Afgørelse

Personlig fordring. Nedsættelse efter retsplejelovens § 578.

Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion i november 1996 klagerens daværende erhvervsejendom for et bud på 2.200.000 kr. I henhold til tvangsauktionsopstillingen var instituttets fordring opgjort til i alt 2.478.169 kr. i kolonne 1. Efter afholdelse af 2. auktionen fik instituttet hammerslag på sit bud på 2.200.000 kr. fra 1. auktionen. Instituttet gjorde i januar 1997 en personlig fordring gældende mod klageren på 278.168 kr., opgjort som den samlede fordring minus budsummen. I marts 1997 videresolgte instituttet ejendommen for en kontantpris på 2.250.000 kr. Instituttet opgjorde den 13. februar 1998 over for klageren det endelige tab efter videresalget af ejendommen til i alt 680.069 kr. Instituttet oplyste samtidig, at der alene ville blive gjort et beløb på 278.168 kr. gældende med tillæg af 10 pct. rente p.a. Klageren protesterede flere gange over det fremsatte krav, som ifølge ham var forårsaget af et for lavt bud og en for lav videresalgspris. Et inkassofirma, som varetager inkassationen for instituttet fremsendte i juni 2009 en opkrævning til klageren på 278.169 kr. med tillæg af renter på 139.236 kr. Klageren protesterede på ny mod kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham hidrørende fra tvangsauktionen i november 1996 over hans daværende ejendom, subsidiært at instituttet ikke kunne kræve beløbet forrentet med 10 pct. p.a. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke anledning til at besigtige ejendommen. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet i forbindelse med tvangsauktionen eller videresalget havde handlet på en måde, der kunne begrunde, at instituttet helt eller delvis var afskåret fra hos klageren at kræve betaling af det på tvangsauktionen opgjorte tab på 278.168 kr. med tillæg af renter i en 5 års periode på 10 pct. p.a. i henhold til pantebrevet. Som følge heraf blev realkreditinstituttet frifundet.