I oktober 1986 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et lån på 40.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 900 kr., første gang den 1. november 1986. Lånets rente var 10,5% og provision 3%.
I oktober 1987 blev lånet forhøjet med 40.000 kr. til 75.004,48 kr. Ydelsen ændredes til 1.450 kr. månedligt, første gang den 1. november 1987. Renten var for tiden 12% med tillæg af provision 3%. I en rubrik i gældsbrevet, hvor der var fortrykt "dato for aftale/indfrielse", var anført datoen 1. november 1992.
Af kontoudskrift for lånet fremgår, at renten den 2. januar 1992 blev ændret til 18,25%. Klageren rettede henvendelse til indklagede, som i skrivelse af 13. april 1992 afslog at ændre lånets rente, men opfordrede klageren til at rette henvendelse, når spørgsmålet om en forsikring var afklaret. Klageren har oplyst, at det drejede sig om en erstatning for invaliditet efter en færdselsulykke.
Den 21. oktober 1992 indfriede klageren lånet, hvis restgæld da var 30.861 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale et ikke nærmere angivet beløb af den debiterede rente på lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Af fremlagte kontoudskrifter for lånet for perioden 27. marts 1991 til lånets indfrielse fremgår følgende renteændringer:
1. juni 1991 17,25%
23. oktober 1991 17,75%
2. januar 1992 18,25%
15. juni 1992 18,75%
30. juni 1992 19,25%
Klageren har anført, at såvel ved lånets etablering som i forbindelse med forhøjelsen blev der aftalt en løbetid på fem år, og af gældsbrevet fremgår da også, at lånet skulle være indfriet den 1. november 1992 ved en månedlig ydelse på 1.450 kr. Selvom lånets rente var variabel, finder klageren det uforståeligt, at lånet på indfrielsestidspunktet havde en restgæld på ca. 30.000 kr. Klageren tvivler på, at forrentningen af lånet har fulgt indklagedes tilsvarende lån. Klageren bestrider, at han har undladt at efterkomme afdelingens anmodning om at fremlægge dokumentation for sine økonomiske forhold.
Indklagede har anført, at datoen 1. november 1992, der er anført i gældsbrevet, er aftaledatoen, hvor lånet forfalder til indfrielse, og hvor engagementet tages op til drøftelse. Lånets løbetid beregnet i forhold til en årlig rente på 15% ville være syv år. Generelt opererer indklagede med en variabel rentesats, som er bestemt af den risiko, som engagementet skønnes at medføre, og da klageren ikke ønskede at fremkomme med dokumentation for sin økonomiske situation, er renten fastsat til indklagedes standardrente. Tidligere blev oplysning om renten alene givet ved skiltning. Fra 1991 annonceres renteændringer i dagspressen, og de oplyses endvidere på første ordinære kontoudtog. Renten på klagerens lån har ikke på noget tidspunkt været individuelt reguleret, men har fulgt udviklingen i indklagedes standardrentesats for lån af pågældende type.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at den i gældsbrevet anførte dato 1. november 1992 kan forståes som en angivelse af lånets udløbstidspunkt, og det er heller ikke godtgjort, at klageren mundtligt fik oplyst, at lånets løbetid ved uændret rente ville være fem år. Indklagede har ikke påtaget sig en forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte således påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser. Det må endvidere lægges til grund, at lånets rente har fulgt indklagedes sædvanlige rente for lån af tilsvarende type, og at klageren ikke har haft krav på nedsættelse af renten. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge.
Som følge heraf