Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for gæld på konti, der overgik til inkasso i 2002.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Spar Nord Banks krav om indfrielse af gæld på konti, der overgik til inkasso i 2002.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes daværende ægtefælle, M, købte i 1999 en fast ejendom. Købet blev finansieret med et realkreditlån i Realkredit Danmark og et boliglån kontonummer -178 på 700.000 kr. i Spar Bank Vest, nu Spar Nord Bank. Til sikkerhed for lånet fik banken blandt andet kaution for i alt 300.000 kr. Renten på lånet var variabel for tiden 10 % om året. Ydelserne på lånet blev trukket på parrets fælles budgetkonto (kontonummer - 584) i banken. Den 25. januar 2002 underskrev klageren og M en kassekreditkontrakt vedrørende en kreditramme på 25.000 kr. på budgetkontoen.

Klageren har oplyst, at hun og M ophævede samlivet i februar 2002.

Ved brev af 25. september 2002, der efter sit indhold blev sendt til både klageren og M som både anbefalet og almindeligt brev, opsagde banken deres fælles engagement, hvorpå gælden blev opgjort til 707.361,34 kr. fordelt med 680.809,86 kr. på boliglånet (-178), 3.048 kr. på budgetkontoen (-584) og 13.551 kr. på en lønkonto nr. -576.

Ved brev af 17. oktober 2002 til klageren meddelte banken, at engagementet var overdraget til inkasso.

Ifølge kontoudskriften for boliglånet blev der den 19. december 2002 hævet 55.077,54 kr. med posteringsteksten ”Afværgelse af tvangsauktion”. Den følgende dag indsatte M 9.000 kr. på lånet. Saldoen på lånet var herefter ÷718.997,82 kr. Kautionerne blev indfriet, hvorved saldoen blev nedbragt til ÷418.997,82 kr.

Banken har oplyst, at klagerens og M’s ejendom den 3. juli 2003 blev solgt på tvangsauktion, hvor Realkredit Danmark bød ejendommen hjem til restgælden på realkreditlånet, som udgjorde 536.000 kr. eksklusiv renter.

Ved breve af henholdsvis 8. oktober og 16. december 2003 rykkede banken klageren for en afvikling af gælden.

Ved brev af 2. februar 2004 til fogedretten i Herning anmodede banken om en fogedforretning begrænset til 100.000 kr. mod klageren vedrørende restgælden på boliglånet. Ifølge en påtegning blev sagen på en ikke læselig dato opgjort af fogedretten til 102.165 kr.

Ved brev af 8. juni 2004, der er adresseret til klageren, opgjorde banken engagementet. Banken anførte med henvisning til et brev fra klagerens advokat, at der kunne herske tvivl vedrørende hævningen på 55.077,54 kr. på boliglånet. Ifølge brevet blev en kopi af dette sendt til advokaten.

Ved et brev af 5. november 2004 til M opsagde banken engagementet.

Ved brev af 13. december 2004 til fogedretten i Herning anmodede banken om en fogedforretning begrænset til 50.000 kr. mod M vedrørende restgælden på boliglånet.

I løbet af 2004 blev der hævet inkassoomkostninger på i alt 2.769,02 kr. på lånet, hvorefter saldoen var ÷421.766,84 kr.

Ved brev af 16. september 2005 til klageren meddelte banken, at inkassobehandlingen var sat i bero, og at banken forbeholdt sig at genoptage denne uden varsel. Af brevet fremgår kontonummeret på boliglånet, men ingen oplysninger om kravets størrelse.

Under sagen er der fremlagt kontooversigter fra banken for 2003 og 2006-2009, der er adresserede til klageren med c/o-adresse hos bankens inkassoafdeling, samt kontooversigter for 2010-2012, der er adresserede til klageren på privatadresser, der ifølge banken var klagerens aktuelle folkeregisteradresse. Af oversigterne fremgår bankens indberetninger til skattemyndighederne af to gældsposter på henholdsvis 479.085,59 kr. og 3.426,75 kr.

Banken har om sine rutiner for at sende påmindelser anført, at kundens folkeregisteradresse hentes automatisk i adressefeltet via opslag i CPR-registeret. Når brevet herefter er udarbejdet af den relevante afdeling eksempelvis inkassoafdelingen samles bankens breve til bankens centrale postomdeling, der overgiver brevene til Post Danmark. Returnerede breve modtages centralt til bankens hovedsædes postomdeling, som videresender de returnerede breve til den relevante afdeling, herunder inkassoafdelingen. Årsopgørelser og kontoudskrifter mv. genereres automatisk via bankens datacentral SDC, der ligeledes anvender opslag i CPR-registeret og herefter sender brevene til kunden.

Ved brev af 25. marts 2014 til fogedretten anmodede banken om en fogedsag mod klageren vedrørende gælden på 418.997,82 kr. på boliglånet med tillæg af renter 10 % om året i tre år samt omkostninger. Fogedrekvisitionen blev modtaget i fogedretten den 28. marts 2014.

Den 26. marts 2014 udarbejdede banken et betalingspåkrav mod klageren og M på 6.065,00 kr. vedrørende budgetkontoen og et betalingspåkrav mod klageren på 3.426,75 kr. vedrørende et overtræk på en konto nr. -728, som klageren havde haft i banken. Betalingspåkravene blev modtaget i fogedretten den 31. marts 2014.

Betalingspåkravet mod M fik påtegning om, at M ikke rettidigt var kommet med indsigelser. Betalingspåkravet havde herefter samme bindende virkning som en dom.

Vedrørende klageren blev der efter det oplyste afholdt et fogedretsmøde den 23. april 2014. Efter det oplyste blev sagerne mod klageren på hendes anmodning henvist til behandling i Ankenævnet.

