Engagement, afviklingsaftale.
| Sagsnummer: | 632 /1993 |
| Dato: | 04-10-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Forlig - krav om tilsidesættelse
Passivitet - værdipapirer/investering |
| Ledetekst: | Engagement, afviklingsaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I.
Klagernes engagement hos indklagede blev etableret i 1982, hvor indklagede ydede en kredit på 50.000 kr. til klager 1 med klager 2 som selvskyldnerkautionist. Klagerne er ægtefæller. Engagementet blev senere omlagt og udvidet, bl.a. ved forhøjelse af kreditten samt finansiering af bilkøb. Til sikkerhed fik indklagede håndpant i løsørejerpantebrev samt ejerpantebrev i klagernes faste ejendom.
På grund af økonomiske vanskeligheder afhændede klagerne i september 1991 deres landejendom, og klager 1 overtog samtidig køberens faste ejendom. Indklagede medvirkede til finansiering heraf, bl.a. ved forhøjelse af kassekreditten fra 240.000 kr. til 340.000 kr. ved kreditaftale af 8. oktober 1991. Ifølge aftalen skulle kreditten afvikles over 7 måneder, medmindre der blev truffet ny aftale om afvikling.
Indklagede opsagde i marts 1992 engagementet på grund af misligholdelse. Den 29. april 1992 blev der indgået forlig vedrørende indklagedes samlede tilgodehavende på 572.843,84 kr., hvorefter indklagede mod betaling af 4.000 kr. månedligt 120 gange samt indbetaling af et arvebeløb i henhold til transport ville afskrive restgælden.
Ydelsen blev på grund af klagernes overgang til pension nedsat til 2.000 kr. månedligt pr. 1. januar 1993.
Klager 1 har anført, at engagementerne vedrørte klager 2's, forhold, og at hun blev lokket til at underskrive som meddebitor. I forbindelse med ejendomshandlerne i efteråret 1991 meddelte indklagede, at der ville blive et overskud på 25.000 kr. til istandsættelse af den nye ejendom, hvilket dog viste sig ikke at være tilfældet. Det var aftalt, at indklagede med klagernes løbende indbetalinger og overskud fra ejendomshandlerne skulle forestå betaling af bl.a. terminer og forsikringer. Indklagede misligholdt aftalen ved at undlade betaling og ved uden deres viden at anmode om udsættelse med betalingerne. På grund af klager 2's overgang til invalidepension har de ikke mulighed for at betale 2.000 kr. månedligt.
Indklagede har anført, at man etablerede kontoforbindelse i 1982 med klager 1 som debitor, da klager 2 kort tid forinden var gået konkurs med en gård. Senere omlægninger og forhøjelser blev etableret med begge klagere som debitorer. Man har ikke på nogen måde lokket hverken klager 1 eller klager 2 til at medunderskrive som debitor. Klagernes forventning om et nettoprovenu på 25.000 kr. i forbindelse med ejendomshandlerne var baseret på et lånetilbud fra Nykredit, som efterfølgende trak lånetilbuddet tilbage. For at hjælpe klagerne over de økonomiske vanskeligheder udvidede man engagementet. På grund af uforudsete udgifter blev klagernes økonomi så belastet, at man var nødsaget til at bede dem om selv at sørge for betaling af terminsudgifter og brandforsikring. Da klagerne i februar 1992 standsede alle indbetalinger af løn/pension blev engagementet opsagt. Man er ikke ansvarlig for, at klagerne ikke som forventet kunne hjemtage nyt kreditforeningslån, og man var ikke forpligtet til at betale termin og forsikring for klagerne uden dækning på klagernes konto.
II.
Klager 1 har anført, at hun havde en aktiebeholdning på i alt 30 aktier, og at indklagede uden hendes viden solgte 20 aktier den 31. oktober 1990 og 10 aktier ca. den 3. februar 1992.
Indklagede har anført, at en undersøgelse af bogføringsmateriale ud fra klagerens oplysninger har vist, at man den 31. oktober 1990 solgte 20 aktier til kurs 389. Man er ikke i besiddelse af skriftlig ordrebekræftelse, formentlig fordi køb/salg af værdipapirer i vidt omfang er sket på baggrund af mundtlig aftale. Man har ikke været i stand til at finde dokumentation for aktiehandel omkring den 3. februar 1992.
III.
Fra 1986 tegnede klager 2 hos indklagede en kombineret gruppelivs- og gruppeulykkesforsikring i et forsikringsselskab til dækning af engagementet. Af forsikringsbetingelserne fremgik bl.a.:
"Medfører et ulykkestilfælde varig invaliditet på minimum 50%, i henhold til sikringsstyrelsens mèntabel, refunderes hele den på skadestidspunktet værende restgæld."
Klagerne har anført, at forsikringen burde træde i kraft nu, hvor den forsikrede er invalidepensionist. Indklagede har ved tegning af forsikringen oplyst, at den kom til udbetaling ved invaliditet og uarbejdsdygtighed.
Indklagede har anført, at forsikringen kommer til udbetaling ved invaliditet som følge af et ulykkestilfælde men ikke ved en arbejdsskade, hvilket fremgår af forsikringsbetingelserne. Ved tegning af forsikring giver man sædvanlig information og vejledning og henviser i øvrigt til forsikringsselskabet.
IV. Påstande:
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indgå en afviklingsaftale, som klagerne er i stand til at overholde.
Indklagede har påstået frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har med deres underskrift på frivilligt forlig af 29. april 1992 uforbeholdent anerkendt deres gæld til indklagede. Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at de ikke er bundet heraf.
Salget af klager 1's aktier fandt sted den 31. oktober 1991 og omkring den 3. februar 1992. Klagen er indgivet den 15. november 1993. Klagerne findes herefter at have udvist en sådan passivitet vedrørende aktiesalget, at de allerede af den grund er afskåret fra at gøre indsigelser herimod.
Det fremgår udtrykkeligt af forsikringsbetingelserne, at forsikringen alene dækker tilskadekomst ved ulykke. Der findes herefter heller ikke grundlag for at tage klagen til følge på dette punkt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.