserne rettidigt. Alle tre engagementer var væsentligt misligholdt. Banken var berettiget til at opsige aftalerne og forfølge sit krav gennem egen inkassoafdeling og ekstern advokat samt at foretage RKI-registrering af klageren. Bankens rykkergebyrer, renter og inkassoomkostninger fastholdes.

Berettigelsen af opsigelsen er allerede prøvet af fogedretten og bør ikke gøres til genstand for yderligere prøvelse.

Ankenævnets bemærkninger

Ved udeblivelsesdom af 29. september 2010 blev klageren dømt til at betale 63.544,89 kr. til GE Money Bank (nu Santander Bank) med tillæg af renter og sagsomkostninger vedrørende Lån 2. Klageren anmodede ikke om en genoptagelse af dommen. Under en fogedsag i foråret 2012 gjorde klageren gældende, at han som følge af forsikringsdækning ikke var pligtig at betale det pådømte beløb. I september 2012 foretog fogedretten udlæg hos klageren vedrørende det pådømte beløb vedrørende Lån 2. Den 17. oktober 2012 stadfæstede Vestre Landsret fogedrettens kendelse.

I oktober 2010 indgav banken et betalingspåkrav til fogedretten vedrørende kreditten. Den 24. november 2010 gav fogedretten påkravet påtegning om, at der ikke rettidigt var modtaget indsigelser mod bankens krav, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2. Påkravet udgjorde ifølge påtegningen 28.944,21 kr., inklusiv omkostninger på 3.060 kr. Det følger af § 477 e, stk. 3, at betalingspåkravet herefter havde samme bindende virkning som en dom. Ankenævnet lægger til grund, at klageren ikke har anmodet fogedretten om at genoptage sagen, jf. § 477 e, stk. 4.

Af Ankenævnets vedtægters § 5, stk. 1, fremgår, at Ankenævnet ikke kan behandle sager, som er afgjort ved endelig dom. Ankenævnet har herefter ikke kompetence til at behandle klagen vedrørende Lån 2 og kreditten, herunder klagerens krav om at banken skal aflyse sit udlæg.

Ankenævnet kan ikke tage stilling til klagerens påstand om at blive slettet i RKI, idet klage herom skal indgives til Datatilsynet, Borgergade 28, 5, 1300 København K, jf. lov om behandling af personoplysninger.

For så vidt angår Lån 1 bemærker Ankenævnet:

En stillingtagen til omfanget af dækningen under klagerens forsikring hos F, hvornår F burde have udbetalt forsikringsydelserne, og om F har opfyldt Forsikringsankenævnets afgørelse af 6. maj 2013 henhører under Ankenævnet for Forsikring, Anker Heegaards Gade 2, 1., 1572 København V og falder uden for Pengeinstitutankenævnets kompetence.

Af Forsikringsankenævnets afgørelse af 6. maj 2013 fremgår, at banken foretog opsigelsen af klagerens forsikringer. Forsikringsankenævnet fandt, at opsigelsen ikke var sket i overensstemmelse med proceduren i Forsikringsaftalelovens §§ 12-17.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort at have lidt et særskilt tab ved bankens opsigelse af forsikringen. Ankenævnet bemærker herved, at det fremgår af sagen, at F har dækket 12 ydelser på lånet, og at klageren således har fået fuld dækning under forsikringen, selvom han fik førtidspension fra den 1. juli 2010.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen vedrørende Lån 1.

Ankenævnets afgørelse

">Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende Lån 2 og kreditten.

">Klageren får ikke medhold i klagen vedrørende Lån 1.