Afgørelse

Forhøjelse af kursfradrag.

21501010
Forhøjelse af kursfradrag.
Klageren og hans ægtefælle havde optaget er korrentelån F1 hos det indklagede realkreditinstitut. Af pantebrevet for lånet fremgik det, at instituttets til enhver tid gældende vedtægter, lånevilkår samt almindelige forretningsbestemmelser for udlån var gældende for lånet, og at klageren sammen med lånetilbuddet havde modtaget et eksemplar af disse. Det fremgik endvidere, at instituttet kunne bestemme, at der ved en eventuel refinansiering skulle betales kurtage, kursskæring el. lign. samt gebyr. Instituttets Långuide, som omfattede de almindelige forretningsbestemmelser, indeholdt oplysninger om, at kursfradraget/kurstillægget afhang af låntype og refinansieringsfrekvens, at bidrag og beregningsmetoden for bidrag kunne ændres i lånets løbetid efter instituttets beslutning, og at instituttet endvidere kunne ændre eller indføre gebyrer, kursfradrag/kurstillæg/kurtage, morarenter mv. i eksisterende låneforhold. I august 2014 varslede instituttet, at kursfradraget ved rentetilpasning fra 1. januar 2015 ville blive forhøjet fra 0,10 til 0,30 kurspoint. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over for instituttet mod prisforhøjelsen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at der ikke var hjemmel til at forhøje kursfradraget på klagerens lån, og at allerede betalte prisstigninger skulle tilbagebetales. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at aftalegrundlaget indeholdt bestemmelser om, at instituttet kunne indføre eller forhøje kursfradrag ved refinansiering. Nævnet kunne ikke kritisere, at instituttets almindelige forretningsbestemmelser, der blandt andet indeholdt regler om kursfradrag, var formuleret bredt, idet formålet var, at bestemmelserne i videst muligt omfang skulle tage højde for alle de situationer, hvor det under lånets (lange) løbetid blev relevant at justere instituttets takster. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at instituttet som udgangspunkt ikke kan opsige en realkreditaftale, medmindre der sker misligholdelse af betalingerne eller af pantet. Nævnet bemærkede videre, at den brede formulering af de begivenheder, der kan udløse prisjusteringer, og de konkrete begrundelser for prisjusteringer bliver underkastet en prøvelse i de konkrete sager, der indbringes for Nævnet. I den konkrete sag fandt Nævnet imidlertid, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte hjemlen eller begrundelsen med henvisning til aftalelovens § 36. Nævnet fandt således, at der i parternes aftalegrundlag var den fornødne hjemmel til, at instituttet kunne forhøje kursfradraget, herunder med den skete begrundelse, og frifandt derfor realkreditinstituttet.


K E N D E L S E
afsagt den 2. november 2015



JOURNAL NR.: 2015-01-01-010-N


INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S


KLAGEEMNE: Forhøjelse af kursfradrag.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 8. oktober 2015


SAGSBEHANDLER: Cand.jur. Keld Overvad Steffensen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller (2 stemmer, jf. nævnsvedtægternes § 14, stk. 1)
Jacob Elverum
Mads Laursen





SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren og hans ægtefælle har optaget er korrentelån F1 hos indklagede.

Af pantebrevet for lånet fremgår blandt andet følgende:

”Særlige bestemmelser for inkonverterbare nominallån

Vilkår for lånet
For lånet gælder …(indklagedes)… til enhver tid gældende vedtægter, lånevilkår samt almindelige forretningsbestemmelser for udlån. Debitor har sammen med lånetilbudet modtaget et eksemplar af de på tilbudstidspunktet gældende almindelige forretningsbestemmelser for udlån.
…

Morarenter og gebyrer m.v.
…

…(Indklagede)… kan i øvrigt bestemme, at der ved en eventuel refinansiering skal betales kurtage, kursskæring el.lign. samt gebyr. Debitor skal underrettes herom mindst 1 måned før et refinansieringstidspunkt.”

