Spørgsmål om ophør af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 821/1994 |
| Dato: | 30-11-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ophør af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved underskrift af 1. februar 1988 på en kreditkontrakt påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en kassekredit på 30.000 kr. ydet den 29. januar 1988 af indklagede til klagerens samlever. Kreditten skulle anvendes til finansiering af driften af dennes virksomhed. Af kreditkontrakten fremgår, at der var tale om en forhøjelse af en eksisterende kredit fra oktober 1987 med en restgæld på 10.000 kr., og at kreditten var gældende indtil videre. Af kreditkontraktens forside fremgår kautionistens forpligtelse således:
"Til sikkerhed for indfrielse af kreditten og betaling af renter, provision og omkostninger, jf. omstående pkt. 4, meddeles selvskyldnerkaution af:"
Af udskrift for kontoen fremgår, at der den 29. januar 1988 er bogført en checkudbetaling på 19.312,18 kr. med valør den 28. januar, hvorefter kontoens saldo udgjorde 22.825,68 kr. (negativ).
Ud over kassekreditten havde debitor et lån hos indklagede på 48.500 kr. stiftet den 18. juni 1987. Lånet blev afviklet med en månedlig ydelse på 2.000 kr., som fra og med 1988 blev betalt ved overførsel fra kreditten.
Siden den 14. september 1988 har kassekreditten til stadighed været i overtræk.
Den 12. januar 1989 meddelte debitor, at hun ikke længere var i stand til i fuldt omfang at opfylde sine forpligtelser. Kredittens saldo var da 33.701,11 kr. og restgælden på lånet 20.414,13 kr.
Den månedlige overførsel af 2.000 kr. fra kassekreditten til lånet ophørte i april 1989.
Ved skrivelser af 5. oktober 1989, 24. januar 1992, 14. april 1992 og 5. oktober 1992 meddelte indklagede klageren, at kassekreditten var i overtræk. Ved skrivelser af 10. og 30. november 1993 og 5. januar 1994 blev klageren anmodet om at indfri kreditten i henhold til kautionsforpligtelsen.
Ved stævning af 15. september 1994 påstod indklagede klageren tilpligtet at betale 47.217,89 kr. - kassekredittens saldo pr. 2. februar 1994 - med tillæg af rente i henhold til indklagedes udlånstakster fra 2. februar 1994. Sagen er i medfør af retsplejelovens § 361 udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er ophørt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kreditten skulle anvendes til finansiering af debitors drift af erhvervsmæssig virksomhed, som imidlertid ophørte kort tid efter kredittens etablering. Det var uberettiget, at der fra kreditten skete overførsler til dækning af de månedlige ydelser på lånet. Fra februar 1988 og indtil udgangen af 1993 blev der indbetalt i alt 56.683,50 kr. på kassekreditten. Kautionsforpligtelsen på maksimum 30.000 kr. er derfor indfriet. Den 1. februar 1988, hvor han underskrev som selvskyldnerkautionist, var restgælden ikke som oplyst 10.000 kr., men 19.312,18 kr. Han påtog sig herved kaution for gammel gæld i et større omfang end oplyst.
Indklagede har anført, at debitor blev bevilget henstand med betalingerne på engagementet i perioden januar til juni 1989 på baggrund af oplysninger om, at hun ikke længere var i stand til at opfylde sine betalingsforpligtelser og forventede bevilling af førtidspension. Da debitors afvikling af engagementet ikke blev genoptaget i juli 1989, blev der ved skrivelse af 5. oktober 1989 rettet henvendelse til klageren med oplysning om overtrækket på kreditten. Debitors efterfølgende indbetalinger var utilstrækkelige til at dække de løbende kreditomkostninger, hvorfor der den 24. januar 1992 igen blev rettet henvendelse til klageren. I perioden april 1992 til december 1993 blev der fra debitors bopælskommune indbetalt 1.000 kr. månedligt på kreditten til dækning af renter på såvel kreditten som lånet, idet de på lånet kvartalsvis tilskrevne rentebeløb blev inddækket ved overførsel fra kreditten. Da klageren undlod at reagere på indklagedes skrivelser, blev fordringen taget til inkasso primo 1994. Først på dette tidspunkt gjorde klageren sine indsigelser gældende. Indbetalingerne på i alt 56.683,50 kr. har ikke bevirket, at kreditten er indfriet, idet de er anvendt til dækning af ydelserne på lånet, udstedelse af checks samt påløbne kreditomkostninger. Den omstændighed, at ydelserne på lånet har været ført over kassekreditten, har ikke påført klageren en større betalingsforpligtelse, end hvis betalingerne af ydelserne i stedet for var sket ved direkte indbetaling på lånet. Klagerens kautionsforpligtelse overfor indklagede udgør 30.000 kr. med tillæg af rente fra det tidspunkt, hvor skylden på kreditten sidste gang oversteg 30.000 kr. Restgælden på kassekreditten udgjorde den 29. januar 1988 3.513,50 kr., idet debitor først efter bevillingen af kreditudvidelsen udstedte en check på 19.312,18 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at den check på 19.312,18 kr., som blev trukket på kassekreditten i slutningen af januar 1988, blev udstedt i forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten fra 10.000 kr. til 30.000 kr., og klageren kan derfor ikke gøre gældende, at han påtog sig kaution for allerede eksisterende gæld i større omfang end forudsat. Der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan begrunde, at klagerens kautionsforpligtelse ikke skulle være gyldigt påtaget.
Det må lægges til grund, at overførslerne fra kassekreditten til klagerens samlevers lån er sket efter aftale med samleveren, og disse overførsler kan herefter heller ikke anses for uberettigede i forhold til klageren som kautionist. Det forhold, at der er foretaget indbetalinger på kassekreditten i det af klageren oplyste omfang, medfører ikke, at klagerens kautionsforpligtelse er ophørt, og der er heller ikke oplyst andre forhold, som kan begrunde dette.
Klagerens påstand kan herefter ikke tages til følge.
Det tilføjes, at klagerens kautionsforpligtelse efter Ankenævnets opfattelse ikke kan overstige 30.000 kr. med tillæg af indklagedes sædvanlige rente og provision i forhold til dette beløb fra den 1. august 1989. Det bemærkes herved, at overtrækket på kassekreditten efter det oplyste må anses for bevilget indtil dette tidspunkt, og at klageren den 5. oktober 1989 modtog oplysning om det herefter foreliggende ubevilgede overtræk.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.