Indsigelse mod krav i henhold til kassekredit efter konkurs. Spørgsmål om indbetaling på Nemkonto.

Sagsnummer:55/2006
Dato:04-07-2006
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Ole Jørgensen
Klageemne:Kassekredit - overtræksrente
Nemkonto
Forældelse - udlån
Ledetekst:Indsigelse mod krav i henhold til kassekredit efter konkurs. Spørgsmål om indbetaling på Nemkonto.
Indklagede:Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav i henhold til en kassekredit efter klagerens konkurs.

Sagens omstændigheder.

Ved kassekreditkontrakt af 27. december 1989 blev klagerens to kassekreditter hos indklagede med et maksimum på hver 150.000 kr. lagt sammen til én kassekredit med et maksimum på 300.000 kr. Rente- og provisionssatsen var variabel for tiden henholdsvis 14 % pr. år og 0,625 % pr. kvartal. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede pant i "diverse effekter i henhold til særskilt håndpanterklæring" tilhørende klageren og dennes ægtefælle.

Af kassekreditkontrakten fremgår i øvrigt bl.a.:

Misligholdelse m.v.

12.

… Som følge af misligholdelsen beregnes et gebyr for fremsendelsen af påkrav, ligesom der beregnes morarenter af forfaldne ikke betalte ydelser efter sparekassens regler herom.

Den 1. juni 1995 trådte klageren i betalingsstandsning og blev senere erklæret konkurs.

Ved skrivelse af 19. juni 1995 til kurator anmeldte indklagede sit tilgodehavende i henhold til kassekreditten, som pr. betalingsstandsningsdatoen blev opgjort til 248.876,39 kr.

Ifølge en under sagen fremlagt kontoudskrift pr. den 30. september 1995 var gælden på kassekreditten efter tilskrivning af renter og provision pr. samme dato på 258.262,14 kr. Rentesatsen var 12,824 % pr. år og provisionssatsen 2,524 % pr. år. Kredittens maksimum var 217.000 kr.

Ifølge en kontoudskrift pr. den 1. august 1996 udviste kassekreditten en negativ saldo på 242.041,90 kr., som pr. samme dato blev overført til en fordringskonto. Rente- og provisionssatsen var "0,0%". Ifølge indklagedes notater på kontoudskriften modtog indklagede den 20. juni 1997 et dividendebeløb på 9.865,62 kr. og den 26. juni 1997 et yderligere beløb på 247,09 kr., hvorefter fordringen blev opgjort til 231.929,21 kr. ekskl. renter (242.041,90 kr. ÷ 9.865,62 kr. ÷ 247,09 kr.).

Den 17. august 2004 blev der indsat i alt 1.547 kr. vedrørende overskydende skat på fordringskontoen. Den 27. august 2004 blev beløbet udbetalt til klageren.

Indklagede har anført, at beløbet blev indbetalt på kontoen uden indklagedes medvirken. Beløbet blev udbetalt til klageren på dennes anmodning. Det blev samtidig aftalt, at fordringskontoen skulle opretholdes som Nemkonto, således at eventuel fremtidig overskydende skat blev anvendt til at nedbringe indklagedes tilgodehavende. Klageren har bestridt, at der blev indgået aftale herom.

I juli - august 2005 blev der indsat i alt 14.944 kr. vedrørende overskydende skat på fordringskontoen. Under henvisning til aftalen af 27. august 2004 afslog indklagede en anmodning fra klageren om udbetaling af beløbet.

Den 14. november 2005 udtog indklagede ved retten i Nykøbing Falster stævning mod klageren om betaling af 268.679,76 kr. med tillæg af rente 18,25 % p.a. Det påstævnte beløb svarede til halvdelen af gælden i henhold til kassekreditten, som pr. den 8. november 2005 blev opgjort til 537.359,51 kr. inkl. fem års renter.

Opgørelsen skete med udgangspunkt i en saldo på 231.929,21 kr. Beløbene vedrørende overskydende skat på i alt 14.944 kr. indgik i beregningen. Rentesatsen var faldende fra 20,25 % den 8. november 2000 til 18,25 % fra og med den 12. juni 2003.

Klageren nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Den 17. februar 2006 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande.

Den 6. marts 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde, subsidiært nedsætte sit krav samt udbetale 14.944 kr.

Indklagede har under sagen nedsat sit krav til 498.308,68 kr. opgjort pr. den 20. marts 2006. Opgørelsen er foretaget med udgangspunkt i en saldo på 217.000 kr. Beløbene vedrørende overskydende skat på i alt 14.944 kr. indgår i beregningen. Rentesatsen er faldende fra 20,25 % den 20. marts 2001 til 18,25 % den 12. juni 2003 og stigende til 18,75 % fra og med den 9. marts 2006.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes krav ikke er dokumenteret.

