Spørgsmål om kassekredit tilknyttet konto.
| Sagsnummer: | 217/1998 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kassekredit - afslag
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om kassekredit tilknyttet konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens konto hos indklagede, som klageren gør gældende er en kassekredit med et maksimum på 40.000 kr.
Sagens omstændigheder.
I april 1997 fik klageren efter anmodning udleveret et dankort tilknyttet sin konto hos indklagede.
I juni 1997 meddelte klageren indklagede, at hun havde glemt PIN-koden til dankortet. Der blev herefter i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige praksis udleveret et nyt kort til klageren. Det nye kort var et Visa/Dankort.
Af kontoudtog for klagerens konto for perioden 9. december 1997 til 17. februar 1998 fremgår, at kontoens saldo var negativ i perioden 9.-31. december 1997 samt fra 7. januar til 12. februar 1998. Største debetsaldo i perioden var 6.003 kr. den 30. januar 1998.
Indklagede rykkede den 20. og 28. januar 1998 klageren for inddækning af overtrækket.
Den 9. februar 1998 underskrev klageren gældsbrev vedrørende et lån på 2.200 kr., hvis provenu på 1.995 kr. blev indsat på kontoen den 12. februar 1998.
I forbindelse med kontoens overtræk blev klagerens Visa/Dankort spærret.
Ved skrivelse af 18. februar 1998 meddelte indklagede klageren, at man ikke var indstillet på at udstede dankort til hende. Klageren henvistes til i stedet at få udstedt et hævekort. Efter yderligere henvendelser fra klageren oplyste indklagede i skrivelse af 4. maj 1998, at udstedelse af dankort tidligst kunne imødekommes, når klagerens konto ikke havde udvist overtræk i 6 måneder, samt at afvikling af klagerens lån ikke gav anledning til bemærkninger.
Af flere henvendelser fra klageren til indklagede fremgår, at klageren med henvisning til en markedsføringskampagne fra indklagedes side mente at have en kassekredit eller lån på 40.000 kr. i tilknytning til kontoen hos indklagede. Indklagede bestrider, at klageren har fået bevilget en kassekredit.
Den 3. august 1998 fremsendte indklagede hævekort til klageren for kontoen.
Af sagen fremgår, at klagerens huslejebetalinger via betalingsservice er tilmeldt kontoen. Indklagede tilbageførte i juli og august måned 1998 huslejebetalingen på grund af manglende dækning.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. juni 1998 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at hun ønsker, at indklagede skal anerkende, at der er tilknyttet en kassekredit på 40.000 kr. til hendes konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ikke overholder sin reklamekampagne i perioden 1992-97, hvor hun har fået brochure tilsendt om at kunne låne 40.000 kr. på sit glatte ansigt ved oprettelse af et Visa/Dankort. Hun er førtidspensionist og har stærkt brug for adgang til at låne de 40.000 kr. Med hensyn til betaling af husleje har hun meddelt indklagede, at huslejen skal betales før andre udgifter, men alligevel har indklagede tilbageført huslejebetalingen.
Indklagede har anført, at klagerens Visa/Dankort blev spærret i januar 1998 på grund af overtræk på kontoen. Klageren var forinden rykket skriftligt for inddækning af overtrækket. Indklagede er ikke forpligtet til at udstede dankort, og indklagedes afslag herpå er begrundet. Klageren har ikke en kassekredit eller et lån på 40.000 kr. Omkring tidspunkter for dankortets udlevering er der ikke udsendt markedsføringsmateriale vedrørende eventuel mulighed for ydelse af kredit til girokunder. Indsendte indbetalingskort og PBS-overførsler er afvist på grund af manglende dækning. Klageren skal selv sikre, at der dækning for betalingsanmodninger på betalingstidspunkterne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at indklagede har ydet klageren et lån eller kredit på 40.000 kr.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder eller forhold, der kan føre til en kritik af indklagedes behandling af klagerens engagement.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.