Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i for sen anmeldelse af forsikringsbegivenhed

Medhold klager



Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i for sen anmeldelse af forsikringsbegivenhed vedrørende forsikring tegnet via sparekasse.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle, M, blev kunder i Frøs Herreds Sparekasse i 1993. I forbindelse hermed tegnede klageren via sparekassen en invalideforsikring hos AP Pension. Forsikringen var tilknyttet en kapitalpension.

I november 2006 blev klageren tilkendt førtidspension pr. 1. december 2006 som følge af varig nedsættelse af arbejdsevnen. Indtil da havde klageren gennem mange år passet ægteparrets handicappede søn i hjemmet med tilskud fra kommunen for tabt arbejdsfortjeneste.

I anledning af sin førtidspensionering var klageren til møde med sin mangeårige rådgiver i sparekassen, R1, hvor ægteparrets samlede økonomiske forhold, herunder pensionsforhold, blev gennemgået. Det blev besluttet på mødet, at klageren straks skulle ophøre med indbetalingerne på sin kapitalpension. Klagerens invalideforsikring blev ikke drøftet på mødet.

Klageren modtog årligt en pensions- og forsikringsmeddelelse fra sparekassen med oplysning om indbetalinger i året og dækningssum ved død og tab af erhvervsevne. Af meddelelsen for 2006 fremgik, at forsikringssummen ved tab af erhvervsevne var 269.000 kr., som kom til udbetaling ved varig nedsættelse af erhvervsevnen med 2/3 eller mere, og at der skulle betales en afgift på 40 % af forsikringssummen.

I 2007 købte parret en fast ejendom. I forbindelse hermed blev parrets samlede økonomiske situation og pensionsforhold igen gennemgået med R1, som rådede M til at forhøje sine pensionsindbetalinger.

Klageren har oplyst, at parret på R1’s opfordring indsendte oplysninger om deres samlede forsikringsforhold til R1, men at R1 konkluderede, at sparekassen ikke var konkurrencedygtig med parrets hidtidige forsikringsselskab.

I februar 2008 købte parret en bil, der blev finansieret ved et billån på 247.750 kr. hos sparekassen. I anledning heraf blev parrets økonomi og pensionsforhold gennemgået, og R1 rådede M til at forhøje sine pensionsindbetalinger.

I 2010 fik parret en ny rådgiver i sparekassen, R2. På det første møde med R2 den 10. december 2010 blev parrets engagement hos sparekassen gennemgået. R2 spurgte efter det oplyste til invalidesumsforsikringen for at sikre sig, at forsikringen var blevet udbetalt i forbindelse med klagerens førtidspensionering.

Klageren har oplyst, at R2 efter mødet kontaktede AP Pension, hvor skaden blev anmeldt, og at R2 varetog kontakten til AP Pension, der anmodede klageren om lægelige oplysninger. R2 meddelte, at der ikke efter sparekassens opfattelse var tidsfrister, der afskar behandling af sagen. Klageren fik efter det oplyste tid hos lægen primo januar 2011. Klageren har endvidere oplyst, at hun sendte de lægelige oplysninger medio januar 2011, og at hun herefter fik at vide, at man afventede oplysninger fra kommunen.

I brev af 2. maj 2011 afviste AP Pension at udbetale invalidesummen på grund af forældelse. I brevet anførtes:

"… Vores lægekonsulent har vurderet, at du allerede i november 2006 opfyldte de helbredsmæssige betingelser for udbetaling af invalidesummen.

Ifølge Forældelsesloven udløb fristen for anmeldelse af dit krav den 30. november 2009. Vi har først modtaget din ansøgning om udbetaling af invalidesummen den 14. januar 2011, hvorfor vi desværre ikke kan imødekomme dit krav om udbetaling af denne. …"

I telefax af 23. maj 2011 rejste klagerens advokat krav om erstatning overfor sparekassen. I e-mail af 25. maj 2011 henviste sparekassen klageren til at rette henvendelse til AP Pension. Sparekassen oplyste endvidere, at AP Pension havde sendt skadesanmeldelse til klageren den 14. december 2010 og havde modtaget skadesanmeldelsen retur fra klageren i uge 2.