Den 18. juni 2014 indgav klageren en klage over Spar Nord Bank (Spar Bank Vest) til Ankenævnet.

Banken har under sagen pr. kulance frafaldet tilgodehavenderne ifølge betalingspåkravene. Vedrørende boliglånet har banken frafaldet låneforhøjelsen på 55.077,54 kr. i december 2002 og inkassoomkostningerne på i alt 2.769,02 kr., der påløb i 2004.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at banken ”selv skal dække alle forhold”.

Spar Nord Bank (Spar Bank Vest) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ikke har dokumenteret de lån/overtræk, der blev indbragt for fogedretten.

Efter samlivsophævelsen i 2002 skulle fællesejendommen overtages af M. Til trods for dette blev hun gentagne gange anmodet om at foretage indbetalinger vedrørende ejendommen, ligesom banken forhøjede engagementet.

Banken burde ikke have rådgivet M til at overtage ejendommen, da hans økonomi var utilstrækkelig. Banken var fuldt ud informeret om hele situationen, økonomi samt ophørt samliv og handlede mod bedre vidende. Hun søgte derfor bistand hos en advokat.

Et eventuelt krav vedrørende boliglånet er nu forældet. De fremlagte oversigter dokumenterer ikke at forældelsen blev afbrudt. Brevene blev sendt til forkert adresse. Både fogedrekvisitionen af 2. februar 2004 og opgørelsen af 8. juni 2004 fik hun først personligt udleveret i fogedretten den 23. april 2014, hvilket alle deltagere i fogedretsmødet kan bevidne. Opgørelsen af 8. juni 2004 indeholdt fejlagtigt lånet til M på 55.077,54 kr. som hun ikke hæfter for.

Banken har ikke dokumenteret opsigelsen af boliglånet den 5. november 2004. Opsigelsen blev tilsyneladende alene sendt til M.

Spar Nord Bank har anført, at klageren hæfter solidarisk for gælden på boliglånet, hvortil kommer tre års renter. Banken har aldrig godkendt en opdeling af engagementet i forbindelse med skilsmissen mellem klageren og M. Banken har handlet sagligt vedrørende engagementet. Et eventuelt rådgivningsansvar er forældet, idet en eventuel ansvarspådragende adfærd stammer tilbage fra 2002. Endvidere er et eventuelt rådgivningsansvar bortfaldet på grund af passivitet.

Bankens krav vedrørende boliglånet er ikke forældet. Hovedstolen var omfattet af den dagældende 20-årige forældelsesfrist i henhold til Danske Lov 5-14-4, der blev afbrudt ved påmindelse, og er nu omfattet af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 5, stk. 1.

Klageren er løbende blevet mindet om gælden, ligesom gælden løbende blevet opgjort over for klageren blandt andet ved brevet af 8. juni 2004. Hertil kommer fogedrekvisitioner af den 2. februar 2002 og 25. marts 2014. Brevene blev sendt til den adresse, som klageren på de relevante tidspunkter havde anmeldt som folkeregisteradresse. Brevene er ikke returneret af postvæsenet, hvorfor det ikke er sandsynligt, at brevene ikke er kommet frem til klageren.

Den 10-årige forældelsesfrist vedrørende boliglånet skal regnes fra brevet af den 8. juni 2004 til klageren, hvor gælden blev opgjort over for klageren og i øvrigt med kopi til klagerens daværende advokat. Det følger af forældelseslovens § 30, stk. 3, at afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før forældelseslovens trådte i kraft den 1. januar 2008, har virkning som afbrydelse efter forældelsesloven. Hovedstolen var derfor ikke forældet den 28. marts 2014, hvor fogedrekvisitionen blev indleveret. Forældelsesfristen udløb tidligst den 8. juni 2014.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, optog ved gældsbrev af 11. marts 1999 et boliglån på 700.000 kr. i den daværende Spar Bank Vest, nu Spar Nord Bank. Lånet blev misligholdt, og to kautioner for lånet blev indfriet, hvorved gælden blev nedbragt. I løbet af 2004 blev der tilskrevet inkassoomkostninger på i alt 2.769,02 kr. på lånet, hvorefter hovedstolen udgjorde 421.766,84 kr.

Ved breve af henholdsvis 8. juni 2004 og 16. september 2005 sendte banken påmindelser til klageren om gælden på boliglånet. Det lægges efter det oplyste til grund, at brevene blev sendt til klagerens aktuelle folkeregisteradresse, og at brevene ikke er blevet returneret af postvæsenet. Brevet af 8. juni 2004 blev tillige sendt i kopi til klagerens daværende advokat. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet det meget lidt sandsynligt, at ingen af disse påmindelser skulle være kommet frem til klageren.

Ankenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at forældelsesfristen i medfør af den dagældende Danske Lov 5-14-4 blev afbrudt mindre end 10 år før den 28. marts 2014, hvor fristen efter den nye forældelseslov blev afbrudt ved, at banken indbragte sagen for fogedretten. Kravet i henhold til boliglånet er derfor ikke er forældet.

Banken har under sagen frafaldet tilgodehavenderne ifølge betalingspåkravene på henholdsvis 6.065,00 kr. og 3.426,75 kr.

Vedrørende boliglånet har banken frafaldet låneforhøjelsen på 55.077,54 kr. i december 2002 og inkassoomkostningerne på i alt 2.769,02 kr., der påløb i 2004. Bankens rentekrav er begrænset til tre års renter ifølge forældelsesloven. Rentesatsen på 10 % svarer til den rentesats, der anført i gældsbrevet, og kan ikke tilsidesættes som urimelig.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at nedsætte kravet yderligere.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.