Afvisning, erhvervsforhold § 2, stk. 2 og 3.
| Sagsnummer: | 238/1997 |
| Dato: | 14-10-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Afvisning, erhvervsforhold § 2, stk. 2 og 3. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne under denne sag, der er brødre, stiftede i 1981 sammen med selskabet K A/S selskabet T A/S. Klager A havde i nogle år arbejdet med udviklingen af en særlig teknik til bevikling af ringkerner. I T A/S blev udviklingsarbejdet og arbejdet med at fremstille en maskine til udførelse af denne funktion fortsat.
I september 1983 blev K A/S' aktier i T A/S overdraget til selskabet F A/S, et finansieringsselskab. Omkring samme tidspunkt ydede indklagede en kassekredit på 1 mio. kr. til T A/S, for hvilken klagerne kautionerede personligt. Klagerne var ikke personlige aktieejere i T A/S, idet aktierne tilhørte klagernes selskab P ApS med halvdelen og F A/S med halvdelen. Mellem F A/S og P ApS blev indgået en aftale om overdragelse af alle patenter til P ApS, som herefter indgik en licensaftale med T A/S. I februar 1984 blev kassekreditten forhøjet til 2 mio. kr., og der blev udfærdiget en ny kautionserklæring angående et beløb på 1 mio. kr., for hvilket klagerne hæftede med 14/59. Omkring samme tidspunkt indskød F A/S yderligere aktiekapital i T A/S, således at aktierne i dette ejedes med 90% af F A/S og 10% af P ApS. Klager A var ansat som udviklingschef og klager B som økonomichef i T A/S. De var begge medlemmer af selskabets bestyrelse indtil december 1984, hvor der opstod uenighed.
Den 29. januar 1986 blev T A/S i henhold til en egen konkursbegæring erklæret konkurs.
Ved dom af 28. oktober 1987 afsagt af Vejle Civilret blev klagerne dømt til in solidium at betale 237.288,14 kr. til indklagede. Beløbet vedrørte klagernes kautionsforpligtelse, som indklagede havde gjort gældende i december 1985. Den 28. marts 1990 stadfæstede Vestre Landsret dommen, idet beløbet nu udgjorde 153.228 kr. som følge af, at indklagede havde fradraget et provenu indgået fra et pant.
Omkring 1995 fremsatte klagerne krav over for indklagede om betaling af ca. 576.000 kr. med tillæg af moms og renter. I en skrivelse af 17. november 1996 til indklagede henviste klagerne til, at de den 29. marts 1985 havde indbetalt 250.000 kr. til T's kassekredit hos indklagede. Klagerne lagde til grund, at beløbet dækkede deres forpligtelser i forhold til T A/S' kassekredit på 153.228 kr. og anmodede om betaling af det for meget indbetalte.
Ifølge et fremlagt bilag er beløbet på 250.000 kr. betalt af P ApS som indbetaling af tegnet aktiekapital i T A/S.
Den 25. juni 1997 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle tilbagebetale det for meget indbetalte.
Ved skrivelse af 18. juli 1997 til Ankenævnet nedlagde indklagede påstand om afvisning principalt med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, subsidiært med henvisning til at klagen angik et forhold, der adskilte sig fra sådanne, der typisk forekommer i private kundeforhold.
Ved skrivelse af 19. august 1997 afviste Ankenævnets sekretariat sagen under henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jf. stk. 3. Sekretariatet anførte, at klagerne som kautionister og medejere af T A/S havde en væsentlig interesse eller indflydelse herpå, hvorfor klagen måtte anses for erhvervsmæssig.
Klagerne har anmodet om, at sekretariatets afvisning indbringes for Ankenævnet, idet de har anført, at sagen ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne var, da de i september 1983 påtog sig kautionsforpligtelsen for T A/S' kassekredit, gennem deres selskab P ApS ejere af halvdelen af aktiekapitalen i T A/S. Der var mellem P ApS og T A/S indgået en licensaftale, og klagerne var ledende medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer i T A/S. Klagen, der angår relationen mellem klagernes kautionsforpligtelse og et beløb på 250.000 kr., som efter det foreliggende er indbetalt af P ApS, findes på denne baggrund at vedrøre et erhvervsmæssigt kundeforhold og at falde uden for Ankenævnets kompetence. Nævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning af sagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.