Parternes påstande

Den 15. juni 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Frøs Herreds Sparekasse skal stille hende, som om forsikringsbegivenheden i december 2006 var blevet anmeldt rettidigt til forsikringsselskabet.

Frøs Herreds Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at sparekassen ydede mangelfuld og utilstrækkelig rådgivning om forsikringen. Trods gentagne analyser af hendes og M’s økonomi gjorde sparekassen ikke opmærksom på muligheden for erstatning under forsikringen. Den ansvarspådragende fejl blev begået på mødet i 2006 og gentaget på de efterfølgende møder.

Det fremgik af brevet fra AP Pension, at hun var berettiget til erstatning, men at kravet var forældet.

Hendes økonomiske forhold blev nøje gennemgået på mødet med sparekassen i 2006 i anledning af, at hun havde fået tilkendt førtidspension. Sparekassen havde der en særlig anledning til at rådgive om muligheden for udbetaling af invalidesum under forsikringen. På mødet blev det besluttet, at hun skulle ophøre med indbetalingerne på sin pension mens andre forhold, herunder indbetaling til invalideforsikringen, forblev uændrede.

Sparekassen kunne efterfølgende i 2007 og 2008 have afbødet konsekvenserne af den mangelfulde rådgivning i 2006, men forsømte dette. Hun og M fik gennemgået deres økonomi ved hus- og bilkøb i 2007 og 2008, hvor deres samlede økonomiske situation og pensionsforhold blev gennemgået. Hun havde ikke mulighed for at bidrage til parrets pensionsopsparing som følge af sin førtidspensionering. R1 rådede derfor M til at forhøje sine pensionsindbetalinger. Der var således fokus på den væsentlige indkomstnedgang, og at hun var gået fra almindelig arbejdsindkomst til førtidspension.

De sendte efterfølgende oplysninger om deres forsikringsforhold til sparekassen på R1’s anmodning.

R1 havde i sin tid solgt invalideforsikringen til hende. Hun havde ingen direkte kontakt med forsikringsselskabet før, under eller efter tegningen af forsikringen. Sparekassen og R1 markedsførte sig som specialister indenfor pension og forsikringer. Ifølge sparekassens beskrivelse af R1’s kompetencer, var R1’s speciale pensionsrådgivning gennem 20 år.

Sparekassen har pådraget sig et rådgivningsansvar ved ikke at rådgive om forsikringsdækning under en af sparekassen solgt forsikring, selvom forsikringsbegivenheden var indtrådt på en åbenlys måde.

Det følger af sparekassens almindelige forretningsbetingelser, at sparekassen er erstatningsansvarlig, hvis den på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftaleforpligtelser for sent eller mangelfuldt, og at sparekassen er ansvarlig, hvis den "burde have forudset det forhold, som er årsag til tabet, da aftalen blev indgået eller burde have undgået eller overvundet årsagen til tabet."

Sparekassen gjorde hende først opmærksom på invalidesumsordningen i december 2010, da hun fik en ny rådgiver. R2 gjorde uden særlig anledning, under en almindelig årsgennemgang af deres engagement, opmærksom på forsikringen. Det forhold, at R2 uden videre gjorde opmærksom på forsikringen, understøtter, at R1 så meget desto mere burde have rådgivet herom i 2006. R2 udtrykte undren over, at R1 ikke havde omtalt muligheden for erstatning, og undren over at invalideforsikringen og indbetaling til forsikringen var fortsat efter førtidspensioneringen.

Da sparekassen endelig blev opmærksom på muligheden for erstatning, lovede sparekassen at undersøge forældelsesspørgsmålet. På mødet i december 2010 blev de enige om, at R2 skulle kontakte AP Pension med henblik på at anmelde skaden, og at R2 skulle undersøge spørgsmålet om forældelse af krav på erstatning for er-hvervsevnetab. R2 meddelte herefter, at sparekassen havde nærlæst alle bestemmelser, men ikke havde kunnet finde tidsfrister, der medførte, at kravet var forældet.

