Omfang af inkassofuldmagt.
| Sagsnummer: | 138/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Inkasso - inkassoomkostninger m.v.
Inkasso - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Omfang af inkassofuldmagt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren er kreditor på tre pantebreve, som har henligget i depot hos indklagede. Ved skrivelse af 27. juni 1988 fremsendte indklagede til pantebrevsdebitor sædvanligt påkrav i henhold til Tinglysningslovens § 42a i anledning af, at terminsydelsen pr. 11. juni 1988, som udgjorde ialt ca. 3.500 kr. ikke var betalt på noget af pantebrevene.
Ved skrivelse af 2. august 1988 meddelte indklagede klageren, at ydelserne fortsat ikke var indgået, og anmodede om oplysning om, hvorvidt sagen skulle fremsendes til inkasso og i givet fald hvilken advokat, klageren ønskede benyttet.
Ved en udateret skrivelse anmodede klageren herefter indklagede om at overgive de pr. 11. juni 1988 forfaldne ydelser til inkasso. Klageren gav oplysning om sin sædvanligt benyttede advokat, men anførte, at også indklagedes sædvanligt benyttede advokat kunne benyttes.
Indklagede fremsendte herefter sagen til inkasso hos sin sædvanligt benyttede advokat, idet man anmodede denne om i forbindelse med inkassationen at opsige pantebrevene til fuld indfrielse.
Ved skrivelse af 23. november 1988 til indklagede gav advokaten oplysning om forløbet af den foretagne inkassation. Det oplystes herunder, at der, efter at udlæg var foretaget, var indgivet tvangsauktionsbegæring og rekvireret vurdering ved ejendomsmægler. På grundlag af de oplysninger, der var fremkommet under forberedelsen til tvangsauktionen, havde advokaten beregnet et tab på ca. 40.000 kr. for klageren, såfremt denne overtog ejendommen på auktionen. På denne baggrund indstillede advokaten, at den indgivne auktionsbegæring blev tilbagekaldt snarest muligt. Det anførtes endelig i skrivelsen, at advokaten to gange under inkassationen var blevet kontaktet af klagerens samlever.
Den på klagerens vegne indgivne auktionsbegæring blev herefter tilbagekaldt.
Med skrivelse af 13. februar 1989 til indklagede afregnede advokaten sagen. Afregningen lød på 7.871 kr. bestående af retsafgifter m.m. 1.630 kr., salær til udenbys advokatforbindelser 1.031 kr., rekvireret ejendomsmæglervurdering 1.550 kr., samt salær beregnet i henhold til medgået tid 3.000 kr. med tillæg af moms 660 kr.
Under den herefter mellem klageren og indklagede stedfundne brevveksling afviste klageren at dække inkassoomkostninger ud over det takstmæssige inkassosalær for de ikke betalte ydelser, udlæg for tingbogsattest samt omkostninger ved indkaldelse af skyldneren til fogedretten én gang. Klageren anførte i denne forbindelse bl.a., at hendes samlever den 2. december 1988 under en telefonsamtale med en navngiven medarbejder hos indklagede var blevet stillet i udsigt, at de samlede omkostninger, hvis den indgivne tvangsauktionsbegæring blev tilbagekaldt, formentlig ville udgøre ca. 1.500 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at hendes tilsvar over for indklagede i anledning af den skete inkassation nedsættes til 1.500 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun alene har anmodet indklagede om at foranledige inkassation af de ikke betalte terminsydelser og således ikke har anmodet om en så vidtgående og omkostningskrævende inkassation, som rent faktisk er blevet foretaget. Hertil kommer, at en af indklagedes medarbejdere den 2. december 1988 oplyste, at hendes omkostninger ved inkassationen alene ville udgøre 1.500 kr.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at den skete sagsbehandling har været nødvendig for at yde klageren en forsvarlig rådgivning vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det kunne svare sig for hende at overtage ejendommen som ufyldestgjort panthaver med videresalg for øje. Klageren er således ikke blevet påført unødige omkostninger. Hertil kommmer, at klagerens samlever, der havde fuldmagt til at varetage klagerens interessser under inkassationen, i slutningen af november 1988 telefonisk drøftede dennes forløb med advokaten uden at fremsætte indsigelser.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren anmodede ved fremsendelsen af sagen til inkasso gennem indklagede om inkassation af de pr. 11. juni 1988 forfaldne terminsydelser, som udgjorde ca. 3.500 kr.
Ved denne ikke af særlige bemyndigelser ledsagede anmodning findes klageren ikke at have meddelt en inkassofuldmagt, der rækker til foretagelsen af de gennemførte og i forhold til størrelsen af det til inkasso overgivne beløb for klageren upåregneligt omkostningskrævende foranstaltninger. Det bemærkes herved, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om indholdet af de telefonsamtaler, som klagerens samlever førte med den advokat, der forestod inkassationen.
Under hensyn til, at takstmæssigt inkassosalær af ydelserne på ca. 3.500 kr., salær til rekvirentens advokat for et møde i fogedretten og retsafgift efter de da gældende takster udgjorde ca. 950 kr., findes det beløb, som det efter det anførte kan pålægges klageren at betale, skønsmæssigt at kunne fastsætte til 1.500 kr. som af klageren påstået.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klagerens tilsvar over for indklagede i anledning af den foretagne inkassation vedrørende terminsydelsen pr. 11. januar 1988 på de hos indklagede i depot indlagte pantebreve fastsættes til 1.500 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.