Kaution, stiftelse.
| Sagsnummer: | 592 /1991 |
| Dato: | 05-02-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, stiftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kreditkontrakt af 30. september 1987 ydede indklagede en forhøjelse af en kassekredit fra 332.000 kr. til 400.000 kr. Til sikkerhed for kreditten håndpantsatte debitor ejerpantebreve med pant i sin ejerlejlighed for 170.000 kr. samt et løsørepantebrev på 476.000 kr. med pant i inventar, driftsmateriel goodwill og lejerettigheder i en bodega, debitor havde afhændet den 1. maj 1987. Ved påtegning af kreditkontrakten af samme dag afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring for de rangsidste 50.000 kr.
Ved kreditkontrakt af 13. maj 1988 forhøjedes kreditten til 480.000 kr. Det var i lånedokumentet anført, at kreditten skulle nedbringes med 24.000 kr. hvert halve år, første gang den 1. januar 1989. Ved påtegning af lånedokumentet af samme dag tiltrådte klageren, at hans kautionsforpligtigelse forhøjedes til at gælde for de rangsidste 130.000 kr. Det var i denne kreditkontrakt ikke anført, at der tillige var stillet pant til sikkerhed for kreditten.
Den 13. oktober 1988 meddelte indklagede debitor, at man fra direktoratet for Københavns Skatte- og Registerforvaltning havde fået underretning om, at der var foretaget udlæg for 67.399.00 kr. i løsørepantebrevet. I den anledning anmodedes debitor om at rette henvendelse til afdelingen. Ved kreditkontrakt af 28. december 1988 blev kassekreditten ændret til en omlægningskredit i henhold til renteafgiftsloven, og maksimum blev nedskrevet til 449.000 kr. Kreditten skulle nedskrives med 5.943,75 kr. hver måned, første gang den 1. februar 1989, og der var i kreditkontrakten henvist til særskilt håndpantsætningserkæring, ligesom klageren påny afgav selvskyldnerkautionsbegæring for de rangsidste 130.000 kr. Den 29. december 1988 meddelte indklagede, at man til imødegåelse af et eventuelt overtræk ved tilskrivning af den kvartårlige rente havde etableret en automatisk overførsel på 3050 kr. fra debitors checkkonto. Den 10. april 1989 meddelte afdelingen debitor, at hans checkkonto var overtrukket med 11.312,79 kr. Den 16. maj 1989 meddelte afdelingen direktoratet for Københavns Skatte- og Finansforvaltning, at man i forbindelse med, at man ønskede at reducere debitors engagement anmodede direktoratet om at tiltræde, at løsørepantebrevet blev solgt til kurs 50. I forbindelse med at indklagede realiserede pantet, blev provenuet heraf på 207.622,73 kr. afskrevet på kreditkontrakten, hvis maksimale trækningsret herefter udgjorde 217.602,20 kr. Ved aftale af 29. juni 1989 nedsattes klagerens kautionsforpligtelse til 100.000 kr.
Den 16. februar 1990 meddelte afdelingen klageren, at der i henhold til proklama i Statstidende den 1. februar 1990 var indledt gældssaneringssag for debitor. Indklagede gjorde i den forbindelse klagerens kautionsforpligtelse gældende. I en efterfølgende brevveksling mellem klageren og indklagede drøftedes, hvorvidt indklagede var berettiget til på daværende tidspunkt at gøre kautionsforpligtelsen gældende over for klageren, eller hvorvidt denne skulle afvente afslutningen af gældssaneringssagen. I forbindelse med gældssaneringssagen anmeldte indklagede et samlet tilgodehavende på 315.280,91 kr.
Ved skrivelse af 18. januar 1991 fastholdt indklagede overfor klageren, at man kunne gøre krav på kautionsbeløbet inden afslutningen af gældssaneringssagen. Da man imidlertid havde modtaget indkaldelse til skifteretsmøde den 8. februar 1991, erklærede indklagede sig rede til at afvente gældssaneringssagens afslutning. På skifteretsmødet den 8. februar 1991 blev sagen udsat til 9. april 1991, og der skete herefter yderligere udsættelser.