Af indklagedes Långuide, som indeholder de almindelige forretningsbestemmelser for såvel realkreditudlån som for obligationshandel, fremgår følgende:

”Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån
…

Bidrag og kursfradrag/kurstillæg
…
Kursfradraget/kurstillægget er afhængigt af den valgte låntype – herunder hyppigheden hvormed lånetypen refinansieres. Se nærmere om kursfradrag og kurstillæg i de almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel.

Ændring af bidrag, beregningsmetode for bidrag, kursfradrag/kurstillæg/kurtage og gebyrer mv.
Bidrag og beregningsmetoden for bidraget kan ændres i lånets løbetid efter …(indklagedes)… beslutning. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre gebyrer, kursfradrag/kurstillæg/kurtage, morarenter mv. i eksisterende låneforhold.

For private kunder kan Nykredit forhøje bidraget, ændre beregningsmetoden for bidraget, ændre eller indføre gebyrer, kursfradrag/kurstillæg/kurtage, morarenter mv. med tre måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin.

For private kunder kan en bidragsforhøjelse, ændring af beregningsmetoden for bidraget, ændring eller indførelse af kursfradrag/kurstillæg/kurtage eller andre prisændringer i eksisterende låneforhold ske som følge af:

• øgede omkostninger, herunder skatter og afgifter eller tab og nedskrivninger.
• penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland, der påvirker …(indklagedes)… adgang til penge- eller obligationsmarkederne eller det almindelige renteniveau af betydning for …(indklagede)…
• at …(indklagede)… efterlever krav og henstillinger fra lovgivere, offentlige myndigheder og/eller andre interessenter, som har betydning for …(indklagedes)… forretningsmodel og risikoprofil.
• at …(indklagede)… imødekommer forretningsmæssige krav og/eller målsætninger fra investorer, ratinginstitutter og/eller andre interessenter, som har betydning for …(indklagedes)… forretningsmodel og risikoprofil. Prisændringer kan fx udløses af, at …(indklagede)… ønsker at opnå eller fastholde én ønsket rating, hvis det er hensigtsmæssigt ift. …(indklagedes)… samlede fundingsituation, og/eller hvis det forventes at bidrage positivt til prisfastsættelsen og/eller afsætningssikkerheden for …(indklagedes)… obligationer.
• hvis det er ønskeligt for …(indklagede)… af administrative, risikomæssige, markedsmæssige, konkurrencemæssige grunde eller for at udnytte sine ressourcer eller kapacitet på en mere hensigtsmæssig måde.
• hvis det i øvrigt er ønskeligt for …(indklagede)… af indtjeningsmæssige grunde, herunder - men ikke alene - behov for forbedring af kapitalgrundlaget samt øgede krav til kapitalberedskabet.

For andre kunder kan bidraget, beregningsmetoden af bidraget, kursfradrag/kurstillæg eller andre prisændringer i eksisterende låneforhold ændres efter de regler, der fremgår af pantebrevet/låneaftalen. …(Indklagede)… kan vælge, at varsling sker ved annoncering i dagspressen.
…

Almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel
- ordreudførelsespolitik for …(indklagede)…
…
Handelsomkostninger
De samlede handelsomkostninger består:
• ved udbetaling af lån af kursfradrag og kurtage
• ved refinansiering af lån af kursfradrag
• ved indfrielse af lån af kurstillæg og kurtage
…
Satserne for kursfradrag, kurstillæg og kurtage kan ændres af Nykredit. Se nærmere herom i de almindelige forretningsbetingelser for realkreditudlån.”

Den 28. august 2014 fremsendte indklagede et brev til klageren, hvori indklagede varslede, at kursfradraget ved rentetilpasning fra 1. januar 2015 ville blive forhøjet fra 0,10 til 0,30 kurspoint. Ændringen var begrundet med, at kursfradraget herefter i højere grad modsvarede de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende lånetype.

Klageren var utilfreds med prisforhøjelsen, og efter det oplyste var der herefter kontakt mellem klageren og indklagedes klageansvarlige enhed, uden at parterne kunne nå til enighed.

Klageren indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.



PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at der ikke er hjemmel til at forhøje kursfradraget på klagerens lån, og at allerede betalte prisstigninger skal tilbagebetales.

Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren anfører, at indklagede ikke har hjemmel i sine almindelige forretningsbestemmelser til at forhøje kursfradraget fra 0,10 til 0,30 på hans F1 lån uden afdrag.

Hans hustru og han har ud over dette lån to F3 lån med afdrag i to andre ejendomme, hvor kursfradraget er forhøjet fra 0,10 til 0,20, hvilket der heller ikke er hjemmel til.

Klageren foreslår, at det kun er forhøjelsen fra 0,10 til 0,30, der realitetsbehandles. Afgørende er jo, om der er hjemmel til forhøjelse af kursfradraget for allerede bestående lån.

Indklagedes almindelige forretningsbestemmelser, som er konciperet af indklagede selv, forekommer helt eller delvis at være urimelige og burde tilsidesættes efter aftalelovens § 36.

Under alle omstændigheder ses indklagede i sit svar til ham ikke at have løftet bevisbyrden for at kunne foretage forhøjelsen af kursfradraget. Betingelserne for at kunne foretage forhøjelse er kun opfyldt, hvis de stillede krav mv. har betydning for indklagede. Denne betydning ses ikke at være bevist eller godtgjort. Indklagedes datterselskab realkreditinstitut 2 overfører halvdelen af prisstigningerne på bidragssatserne til de låneformidlende pengeinstitutter, hvilket peger i retning af, at indklagede ikke har behov for yderligere polstring, hvorfor der er endnu mindre grund til at tillade en forhøjelse af indklagedes kursfradrag.

Til indklagedes udtalelse har klageren følgende bemærkninger:

Indklagede har fortsat ikke løftet bevisbyrden for, at indklagede i eksisterende låneforhold med private kunder kan foretage forhøjelse af kursfradraget, allerede fordi betingelserne for at kunne foretage forhøjelsen kun er opfyldt, hvis de stillede krav i de almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån har betydning for indklagede. Dette ses ikke at være bevist eller godtgjort.

Indklagedes almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån er optrykt særskilt i Långuiden. I pantebrevene findes der blot en henvisning hertil. Man kan vel drøfte, om ikke de vilkår, som indklagede ofte vælger at skrue på med følelig virkning for kunderne, burde fremgå direkte af pantebrevene.

De almindelige forretningsbestemmelser minder mest af alt om vilkårene i en adhæsionskontrakt, der er fastsat ensidigt af koncipisten (indklagede) selv og til fordel for denne. Vilkårene er malet med den brede pensel, der umiddelbart giver indklagede ret til at foretage ændringer i kursfradrag mv. efter behag til skade for kunderne, hvorfor det er nødvendigt, at indklagede præcist konkretiserer den hjemmel i vilkårene, der er nødvendig for at foretage ændringer i private eksisterende låneforhold. Alt andet vil kunne skabe grobund for en praksis, der næppe kan være beskyttelsesværdig.

I långuiden er der i eksisterende låneforhold for private kunder seks afsnit, der indeholder vilkår for ændringer af kursfradrag mv. I et uddrag af fjerde afsnit hedder det: ”at indklagede imødekommer forretningsmæssige krav og/eller målsætninger fra investorer, ratinginstitutter og/eller andre interessenter, som har betydning for indklagedes forretningsmodel og risikoprofil”. Det er ikke tilstrækkeligt, at indklagede mener at kunne finde hjemmel i den del af vilkåret, der nævner ”krav … fra investorer, ratinginstitutter …”, men det er derimod helt afgørende, at indklagede kan bevise, at kravet har ”betydning for indklagedes forretningsmodel og risikoprofil”.

Han kunne fortsætte med at pege på steder i vilkårene, som ikke i henseende til hjemmel er opfyldt af indklagede.

De to sidste vilkår kræver alene, at det er ønskeligt for indklagede at foretage ændringer. Sådanne vilkår må betragtes som ubillige vilkår, der bør tilsidesættes efter aftalelovens § 36.

