Afgørelse

"Undertegnede, [klageren], erkender herved at være skyldig til [indklagede]:

restgæld på lånet kr. 127.52­2,24

tillige med restancerenter

fra 1. april 1991 til
30.september1992 kr. 32.237,70
ialt kr. 159.759,94

.....

Den ovennævnte skyld stor kr. 159.759,94 incl. renter forpligter jeg mig til at afvikle med en fast måned­lig ydelse på kr. 2.500,00, første gang 15. november 1992. Månederne juni og juli dog undtaget.

Med den nuværende variable pålydende rente på for tiden 13,00 % pr. år kan restgælden forventes at være afviklet på ca. 165 måneder.

.....

Vilkårene for lånet genforhandles senest den 1. april 1993."

Allongen var endvidere underskrevet af klagerens ægtefælle, der kautionerede for lånet, og som havde stillet et ejerpantebrev på 85.000 kr. med pant i en fast ejendom til sikkerhed for lånet.

Indklagede har oplyst, at det oprindelige lån på 135.000 kr. var blevet etableret ved sammenlægning af klagerens eksisterende en­ga­­ge­ment vedrørende en driftskredit og en restsaldo på en låne­sags­konto. Afviklingen af lånet var blevet aftalt til 1.690 kr. månedligt. I december 1989 blev der med klageren og dennes æg­te­fælle indgået aftale om en fremtidig afvikling med 2.250 kr. må­ned­ligt, men i tiden indtil foråret 1991 betalte klageren ikke regelmæssigt ydelsen. I foråret 1991 havde klageren meddelt, at han kunne betale månedligt 1.000 kr., hvilket indklagede bevil­ge­de samtidig med, at gælden internt blev rentenulstillet. Denne af­viklingsaftale var heller ikke blevet overholdt.

Indklagede har anført, at det i forbindelse med underskrivelsen af allongen den 26. november 1992 aftaltes, at gælden fortsat skulle være rentenulstillet, således at klagerens ydelser blev anvendt til nedbringelse af hovedstolen og ikke til betaling af renter. Overholdt klageren den indgåede afviklingsaftale, ville indklagede se nærmere på betaling af renterne, når klagerens øko­nomi tillod dette. Det var den ekspederende medarbejders opfat­telse, at klageren ønskede at se hovedstolen nedbragt med ind­betalingerne, og at klageren aldrig har fået tilsagn om, at ind­klagede ville frafalde sit rentekrav.

Klageren har anført, at der mundtligt blev indgået aftale om, at lånet skulle være rentefrit under afviklingen.

På de årlige kontooversigter tilsendt klageren i perioden 1992 - 1995 er saldoen på klagerens lån oplyst således:

Ultimo 1992 122.522,24 kr.

Ultimo 1993 97.569,77 kr.

Ultimo 1994 75.069,77 kr.

Ultimo 1995 50.369,77 kr.

Nedbringelsen af saldoen ifølge årsopgørelserne svarer til ind­be­ta­lingerne fra klageren.

I forbindelse med klagerens ægtefælles salg i sommeren 1996 af den ejendom, hvori ejerpantebrevet på 85.000 kr. havde pant, op­ly­ste indklagede ved skrivelse af 24. juni 1996, at ejerpante­brevet var deponeret til sikkerhed for en gæld på 137.370,78 kr. ekskl. renter fra 1. april 1996. Indklagede krævede derfor be­taling af ejer­pan­te­brevets pålydende med tillæg af renter for at udlevere ejer­pan­tebrevet.

Ved skrivelse af 2. juli 1996 bekræftede klagerens advokat, at indklagede ville modtage beløbet på 85.000 kr. med tillæg af renter, men at der blev taget forbehold for tilbagesøgning.

Den 20. august 1996 indbetaltes 93.122,23 kr. på lånet.

Af kontoudskrift pr. 31. december 1996 fremgår, at restgælden forud for indbetaling af dette beløb og tilskrivning af et til­svarende beløb i renter var 37.869,77 kr. Den 7. november er kon­toen krediteret med 1.579,81 kr. i genkøbsværdi af police. Af års­oversigt på 31. december 1996 fremgår, at rest­gælden er 36.289 kr., samt at der til skattemyndighederne som renteudgift er ind­be­ret­tet 93.122,23 kr.

Ved skrivelse af 3. januar 1997 meddelte indklagede klageren gen­nem dennes advokat, at man under hensyn til, at klageren ikke ag­te­de at indbetale yderligere på lånet, så sig nødsaget til at op­si­ge dette til øjeblikkelig indfrielse. Lånets restgæld var i skri­velsen opgjort til 52.040,11 kr. pr. 30. december 1996.

