Spørgsmål om fortolkning af akkordaftale.
| Sagsnummer: | 241 /2002 |
| Dato: | 23-12-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Akkord - fortolkning af aftale
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om fortolkning af akkordaftale. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører fortolkningen af en akkordaftale indgået mellem klageren og indklagede vedrørende afvikling af klagerens og dennes tidligere ægtefælles fælles gæld til indklagede.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med klagerens skilsmisse i 1992 blev der indgået aftale med indklagede om afvikling af klagerens og dennes ægtefælles fælles gæld hos indklagede. Gælden var på ca. 920.000 kr.
Parterne har ikke kunnet fremlægge den i 1992 indgåede aftale, men af en skrivelse af 24. august 1992 fra indklagede til klageren fremgår:
"Sparekassen har bevilget, at din gæld til sparekassen på kr. 920.361, afvikles på følgende måde:Kr. 220.000 afvikles fra 01.09.92 med kr. 4.000 pr. månedkr. 220.000 indefryses uden renteberegning indtil ovennævnte beløb er indbetalt, hvorefter det indefrosne beløb afvikles med samme månedlige ydelse.Når der er tilbagebetalt i alt kr. 440.000 til sparekassen afgives der saldokvittering på restbeløbet.Indtil du får en afviklingsaftale i stand med Nykredit og BRF, skal der hver måned indsættes kr. 2.000 på det indefrosne beløb."
Af indklagedes interne låneindstilling af 11. november 1993 fremgår:
"2 Ansøgning/formålÆndring af bestående indefrysningsaftale. indefrysning af ca. 350.000 i et år. [med håndskrift tilføjet::] (tidl. 220) Lån ændres til ca. 100.000 hvor [klageren] kan betale rente på dette lån. [med håndskrift tilføjet:] (tidl. 220). I 1995 kan [klageren] igen afvikle og køre med tidligere aftale, hvor vi bibeholder oprindelig løbetid på 10 år."
Af allonge til låneindstillingen dateret 25. november 1993 fremgår:
"Ændring af bevilling af 27.7.92 -, hvor følgende blev aftalt:
220.000,- afvikles (restgæld nov. 93: 202.000,-)220.000,- indefryses (restgæld nov. 93: 220.000,-)480.000,- betinget saldokvittering (beløbet er p.t. afskrevet som tab)
Der er p.t. HENSAT kr. 220.000,-
….
Indtil 31.12.94100.000,-forrentes indtil 31.12.1994302.000,- indefryses indtil 31.12. 1994
fra 1.1.95202.000,- afvikles 0/ ca. 8 år - mdl. ydelse kr. 4.000,- Rte p.t. 16.0%220.000,- indefryses
Da betingelsen - iflg. bevilling af 27.7.92 - ikke kan overholdes af debitor, ændres betingelsen for udstedelse af saldokvittering af de kr. 480.000,- til at være afvikling som ovenfor anbefalet."
Klageren har anført, at han indbetalte 4.000 kr. månedligt i perioden fra oktober 1992 til februar 1995.
Den 15. juni 1995 underskrev parterne "Indefrysningsaftale", hvoraf fremgår:
"Med ovennævnte debitor, hvor [indklagede] har et samlet tilgodehavende incl. renter pr. 150695 på kr. 423.247,00, er der indgået følgende aftale om indefrysning af kr. 173.247,00 pr. 150695, idet det ikke indefrosne beløb afvikles i henhold til særskilt aftale. Betinget af afvikling gives der saldokvittering for kr. 480.000.
Rente- og afdragsvilkår
Beløbet henstår rente- og afdragsfrit - foreløbig indtil den 010796. Ved misligholdelse af nedennævnte grunde kan [indklagede] kræve det indefrosne beløb forrentet med morarentesats fra den 150695.
Genforhandling.
Nærværende indefrysningsaftale er gældende for et år af gangen og skal genforhandles første gang den 010796. Aftalen genforhandles i forbindelse med gennemgang af årsopgørelse og ny konsekvensberegning, idet der henvises til aftalens pkt. 3.
[bestemmelser om udarbejdelse af budget] "
Klageren underskrev samme dag gældsbrev, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 251.000 kr. Beløbet var sammensat af "nuværende restgæld kr. 93.747,61 og forhøjelse kr. 157.252,39 kr." Gælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.500 kr. Gældsbrevet indeholdt bestemmelse om forrentning, p.t. 16% p.a.
Klageren har anført, at betalingerne på grund af en større restskat ifølge aftale blev nedsat til 1.350 kr. per måned fra februar 1994 til juli 1995.
