Underretning.
| Sagsnummer: | 502/1991 |
| Dato: | 12-02-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 30. juni 1989 etablerede indklagedes Nykøbing Mors afdeling et erhvervslån på 100.000 kr. med klagerens datter og svigersøn som debitorer. Lånedokumentet afløste et tidligere lånedokument af 6. september 1988. Det var i lånedokumentet anført, at lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 4.000 kr. første gang den 1. oktober 1989. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 150.000 kr., der tillige havde været håndpantsat til sikkerhed for det tidligere lån.
Det var i lånedokumentets almindelige bestemmelser pkt. C anført:
"1. Samtlige kautionister og ethvert pant stillet af tredjemand hæfter indbyrdes og sammen med låntageren solidarisk en for alle, og alle for en for: ....
a. Lånet/kreditten med tillæg af renter, provision og lignende i overensstemmelse med indholdet i aftalen.
b. Tilskrevne renter og provisionsbeløb - beregnet af beløbet i pkt. a. - i indtil 6 måneder efter første tilskrivning ud over maksimumbeløbet/den aftalte restgæld samt afdrag, der forfalder i denne periode.
Såfremt kautionister og/eller tredjemandspantsættere inden for disse 6 måneder får meddelelse om overtræk eller om ubetalte afdrag omfatter hæftelsen for de her nævnte poster i yderligere 6 måneder fra meddelelsens modtagelse og så fremdeles for hver gang, banken giver meddelelse."
Den 2. oktober 1989 betaltes rente for juli kvartal med 3.902,74 kr., således at saldoen herefter fortsat var 100.000 kr. Den 22. november 1989 indbetaltes 4.100 kr. Derefter betaltes 4.000 kr. hver den 1. i måneden til og med 1. maj 1990, medens der ikke indbetaltes ydelser fra og med den 1. juni 1990. Den 26. september 1990 overførtes på indklagedes foranledning 5.362 kr. til udlånskontoen fra debitorernes kassekredit hos indklagede. Den 13. november 1990 afsagdes konkursdekret vedrørende klagerens datter, og ved skrivelse af 21. december 1990 gjorde indklagede pantsætningen gældende overfor klageren.
Efter at klageren ved sin advokat har brevvekslet med indklagede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes pantsætningsforpligtelse pr. 21. december 1990 kan opgøres til 48.293,86 kr.
Indklagede har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod anerkendelse af, at klagerens pantsætningsforpligtelse nedskrives med 4.000 kr. svarende til den pr. 1. juni 1990 forfaldne ydelse.
Klageren har anført, at det fremgår af lånebetingelserne, at et pant stillet af tredjemand hæfter for lånet med tillæg af renter og provision o.l. i overensstemmelse med indholdet af aftalen indtil 6 måneder efter misligholdelse, hvilket også gælder afdrag, der forfalder i samme periode. Hæftelsen for de anførte beløb for den pågældende periode ophører, såfremt tredjemandspantsætter ikke indenfor perioden på 6 måneder får meddelelse om overtræk eller om ubetalte ydelser. Ydelsen pr. 1. oktober 1989 er ikke indbetalt, ligesom ydelserne fra 1. juni 1990 ikke er indbetalt. Det forhold, at indklagede har overført 5.362 kr. fra debitorernes kassekredit til lånekontoen og har anført, at denne indbetaling er afskrevet på den ældste restance, medfører ikke, at indklagede kan udskyde underretningspligten så længe, der er øvrige restancer. Blev dette antaget, ville det være muligt at holde en kautionist eller pantsætter i uvidenhed om misligholdelse så længe den ældste restance indbetales inden for 6 måneders fristen. Klageren har opgjort sin pantsætningsforpligtelse til 48.293,86 kr., hvilket beløb udgør lånets restgæld pr. 21. december 1990, såfremt lånet var afviklet som stipuleret.
Indklagede har anført, at restancen på lånet først opstod den 1. juli 1990, idet indklagede den 26. september 1990 overførte et beløb på 5.362 kr. fra debitorernes kassekredit i afdelingen til lånekontoen. Eftersom debitor ikke har givet nærmere anvisninger i forbindelse med den skete overførsel, gøres det gældende, at det følger af almindelige obligationsretlige regler, at kreditor er berettiget til at vælge, på hvilken del af tilgodehavendet indbetalingen skal afskrives. Det overførte beløb er afskrevet på den ældste restance, dvs. restancen og renterne pr. 1. juni 1990, hvorfor 6 måneders fristen ifølge indklagedes lånebetingelser først løber fra den 1. juli 1990 med udløb pr. 1. januar 1991. Indklagedes underretning til klageren af 21. december 1990 er derfor rettidig.
Til støtte for den subsidiære påstand gør indklagede gældende, at man alene har mistet muligheden for at gøre pantsætningsforpligtelsen gældende, forsåvidt angår den restance, der forfaldt pr. den 1. juni 1990, nemlig 4.000 kr., men at pantsætningsforpligtelsen i øvrigt kan gøres gældende fuldt ud.
Ankenævnets bemærkninger:
Debitorerne indbetalte den 2. oktober 1989 3.902,24 kr. på lånet og den 22. november 1989 4.100 kr. Ankenævnet finder derfor, at ydelsen på 4.000 kr. pr. 1. oktober 1989 må anses for betalt.
For så vidt angår lån som det foreliggende, der afvikles ved betaling af en fast månedlig ydelse, findes de almindelige lånebestemmelsers pkt. C. 1. b. i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 41 at måtte forstås således, at der først indtræder pligt for indklagede til at give meddelelse, når en ydelse er udeblevet i mere end 6 måneder. Ankenævnet finder endvidere at måtte give indklagede medhold i, at ydelsen pr. 1. juni 1990 som den ældste restance må anses for betalt ved overførselen af beløbet på 5.362 kr. til lånet den 26. september 1990. Meddelelsen til klageren den 21. december 1990 må herefter i det hele anses for rettidig.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.