Klageren har den 13. januar 1997 indbragt sagen for An­ke­næv­net med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 55.252,46 kr., subsidiært at indklagede anerkender ikke at have yderligere krav mod klageren. Klagerens principale påstand udgør forskellen mellem det betalte beløb på 93.122,23 kr. og lånets restgæld ifølge kontoudtog pr. 20. maj 1996, 37.869,77 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at på tidspunktet for indgåelsen af afvik­lings­aftalen i november 1992 var hans økonomiske formåen meget ringe. Den skriftlige aftale af 26. november 1992 blev der­for ændret ved mundtlig aftale, idet det var urealistisk, at han kun­ne tilbagebetale lånet. Indklagede standsede derfor rentetil­skriv­ningen. Kontoudtog og tilsendte årsopgørelser er i over­ens­stemmelse med det aftalte. Indklagede har aner­kendt, at der ved mundtlig aftale skete en ændring af allongen af 26. november 1996 med hensyn til spørgsmålet om renter. Allongen regulerer således ikke udtømmende låneforholdet. At allongen indeholder påløbne ikke-tilskrevne renter, dokumen­terer ikke, at lånet skulle for­rentes og i hvert fald ikke for fremtiden. Indklagede bør som den professionelle part bære risikoen for eventuelle misforståelser af den mundtlige aftale om rentefrihed. Det blev ikke meddelt klageren, at rentefriheden var et internt forhold. Klagerens opfattelse af, at rentefriheden var reel, bestyrkedes af de modtagne kontoudskrifter og -oversigter.

Indklagede har anført, at klageren ved underskrivelsen af al­lon­gen anerkendte, at gælden skulle forrentes, hvilket direkte frem­går af dokumentet. Ved underskrivelsen af allongen anerkendte kla­­geren at skylde indklagede opgjorte renter fra 1. april 1991 til 30. september 1992. Rentebeløbet blev anerkendt af klageren som en del af gælden til indklagede, selvom gælden havde været in­ternt rentenulstillet i denne periode. Det er endvidere anført, at restgælden kunne afvikles på ca. 165 måneder ved en rente på p.t. 13%. Den beregnede løbetid på lånet forudsætter en for­rent­ning. Klageren er på intet tidspunkt blevet stillet i udsigt, at der ikke skulle betales renter. Uanset, at klageren modtog kon­toudtog, som viste en mindre restgæld end den reelle gæld, kunne klageren ikke have en forventning om, at man havde givet afkald på renter, idet en sådan aftale ikke var indgået.

Ankenævnets bemærkninger:

Tre medlemmer - Peter Blok, Inge Frølich og Jørn Ravn - udtaler:

Det er ubestridt, at der i forbindelse med klagerens under­skri­velse af allongen af 26. november 1992 blev indgået en mundtlig aftale om, at der fortsat ikke skulle ske rentetilskriv­ning. I tiden herefter og helt frem til midten af 1996, da spørgsmålet om frigivelse af klagerens ægtefælles ejerpantebrev blev rejst, mod­tog klageren kontoudskrifter og -oversigter, hvoraf det fremgik, at gælden pr. 26. november 1992 eksklusive renter, 127.522,24 kr., løbende blev nedbragt med de betalte ydelser. Vi finder, at klageren under disse omstændigheder med føje har forstået den indgåede aftale således, at han havde fået tilsagn om rentefrihed - herunder fritagelse for betaling af de pr. 26. november 1992 påløbne renter - under forudsætning af, at afdragsaftalen blev overholdt. Det bemærkes herved, at indklagede er nærmest til at bære risikoen for en eventuel misforståelse.

Efter det anførte lægger vi til grund, at klagerens gæld til ind­kla­gede alene udgjorde 37.869,77 kr. den 20. august 1996, da han under forbehold indbetalte beløbet på 93.122,23 kr. Vi stemmer der­for for at tage klagerens principale påstand til følge, idet der dog tillige bør tages hensyn til det beløb på 1.579,81 kr., som blev krediteret kontoen den 7. november 1996, således at det beløb, indklagede skal tilbagebetale, udgør 56.832,27 kr. Dette beløb findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.

To medlemmer - Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Vi finder, at klageren efter indholdet af allongen af 26. no­vem­ber 1992 ikke kunne have nogen berettiget forventning om, at ind­kla­gede havde givet afkald på renter, og at indklagede var beret­ti­get til at gøre rentekravet gældende i forbindelse med fri­gi­vel­sen af klagerens ægtefælles ejerpantebrev. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 56.832,27 kr. med tillæg af rente efter renteloven af 55.252,46 kr. fra den 20. august 1996 og af 1.579,81 kr. fra den 7. november 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.