Sparekassen var ikke opmærksom på den fulde ikrafttræden af den nye 3-årige forældelsesfrist den 1. januar 2011 og forsømte at foretage de fornødne skridt til afbrydelse af forældelsen. Sparekassen burde have haft kendskab til forældelsesfristen og kunne derved medio december 2010, da man undersøgte forældelsesproblematikken, have afbrudt forældelsen inden den 1. januar 2011. R2 fulgte sagen tæt og kontaktede flere gange AP Pension. Under alle omstændigheder burde sparekassen klart have rådgivet om hvilke frister, der skulle overholdes i relation til forældelse.

R2 gav efterfølgende udtryk for, at sagen skulle løses i mindelighed.

Modtagelsen af de årlige meddelelser havde alene til formål at gøre opmærksom på indbetalinger og samlet sum i de forskellige ordninger og kan ikke have afgørende betydning. Man kan ikke bebrejde hende, at hun som forbrugerkunde, der gik hjemme og passede sin søn, ikke var opmærksom på, at tilkendelse af førtidspension juridisk set var et forsikringsdækket erhvervsevnetab.

Sparekassen er erstatningsansvarlig for hendes tab med tillæg af forsinkelsesrenter fra den 1. december 2006 samt for præmiebetalingerne efter den 1. december 2006.

Frøs Herreds Sparekasse har blandt andet anført, at sparekassen ikke er ansvarlig for den sene anmeldelse af skaden, selvom sparekassen var vidende om tilkendelsen af førtidspension.

Dagsordenen for møderne med klageren var ikke rådgivning om invalideforsikringen. R1 har ikke erindring om, at man drøftede invalideforsikringen på møderne med klageren og M.

Sparekassen udsendte en årlig pensionsmeddelelse med oplysning om dækningssum ved død og tab af erhvervsevne samt en kort beskrivelse af vilkår for udbetaling. Klageren betalte endvidere hvert år for forsikringen.

Tilkendelse af førtidspension måtte forventes at give klageren en skærpet opmærksomhed mod at søge erstatning for erhvervsevnetab og at foretage en skadesanmeldelse i henhold til den tegnede forsikring.

Klageren omtalte på intet tidspunkt forsikringen for sparekassen, hverken i forbindelse med tilkendelsen af førtidspensionen, ved betaling af den årlige præmie eller ved modtagelsen af den årlige pensionsmeddelelse.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren tegnede i 1993 en invalideforsikring hos AP Pension formidlet via Frøs Herreds Sparekasse. Forsikringen dækkede blandt andet erhvervsevnetab. Efter det oplyste blev klagerens krav om erstatning for erhvervsevnetab anmeldt til

Det forhold, at forsikringen var tegnet via

Tre medlemmer - Henrik Bitsch, Frede Lund og Morten Bruun Pedersen – udtaler herefter:

Vi lægger vægt på, at klageren holdt et særskilt møde med

Vi finder herefter, at sparekassen skal stille klageren som om forsikringsbegivenheden i november 2006 var blevet anmeldt rettidigt til AP Pension. Sparekassen skal forrente klagerens krav med sparekassens højeste indlånsrente i perioden fra den 1. december 2006 til betaling sker. Der er ikke grundlag for at pålægge sparekassen at tilbageføre præmiebetalinger for forsikringen, der også omfattede dækning ved dødsfald.

To medlemmer - Karin Sønderbæk og Niels Bolt Jørgensen – udtaler herefter:

Vi finder, at klageren - uanset de afholdte møder med sparekassen om hendes samlede økonomi og pensionsforhold efter førtidspensioneringen - var nærmest til at bære risikoen for, at skaden ikke blev anmeldt til forsikringsselskabet.

Sparekassens opfølgning på mødet den 10. december 2010 kan ikke begrunde et selvstændigt erstatningsansvar, idet klagerens krav allerede var forældet på dette tidspunkt.den nye forældelsesfrist, og var dermed forældet inden afholdelsen af mødet i december 2010.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Frøs Herreds Sparekasse skal inden 30 dage stille klageren somovenfor anført.

Klageren får klagegebyret tilbage.