Der må i det hele kræves et særligt værn mod indklagedes måde at formulere vilkår på.

Som tidligere nævnt er vilkårene affattet således, at de kun er til fordel for indklagede og således også med risiko for misbrug, som alene kan imødegås ved strenge krav om hjemmel til ændringer til skade for kunderne, eller ved at vilkårene helt eller delvis tilsidesættes som urimelige eller i strid med redelig handlemåde, jf. aftalelovens § 36.

Indklagede mener i sit svar at kunne finde støtte for ændringer i Finanstilsynets bekendtgørelse om god skik mv. For en ordens skyld skal det nævnes, at bemeldte bekendtgørelse ikke er udstedt af Finanstilsynet, men rettelig er udstedt af erhvervs- og vækstministeren med hjemmel i lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 2. Han mener modsat indklagede, at bekendtgørelsen ikke støtter indklagedes ændringer af kursfradraget. Indklagede handler mod bekendtgørelsen § 6, stk. 3, der har følgende ordlyd:

”Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer”.

Han mener således i det hele, at hans argumentation for, at indklagede ikke har hjemmel i de almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån til at ændre kursfradraget, støttes af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1, om redelig forretningsskik og god praksis, jf. bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 6, stk. 3, jf. lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 2.

Vilkårene er som nævnt malet med den brede pensel og er ensidigt udformet til fordel for indklagede, der har ønsket at skabe en vilkårlig adgang til at foretage ændringer. Forhøjelsen af kursfradraget bør derfor tilsidesættes med hjemmel i de nævnte regler, herunder aftalelovens § 36, ligesom vilkårene helt eller delvis bør tilsidesættes.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren har optaget tre lån hos indklagede med pant i tre forskellige ejendomme.

Indklagede varslede ved breve af 28. august 2014 forhøjelser af kursfradraget på de tre lån med virkning fra 1. januar 2015. Varslingerne indebar forhøjelser af kursfradraget fra 0,10 til 0,20 på klagers to F3 lån og en forhøjelse fra 0,10 til 0,30 på klagers F1 lån.

Klageren har påtalt forhøjelserne, og indklagede har besvaret klagen, uden at dette har ført til enighed mellem parterne.

Klageren anfægter indklagedes hjemmel til at foretage de varslede forhøjelser, dels under henvisning til aftalelovens § 36, dels under henvisning til, at betingelserne for at kunne foretage en forhøjelse ikke er dokumenteret opfyldt, og endelig under henvisning til, at forretningsmodellen i indklagedes datterselskab giver de pengeinstitutter, der formidler datterselskabets realkreditlån, andel i datterselskabets bidragssatser. Klageren har over for indklagede uddybende anført, at indklagede ikke konkret har begrundet de varslede prisforhøjelser i overensstemmelse med indklagedes almindelige forretningsbestemmelser.

Klagerens lån hviler aftalemæssigt på hvert sit pantebrev, som indeholder identiske vilkår i relation til indklagedes hjemmel til at foretage prisændringer for eksisterende lån, herunder med henvisning til indklagedes Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som indgår i indklagedes Långuide. Forhøjelsen og varslingen af kursfradraget skete således med hjemmel i og i overensstemmelse med de gældende lånevilkår. Forhøjelserne er endvidere sagligt begrundet, og de er ikke vilkårlige eller urimelige.

Indklagede har i efterfølgende korrespondance med klageren uddybet begrundelsen. Indklagede har i den forbindelse henvist til, at indklagede forhøjer priserne, fordi de ratingbureauer, som vurderer realkreditinstitutter og indklagedes obligationer, samt myndighederne i EU og Danmark er bekymrede for antallet af lån uden afdrag og lån med kort tid mellem refinansieringerne. De lægger stor vægt på, at der sker en reduktion af antallet af disse lån. Formålet er dels at gøre boligmarkedet mere robust, dels at gøre obligationssalget i forbindelse med refinansieringerne så sikkert som muligt. Låneomlægninger fra F1 og F2 til andre låntyper, herunder med afdrag, vil medvirke til at opfylde kravene fra både ratingbureauer og myndigheder. Indklagede har ligeledes henvist til, at det nu fremgår af Finanstilsynets pejlemærker for, om et realkreditinstituts virksomhed er forbundet med en forhøjet risiko, den såkaldte ”tilsynsdiamant”, at realkreditinstitutterne skal nedbringe antallet af F1- og F2-lån og lån uden afdrag.