Den 16. oktober 2000 underskrev klageren nyt gældsbrev, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 297.223,65 kr. Beløbet var sammensat af restgælden på det hidtidige lån på 123.694,04 kr. med tillæg af en forhøjelse på 173.529,61 kr. Gælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.500 kr. Gældsbrevet indeholdt bestemmelse om forrentning, p.t. 11% p.a.
Den 10. december 2001 underskrev klageren nyt gældsbrev, hvorefter han erkendte at skylde indklagede 268.842,60 kr. Lånet skulle afvikles med 2.500 kr. månedligt fra 5. januar 2002 til og med 5. maj 2002, hvorefter den månedlige ydelse skulle sættes op til 4.500 kr. Gældsbrevet indeholdt bestemmelse om forrentning, p.t. 10,5 % p.a.
Klageren rettede i januar 2002 henvendelse til advokat, da han på grund af ændrede økonomiske forhold ikke så sig i stand til at afvikle gælden til indklagede som aftalt.
Klageren betalte den 15. januar 2002 januarydelsen, men standsede herefter afviklingen.
Under en korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede anførte advokaten, at akkordaftalen gik ud på, at klageren skulle betale i alt 440.000 kr., hvorefter han ville være frigjort. Ved skrivelse af 18. marts 2002 beregnede klagerens advokat, at klageren siden 1992 havde betalt 438.450 kr. Ved samme skrivelse fremsendte advokaten 1.550 kr., hvorefter han anså indklagede forpligtet til at afgive saldokvittering. Dette afviste indklagede.
Under sagen er fremlagt kopi af årsopgørelser, hvoraf fremgår:
Dato | Indefrosset lån | udlån |
30. december 1994 | 329.500 kr. | 98.294,75 kr. |
31. december 1996 | 173.529,61 kr. | 228.686,40 kr. |
31.decemeber 1997 | 173.529,61 kr. | 206.662,79 kr. |
Under sagen er endvidere fremlagt kopi af kontoudskrifter for perioden 31. december 1993 til 20. marts 2002. Lånets saldo var per 20. marts 2002 272.250,56 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 13. juni 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele ham saldokvittering.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at den gæld, som han og hans tidligere ægtefælle havde til indklagede på ca. 900.000 kr., blev delt med halvdelen til hver således, at han alene var ansvarlig for afvikling af sin halvdel. Delingen skete på initiativ og foranledning af indklagede, og der skete på dette tidspunkt en definitiv deling af gælden.
Han stiller sig tvivlende over for, at der som af indklagede anført skulle være sket en skævdeling af gælden i disfavør af hans tidligere ægtefælle, da hans indtjeningsmuligheder dengang var væsentlig bedre end hendes.
Det blev aftalt, at han straks skulle påbegynde afvikling af 220.000 kr., og at andre 220.000 kr. skulle indefryses. Det indefrosne beløb skulle indestå afdrags- og rentefrit indtil august 2002. Når begge beløb var betalt, skulle der meddeles ham saldokvittering.
De nu fremlagte låneindstillinger kan ikke tages som bevis for, hvilke aftaler der er indgået. Der er tale om internt materiale, hvis indhold han ikke behøver at være gjort bekendt med.
Indholdet af allongen til låneindstillingen fra november 1993, hvorefter betingelsen for udstedelse af saldokvittering skulle være ændret, stemmer ikke med det hændelsesforløb, han er bekendt med, og den anførte betingelse er ikke blevet meddelt ham.
Det er korrekt, at han løbende har underskrevet nye dokumenter, men det er ikke i denne forbindelse blevet anført, at de oprindelige aftaler blev ændret væsentligt til skade for ham.
Indklagede har på et langt tidligere tidspunkt end aftalt krævet afvikling af det indefrosne beløb. De ydelser, som han har betalt på det indefrosne beløb, burde være afviklet på "det nye lån", hvorved han kunne have sparet betydelige rentebeløb, ligesom "det nye lån" kunne være afviklet på et tidligere tidspunkt.
I 1992 var der også en uafviklet gæld til Nykredit og BRF. Der er ikke siden hen afviklet på denne gæld, hvilket skyldes det pres, som han følte, at indklagede udøvede som en lokal kreditor, ligesom han mente, at der i aftalen var et kraftigt incitament til fra hans side at opfylde denne for at få den lovede saldokvittering.
Indklagede har anført, at der i forbindelse med klagerens skilsmisse blev indgået aftale med klageren om afvikling af hans del af gælden, ca. 440.000 kr., således at han ville blive frigjort for hæftelsen for den tidligere ægtefælles del på de ca. 480.000 kr.
