Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med overtagelse af fælleslån som enedebitor.

Denne sag vedrører indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens overtagelse af et tidligere fælleslån som enedebitor.

Sagens omstændigheder.

I 1995 blev klageren skilt fra sin ægtefælle H.

Klageren og H havde hos indklagede en gammel gæld, der stammede fra et boliglån, som var optaget i 1980-erne, og hvorpå klageren indbetalte 1.000 kr., senere 2.000 kr., om måneden.

I februar 2002 rettede indklagede henvendelse til klageren og H med henblik på en forhøjelse af de månedlige indbetalinger, således at gælden kunne afvikles inden for en overskuelig årrække.

Den 22. februar 2002 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede om gælden. Indklagede har anført, at klageren under mødet tilkendegav, at H ikke skulle kontaktes, idet hun ikke var i stand til at indbetale på gælden. Ud over højere månedlige indbetalinger drøftede man muligheden for skattemæssigt fradrag for gamle renter og en eventuel saldokvittering for renter i afviklingstiden. Da klageren var den eneste, som indbetalte på gælden, blev det ligeledes drøftet, hvorvidt klageren skulle overtage lånet som enedebitor med henblik på at opnå det fulde skattemæssige fradrag for renter. Klageren har bestridt, at han var indstillet på at overtage lånet som enedebitor, og at han ønskede at holde H udenfor.

Den 11. april 2002 fremsendte indklagede til klageren et "Anerkendelsesgældsbrev om forfalden gæld", hvori gælden blev opgjort til 351.903,14 kr. inkl. renter fra den 1. april 1997 til den 31. marts 2002. Det fremgik, at beløbet var forfaldent til betaling, og at det fra opgørelsesdagen blev forrentet med variabel rente, p.t. 7,5% p.a. Af indklagedes følgeskrivelse fremgår, at indklagede tilbød en afvikling med 4.000 kr. pr. måned i 87 måneder og 3.903,14 kr. i en måned. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:

"De indbetalte beløb anvendes først til dækning af omkostninger og gamle renter, dernæst til at nedbringe hovedstolen.

Såfremt indbetalingerne overholdes i afviklingsperioden vil banken give saldokvittering på de renter der vil blive tilskrevet i afviklingsperioden. Renter vil udgøre kr. 157.109,24 ved uændret rente på 7,5%.

Afviklingen betyder at der kan opnås fuld skattefradrag for:

• År 2002 kr. 36.000,00

• År 2003 kr. 48.000,00

• År 2004 kr. 48.000,00

• År 2005 kr. 46.824,26

For den resterende periode ca. 43 måneder opnås ingen fradrag for de betalte ydelser.

Såfremt du ønsker det, har vi også mulighed for at fordele fradragsretten over hele afviklingsperioden hvilket vil give et gennemsnitligt fradrag på ca. kr. 24.400 pr. år.

Uanset den aftalte afvikling har du selvfølgelig ret til uden varsel at indfri gælden til banken. Aftalen kan ikke opsiges af banken eller tvangsfuldbyrdes, så længe du overholder de aftalte vilkår."

Klageren underskrev anerkendelsesgældsbrevet den 24. april 2002 og påbegyndte afviklingen med 4.000 kr. pr. måned.

På baggrund af en forespørgsel fra klageren meddelte indklagede ved e-mail af 22. april 2003, at H ikke længere var meddebitor på gælden. Af e-mailen fremgår i øvrigt blandt andet:

"Vi aftalte netop, at du alene skulle stå for gælden nu hvor du fik mulighed for at få rentefradrag for noget af beløbet. Hvis hun er medhæftende SKAL vi opgive begge cpr.nr. og du ville gå glip af dette fradrag.

Vi aftale også, at du selv ville drøfte med hende, hvordan I skulle afgøre det indbyrdes, når du nu tog hele gælden."

Parternes påstande.

Den 3. oktober 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at genetablere den fælles forpligtelse for lånet/gælden.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at gælden, som han og H hæftede for solidarisk, ikke blev behandlet i skilsmisseaftalen. Han fortsatte med de månedlige indbetalinger på 2.000 kr., idet H, der var under uddannelse, ikke havde mulighed herfor. Han forudsatte, at H begyndte at bidrage til afviklingen, når uddannelsen blev afsluttet.

Da indklagede kontaktede ham med henblik på en forhøjelse af de månedlige indbetalinger, talte han med H, som erklærede sig indstillet på at bidrage til afviklingen. Dette tilsagn frafaldt hun efterfølgende, idet det kom frem, at indklagede havde slettet hende som meddebitor på gælden.

Det bestrides, at han ønskede at holde H uden for drøftelserne om forhøjelsen af indbetalingerne. Han fandt det naturligt, at han ville få det fulde rentefradrag, idet det jo var ham, der betalte. Han blev ikke gjort opmærksom på, at han fremover ville komme til at hænge på gældsposten alene.

Det blev ikke fremhævet af indklagede, og det fremgår heller ikke klart af aftalen, at han med indgåelsen af aftalen om forhøjelsen af ydelsen samtidig påtog sig at overtage hele gælden. Han accepterede at forhøje indbetalingerne, men påtog sig ikke at hæfte for gælden alene. Fordelen ved at opnå rentefradrag er ubetydelig i forhold til den samlede gældspost.

Indklagede har vildledt ham til at påtage sig gælden som enedebitor, hvilket har medført, at han er blevet afskåret fra at få H til at dække en del af den gæld, som hun selv har været med til at stifte.

Indklagede har anført, at det på grundlag af drøftelserne i februar 2002 blev aftalt, at klageren skulle overtage lånet som enedebitor. Klageren ønskede at få det fulde rentefradrag, idet alene han indbetalte på gælden. Klageren blev rådgivet om bortfaldet af H's medhæftelse og konsekvenserne heraf.

Klageren ønskede selv at etablere en ordning med H om hendes betaling af en del af lånet.

Frigivelsen af H som meddebitor har ikke medført en forringelse af klagerens mulighed for regres mod H.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens underskrift på anerkendelsesgældsbrevet og den samtidig hermed indgåede aftale om afvikling af gælden indebar ikke en forøgelse af klagerens forpligtelser over for indklagede, idet klageren i forvejen som solidarisk medhæftende debitor hæftede for den fulde gæld over for indklagede. Aftalen har heller ikke medført en forringelse af klagerens mulighed for regres mod H, såfremt klageren på grundlag af aftalen med indklagede kommer til at betale gæld, som det i det indbyrdes retsforhold mellem klageren og H påhvilede H at betale.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.