Spørgsmål om kurssikringsaftale var indgået. Ekspeditionstid ved hjemtagelse af omprioriteringslån.
| Sagsnummer: | 92/2006 |
| Dato: | 29-08-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Spørgsmål om kurssikringsaftale var indgået. Ekspeditionstid ved hjemtagelse af omprioriteringslån. |
| Indklagede: | Lokalbanken i Nordsjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål om indgåelse af kurssikringsaftale for et omprioriteringslån og ekspeditionstiden for hjemtagelse af dette.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Den 26. september 2005 rettede klagerne telefonisk henvendelse til indklagede med henblik på en omprioritering og tillægsbelåning af deres ejendom.
Samme dag udstedte Totalkredit et tilbud på et 30-årigt 4 % obligationslån på 2.029.000 kr. til en aktuel kurs på 98,28. Lånet skulle erstatte et eksisterende 5 % lån i Totalkredit med en hovedstol på 1.658.000 kr. Et ejerpantebrev på 330.000 kr. skulle rykke for det nye lån.
Den 27. september 2005 sendte indklagede dokumenterne vedrørende omprioriteringen, herunder en lånesagsaftale, til klagerne, som blev anmodet om at underskrive dokumenterne og returnere dem til indklagede sammen med skødet på ejendommen. Klagerne underskrev dokumenterne og indleverede dem og skødet til indklagede den 29. september 2005. Skødet og et dokument, der var underskrevet et forkert sted, blev indleveret på et senere tidspunkt end de øvrige dokumenter, men samme dag.
Lånesagsaftalen indeholder nogle fortrykte rubrikker med afkrydsningsmuligheder vedrørende hjemtagelse af nyt lån, indfrielse af eksisterende lån, kurssikring og rådgivning. I lånesagsaftalen mellem klagerne og indklagede er der ikke foretaget nogen afkrydsninger.
Klagerne har anført, at det i forbindelse med indleveringen af dokumenterne blev aftalt med indklagede, at omprioriteringslånet skulle kurssikres. Indklagede har bestridt dette.
Den 27. oktober 2005 sendte indklagede dokumenterne vedrørende omprioriteringen til tinglysning.
Den 10. november 2005 modtog indklagede dokumenterne retur fra tinglysning og sendte lånet til udbetaling.
Lånet blev hjemtaget den 11. november 2005, hvor kursen på de bagvedliggende obligationer var 94,719.
Den 16. november 2005 blev låneprovenuet indsat på klagernes omprioriteringskonto hos indklagede.
Den 21. november 2005 blev det eksisterende lån indfriet.
Provenuet af omprioriteringen blev indsat som et ekstraordinært afdrag på et udlån, som herved blev nedbragt til ca. 60.000 kr.
Klagerne gjorde indsigelse imod afregningskursen på omprioriteringslånet, idet de gjorde gældende, at der i forbindelse med indleveringen af dokumenterne den 29. september 2005 var blevet indgået aftale om kurssikring. Indklagede afviste indsigelsen og gjorde gældende, at der ikke var indgået nogen kurssikringsaftale.
Klagerne har fremlagt en graf, der viser, at kursen på obligationerne vedrørende omprioriteringslånet var faldende i oktober/november 2005.
Parternes påstande.
Den 22. marts 2006 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal yde "kompensation for tabt provenu i forbindelse med omprioritering af realkreditlån."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de i forbindelse med indleveringen af dokumenterne den 29. september 2005 gjorde det klart, at de ønskede at kurssikre omprioriteringslånet. Indklagede oplyste, at det ville koste 0,5 kurspoint, hvilket de accepterede. Indklagede lovede herefter at sørge for, at tingene blev bragt i orden.
Det var deres klare opfattelse, at der var indgået aftale om kurssikring. De var ikke klar over, at en sådan aftale skal indgås skriftligt. Indtrykket var, at det som sådan bare var en form sag, der skulle ekspederes hurtigt gennem systemet. I lånesagsaftalen blev der heller ikke sat et eneste kryds. De fokuserede på den høje kurs, som ville medføre et stort provenu og tilmed en billigere husleje.
De købte ejendommen i 2004 efter hidtil at have boet til leje. Der blev kurssikret i forbindelse med købet, og de har ikke omprioriteret efterfølgende.
De henvendte sig gentagne gange til indklagede for at høre til sagen. Hver gang fik de at vide, at den lå i en stor bunke, og at de ikke var de eneste, som skulle betjenes. Den lange ekspeditionstid skulle senere vise sig at koste dem dyrt.
Under forløbet blev H afskediget fra sin stilling som køkkenassistent hos indklagede, hvilket kan have påvirket ekspeditionen.
Indklagede har anført, at lånesagsaftalen blev gennemgået på mødet den 29. september 2005. Der blev ikke truffet aftale om indgåelse af kurssikringsaftale.
Det fremgår af lånesagsaftalen, at klagerne ikke havde truffet et valg om, hvorledes hjemtagelse af nyt lån og indfrielse af gammelt lån skulle ske.
Klagerne har tidligere gennemført omprioriteringssager, hvor klagerne i forløbet af sagen har valgt at kurssikre. Da renteniveauet ved aftalens indgåelse var faldende, var det ikke usædvanligt, at klagerne valgte at vente. Klagerne havde indsigt i, hvornår og hvordan der kunne foretages kurssikring.
Afskedigelsen af H er denne sag uvedkommende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerne, der var bekendt med muligheden for at kurssikre, har anført, at de ved indleveringen af dokumenterne den 29. september 2005 anmodede indklagede om at kurssikre omprioriteringslånet. Klagerne har endvidere anført, at indklagede oplyste, at kurssikringen ville koste 0,5 kurspoint, og at indklagede lovede at sørge for, at tingene blev bragt i orden. Det fremgår ikke af lånesagsaftalen, om omprioriteringslånet ønskedes kurssikret, idet de fortrykte rubrikker herom ikke blev afkrydset. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at det bevismæssigt må komme indklagede til skade, at det ikke nu er muligt at dokumentere indklagedes anbringende om, at klagerne ikke ønskede at kurssikre, og at indklagede som følge heraf bør stille klagerne, som om der den 29. september 2005 var blevet indgået en aftale om kurssikring af obligationerne vedrørende omprioriteringslånet.
Ankenævnet finder endvidere, at indklagede burde have sendt dokumenterne til tinglysning senest en uge efter modtagelsen.
Som følge heraf
Indklagede skal inden fire uger stille klagerne som om der den 29. september 2005 var blevet indgået en aftale om kurssikring af obligationerne vedrørende omprioriteringslånet. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.