Den 30. september 1991 modtog indklagede meddelse om, at debitor den 23. september 1991 havde tilbagekaldt sin begæring om gældssanering, idet der under gældssaneringssagens forløb var oparbejdet børnebidragsrestancer i størrelsesorden 15.000 til 20.000 kr. Samme dag indledtes ny gældssanering for debitor efter begæring fra denne.
Ved skrivelse af 8. og 14. oktober 1991 rykkede indklagede klageren for indfrielse af kautionsforpligtelsen. Ved skrivelse af 24. oktober 1991 overgav indklagede sagen til sin advokat. Ved skrivelse af 28. oktober 1991 til klageren meddelte advokaten, at fordringen ifølge kautionsforpligtelsen var overgivet ham til retslig inkasso. I den forbindelse blev kravet opgjort til 241.888,72 kr. inkl. renter. Ved stævning af 3. december 1991 stævnede indklagede klageren til betaling af 235.997,82 kr.
Sagen er den 10. januar 1992 af retten i Roskilde udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har overfor Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke har opfyldt sin oplysningspligt i forbindelse med, at han påtog sig kautionsforpligtelsen, idet indklagede ikke oplyste, at debitors engagement med indklagede var misligholdt, samt at debitors samlede gæld udgjorde ca. 1.000.000 kr., hvilket indklagede var bekendt med, idet debitor jævnligt havde afleveret årsopgørelser til indklagede. Klageren har afgivet selvskyldnerkautionserklæring den 29. juni 1989, cirka et halvt år før der blev indledt gældssaneringssag for debitor. Indklagede burde således på tidspunktet for klagerens afgivelse af kautionserklæringen have været vidende om, at engagementet næppe ville kunne afvikles af debitor, hvilket indklagede burde have gjort klageren opmærksom på. Indklagede har endvidere afhændet det af debitor stillede pant til en urimelig lav kurs, hvorved klageren er blevet ringere stillet, end han har haft forventninger om. Klageren bestrider, at salget af pantebrevet skulle være sket som følge af en overhængende risiko for, at den pantsatte bodega måtte ophøre med driften. Klageren bestrider endvidere, at indklagedes krav som opgjort i stævningen udgør 235.977,82 kr.
Indklagede har anført, at debitor forinden gældssaneringssagens indledning ikke havde misligholdt sit engagement med indklagede, og at indklagede ikke var bekendt med, at debitors samlede gæld udgjorde ca. 1.000.000 kr. Indklagede erkender, at påstanden i indklagedes stævning af 3. december 1991, ikke burde have lydt på 235.977,82 kr., der udgjorde kassekredittens saldo, men at påstanden retteligt burde have lydt på betaling af 100.000 kr. med tillæg af procesrente fra tidspunktet for sagsanlægget. I forbindelse med at klageren oprindeligt påtog sig kautionsforpligtelsen i september 1987, redegjorde indklagedes medarbejder for, hvad en kautionsforpligtelsen indebar, og det var indklagedes indtryk, at klageren og debitor var nære venner, og at klageren således var bekendt med debitors økonomiske forhold. Hertil kommer, at det må påhvile en kautionist selv at undersøge hovedmandens økonomiske forhold, hvorfor indklagede ikke finder, at man har tilsidesat sin oplysningspligt i forbindelse med klagerens kautionsforpligtelse. I foråret 1989 lod debitor på foranledning af indklagede løsørepantebrevet realisere, idet han overfor indklagede oplyste, at der havde været naboklager over bodegaen, hvorfor dennes fremtidige drift kunne være usikker. På den baggrund og da kurs 50 syntes at være en fordelagtig kurs på et løsørepantebrev, lod indklagede løsørepantebrevet bortsælge. Indklagede havde ikke forinden givet klageren tilsagn om, at dette pant ikke ville blive realiseret.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med, at klageren oprindeligt påtog sig kautionsforpligtelsen i september 1987, har tilsidesat sin oplysningspligt, eller at klageren har lidt tab ved realisationen til kurs 50 af løsørepantebrevet, hvis provenu er afskrevet på den kautionssikrede kredit.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.