Klage afvist som følge af manglende præcisering af påstande og anbringender
| Sagsnummer: | 606 /2010 |
| Dato: | 24-10-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Afvisning - øvrige spørgsmål
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Klage afvist som følge af manglende præcisering af påstande og anbringender |
| Indklagede: | Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører investering i Roskilde Bank aktier og investeringsforeningsbeviser i BankInvest Højrentelande.
Sagens omstændigheder
Den 9. november 2010 indgav klageren klage over "Roskilde Bank aktier" og
"BankInvest Højrentelande".
I klageskemaet er anført, at klageren ønsker at "få pengene tilbage".
Banken har den 16. november 2010 opfordret klageren til at præcisere klagen. Banken har anført, at klagerens sagsfremstilling ikke indeholder oplysninger, og at de af klageren fremlagte bilag ikke stemmer med det, som klageren angiver at klage over.
Under sagens forberedelse har Ankenævnets sekretariat telefonisk og skriftligt anmodet klageren om at præcisere sin påstand. Klageren har ikke besvaret sekretariatets henvendelser.
Af årsoversigter fremlagt af banken fremgår, at klageren pr. 31. december 2005 i sine pensionsdepoter og øvrige depoter havde Roskilde Bank aktier til en kursværdi af ca. 989.000 kr. og BankInvest Højrentelande investeringsforeningsbevisertil en kursværdi af ca. 50.000 kr.
Parternes påstande
Den 9. november 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet ønsker klageren at "få pengene tilbage".
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har anført, at klageren ikke i klageskemaet har redegjort for sagen og oplyst på hvilket grundlag, banken skal yde erstatning. Klageren har trods opfordring hertil ikke præciseret sin klage.
Klagerens sagsfremstilling indeholder ikke oplysninger. De af klageren fremlagte bilag stemmer ikke med det, som klageren angiver at klage over.
Banken er som afviklingsbank, der har overdraget sit filialnet, herunder klagerens kundeforhold, stærkt begrænset i at kunne oplyse sagen.
Ankenævnets bemærkninger
Da klageren trods opfordring ikke har uddybet og præciseret sin klage over investering i Roskilde Bank aktier og investeringsbeviser i BankInvest højrentelande, og da det ikke er muligt at behandle klagen på det foreliggende grundlag, afviser Ankenævnet klagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.