Til klagerens anbringende om aftalelovens § 36 bemærkes, at realkreditinstitutters adgang til at ændre vilkår i et bestående aftaleforhold er forudsat i Finanstilsynets bekendtgørelse om god skik og anerkendt i fast praksis ved Realkreditankenævnet. Herudover bemærkes, at adgangen til at ændre priser skal ses i lyset af, at der er tale om meget langvarige aftaleforhold, og at realkreditinstitutter ikke har en generel adgang til at opsige låneforholdet.

Endvidere bemærker indklagede, at de varslede prisforhøjelser har generel karakter og således ikke er begrundet i individuelle forhold for den enkelte kunde. Tilsvarende har begrundelsen for forhøjelserne også generel karakter.

Endelig bemærker indklagede, at forhold vedrørende forretningsmodellen og aflønningen af distributionsnettet i indklagedes datterselskab ikke har relevans for pådømmelsen af denne sag.

Det er samlet set indklagedes opfattelse, at der i aftalegrundlaget er klar hjemmel til at gennemføre de varslede ændringer af kursfradraget. Det er endvidere indklagedes opfattelse, at ændringerne er korrekt varslet, at de er sagligt begrundede, og at de ikke er vilkårlige eller urimelige. De varslede forhøjelser er således sket i overensstemmelse med fast praksis ved Realkreditankenævnet.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at aftalegrundlaget for hvert lån klart hjemler de varslede ændringer af kursfradraget,

at der ikke er grundlag for at tilsidesætte indklagedes lånevilkår, herunder indklagedes Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 36,

at forhøjelserne er korrekt varslet,

at forhøjelserne er sagligt begrundede,

at forhøjelserne ikke er vilkårlige eller urimeligt, og

at forhold vedrørende forretningsmodellen og aflønningen af distributionsnettet i indklagedes datterselskab ikke er af relevans for pådømmelsen af denne sag.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

§ 43 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 12. februar 2015, er sålydende:

”Generelle regler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold

§ 43. Finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder…”

I bekendtgørelse nr. 729 af 12. maj 2015 om god skik for finansielle virksomheder hedder det i § 6, stk. 2 og 3:

”Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser.

Stk. 3. Vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag skal være klart fremhævet i aftalen og skal indeholde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer.”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Aftalegrundlaget indeholder bestemmelser om, at indklagede kan indføre eller forhøje kursfradrag ved refinansiering. Klageren anfægter denne hjemmel med henvisning til, at den er for ensidig og ”malet med den brede pensel”.

Nævnet kan ikke kritisere, at indklagedes almindelige forretningsbestemmelser, der blandt andet indeholder regler om kursfradrag, er formuleret så bredt, som tilfældet er, idet formålet er, at bestemmelserne i videst muligt omfang tager højde for alle de situationer, hvor det under lånets (lange) løbetid bliver relevant at justere indklagedes takster. Det skal i den forbindelse bemærkes, at indklagede som udgangspunkt ikke kan opsige en realkreditaftale, medmindre der sker misligholdelse af betalingerne eller af pantet.

Den brede formulering af de begivenheder, der kan udløse prisjusteringer, og de konkrete begrundelser for prisjusteringer, vil blive underkastet en prøvelse i de konkrete sager, der indbringes for Nævnet. I den konkrete sag finder Nævnet imidlertid, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte hjemlen eller begrundelsen med henvisning til aftalelovens § 36.

Nævnet finder således, at der i parternes aftalegrundlag er den fornødne hjemmel til, at indklagede kan forhøje kursfradraget, herunder med den skete begrundelse.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen
Formand Sekretariatschef