Kreditkontrakten udgør ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation. Der foreligger ikke dokumentation for hele forløbet, herunder for den dækning indklagede modtog i forbindelse med konkursen og realisationen af de pantsatte aktiver. Det er heller ikke muligt at se, hvorvidt løbende indbetalinger modsvarer tilskrevne renter i forløbet.

Indklagedes overtræksrente på nu 18,75 % p.a. er urimelig høj navnlig henset til det generelt meget lave renteniveau de seneste år. Han er ikke på noget tidspunkt blevet varslet om, at indklagede ville pålægge overtræksrente.

Det bestrides, at der som anført af indklagede blev indgået en aftale om, at fordringskontoen skulle opretholdes som Nemkonto. En sådan aftale er heller ikke dokumenteret af indklagede. Det forhold, at han i 2004 fik udbetalt den overskydende skat taler netop imod den af indklagede påståede aftale. Indbetalingerne af overskydende skat beror på en fejl hos skattemyndighederne, hvilket indklagede må have været bekendt med.

Indklagede har anført, at man for at undgå enhver tvivl om, at kravet kan indeholde forældede renter har begrænset sit krav til kassekredittens maksimum på 217.000 kr., jf. kontoudskriften af 30. september 1995, med tillæg af fem års renter og korrigeret for senere indbetalinger. Renter tilskrevet inden for en kassekredits maksimum er undergivet den 20-årige forældelse.

Den anvendte overtræksrentesats er efter den seneste renteændring pr. den 9. marts 2006 på 18,75 %. Renten er sammensat af produktrenten, som er 10,25 %, provision på 2,50 % og et rentetillæg på 6 %. Rentesatsen, herunder tillægget på 6%, er ikke urimelig.

Hjemlen til rentetillægget findes i pkt. 12, sidste punktum i kassekreditkontrakten. I indklagedes generelle vilkår for erhvervskunder er det i pkt. 3 i øvrigt anført, at "ved overtræk/restancer på kreditter eller udlån beregnes overtræksrente/provision som et tillæg til den aftalte rente/provision."

Det var ikke nødvendigt at udsende varsel om overtræksrenten, navnlig i den konkrete situation, hvor klageren var gået konkurs.

Overførslerne af overskydende skat til fordringskontoen i 2005 skete i henhold til aftalen med klageren herom. Klageren har ved sin handlemåde understøttet denne aftale, idet han har undladt at registrere en anden konto som Nemkonto, selvom han på baggrund af henvendelser fra skattemyndighederne gentagne gange har haft lejlighed hertil.

Udbetalingen til klageren den 27. august 2004 taler ikke imod den indgåede aftale, idet klageren denne første gang - som mange andre skatteydere - måske ikke havde været opmærksom på, at det anførte kontonummer eventuelt skulle ændres.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at indklagedes krav mod klageren i henhold til kassekreditten er tilstrækkeligt dokumenteret med kassekreditkontrakten og kontoudskrifterne, der er fremlagt under sagen. Det bemærkes herved, at klageren ikke har godtgjort eller sandsynliggjort, at gælden er blevet nedbragt i videre omfang, end hvad der fremgår af de fremlagte kontoudskrifter og notater

Når der ses bort fra renter for de seneste 5 år, som jf. forældelsesloven af 1908 ikke er forældede, har indklagede under sagen nedsat sit krav til kredittens maksimum på 217.000 kr., jf. kontoudskriften pr. den 30. september 1995. Der består derfor ikke nogen tvivl med hensyn til, om kravet indeholder ikke betalte renter, der nu er forældede.

Det må anses for uafklaret, om overførslerne af overskydende skat til fordringskontoen i juli/august 2005 skete i henhold til aftale med klageren eller om overførslerne beroede på en fejl. Efter overførslen af overskydende skat i 2004 måtte klageren imidlertid indse, at fordringskontoen af skattemyndighederne blev anset for nu at være klagerens såkaldte Nemkonto, og at eventuelle fremtidige overførsler af overskydende skat derfor ville blive overført til denne. Det lægges til grund, at klageren desuagtet undlod at lade en anden konto registrere som Nemkonto. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren er afskåret fra nu at forlange beløbene udbetalt.

Ankenævnet finder, at indklagede har fornøden hjemmel til at beregne sig overtræksrente af den misligholdte fordring som sket. Ankenævnet finder herunder ikke, at rentesatsen på for tiden 18,75 % p.a. kan tilsidesættes som urimelig.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.