Aftalen fremgår af den senere indefrysningsaftale fra 1995 samt indklagedes låneindstilling fra 1993.
De 440.000 kr. skulle afvikles således, at der skulle påbegyndes en betaling af de 220.000 kr., mens de øvrige 220.000 kr. skulle indefryses til senere afvikling. En indefrysning betød, at beløbet skulle henstå uden renteberegning. Havde hele det skyldige beløb været rentefrit som påstået af klageren, havde indefrysningen været overflødig.
Skrivelsen af 24. august 1992 kan ikke forstås som et tilsagn om, at klageren ikke skulle forrente det beløb, som han skyldte. Det bestrides, at indholdet skulle medføre, at klageren skulle betale alene 440.000 kr., hvorefter han ville få saldokvittering. Klageren skulle derimod tilbagebetale 440.000 kr. af de skyldige 920.000 kr., hvorefter der ville blive givet saldokvittering. Klageren har yderligere tiltrådt flere gældsbreve med bestemmelse om forrentning af beløbet.
I 1992 afskrev man 480.000 kr. som tab, for så vidt angik klageren, hvilket ikke er sædvanlig procedure, når der indgås aftale om en betinget akkord. Normalt sker afskrivningen først, når betingelsen for akkorden er opfyldt.
Afskrivningen medførte imidlertid, at det fulde beløb, som klageren hæftede for nemlig 920.000 kr., ikke længere fremgik af klagerens årsopgørelse og indklagedes engagementsoversigt. Dette var baggrunden for, at indklagedes medarbejdere, som senere varetog sagen, ikke kunne finde beløbsmæssige registreringer af et akkordtilsagn, da akkorden allerede var bogført.
Som følge af klagerens økonomiske forhold blev aftalen ændret i 1993 jf. herved låneindstillingen. I 1995 blev afdraget igen sat op.
I 2000 blev det indefrosne beløb overført til afvikling, og der blev udarbejdet et nyt gældsbrev.
Indklagede er ikke længere i besiddelse af gældsbrevene fra 1992 og 1993, som utvivlsomt har indeholdt en rentebestemmelse. Ved de senere gældsbreve har klageren tiltrådt, at der skete en forrentning af afviklingsbeløbet.
Afviklingsaftalen med klageren blev løbende ændret som følge af, at klageren i perioder ikke kunne afvikle som oprindeligt aftalt. Man har desværre ikke de oprindelige dokumenter i sagen, hvilket i øvrigt ikke er usædvanligt. Ændringer, der er sket af afviklingsaftalen, er imidlertid altid aftalt med og tiltrådt af klageren.
Af oversigterne fra 1994, 1996 og 1997 ses en regulering af det indefrosne beløb.
Indklagede kræver ikke klagerens betaling af det totale engagement på 920.361 kr. som opgjort i august 1992, men 440.000 kr. samt en forrentning i afviklingsperioden. Klagerens tidligere ægtefælle har ikke betalt sin andel af engagementet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset at ingen af parterne har kunnet fremlægge den i 1992 mellem dem indgåede aftale om afvikling af klagerens og dennes tidligere ægtefælles fælles gæld til indklagede, finder Ankenævnet det godtgjort, at det aftaltes, at klagerens hæftelse for den del af gælden, som skulle afvikles af hans fraskilte ægtefælle, ville bortfalde, når klageren selv havde afviklet 440.000 kr. Af de 440.000 kr. skulle 220.000 indefryses, hvilket medførte, at beløbet henstod uden renteberegning, mens de resterende 220.000 kr. skulle afvikles med oprindelig 4.000 kr. månedligt og med renteberegning.
Ankenævnet har herved lagt vægt på skrivelsen af 24. august 1992 til klageren samt de interne låneindstillinger fremlagt under sagen. Hermed stemmer også indefrysningsaftalen af 15. juni 1995 underskrevet af klageren, i hvilken forbindelse klageren endvidere underskrev gældsbrev. Indefrysningsaftalen og gældsbrevet af 15. juni 1995 var affødt af klagerens ændrede økonomiske forhold. Indholdet af gældsbrevene stemmer endvidere med gældsbrevet af 16. oktober 2000, som klageren ligeledes underskrev, og hvor saldoen på det da indefrosne beløb på ca. 173.000 kr. blev overført til afvikling.
Ankenævnet bemærker, at såfremt klageren ved underskrivelsen af dokumenterne i 1995, 2000 og 2001 måtte have anset dokumenterne for værende i strid med den oprindelige aftale, kunne klageren have undladt at underskrive dokumenterne. Ankenævnet finder herefter ikke, at indklagede er forpligtet til at afgive saldokvittering over for klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.